Fortsæt til indhold
Sport

Fodbold: Maradonas nr. 10-trøje fredes for evigt

Den argentinske fodboldspiller Diego Maradona har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som en af verdens største fodboldspillere - og nu skrives endnu et kapitel om den lille fodboldtroldmand. Det argentinske fodboldforbund har nemlig meddelt, at hans legendariske trøje med nummer 10 på ryggen i fremtiden ikke skal bæres af nogen argentinsk spiller, hverken på A-landsholdet eller på det u-21 hold, hvorpå Maradona som ganske ung viste sine tryllerier for en lamslået fodboldverden.

Officielt vil trøje nummer 10 blive tilbagetrukket fra landsholdets garderobe den 14. november, hvor Argentina møder Uruguay i en kamp om VM-kvalifikationen.

- Ud over at være en anerkendelse af Maradonas berømthed over hele verden vil tilbagetrækningen af trøjen fjerne presset og ansvaret fra skuldrene af de spillere, der ellers skulle have spillet med det nummer, som skinnede så smukt på Maradona, lyder kommentaren fra den tidligere argentinske landstræner Carlos Bilardo.

/ritzau/