Fodbold: Danske kvinder besejrede Frankrig
Det kvindelige danske fodboldlandshold holder liv i håbet om videre deltagelse ved EM-slutrunden i Tyskland. I torsdagens anden puljekamp lykkedes det efter en særdeles mål- og begivenhedsrig affære at nedkæmpe Frankrig med 4-3.
Dermed står Danmark noteret for tre point efter to kampe og kan nu selv afgøre skæbnen i den sidste puljekamp mod Norge.
Danmark kom bedst fra start og førte allerede efter 18 minutter med 2-0 på mål af Gitte Krogh på straffespark og Christina Bonde. De franske kvinder fik dog hurtigt kæmpet sig tilbage i kampen, og 10 minutter senere stod der 2-2 på måltavlen i Reutlingen, hvor de 5400 tilskuere fik valuta for hver en D-mark i et velspillet opgør.
Gitte Krogh misbrugte en stor chance for at bringe Danmark på 3-2 inden pausen, da hun misbrugte det tilkendte straffespark.
Julie Hauge-Andersson sendte igen Danmark på sejrskurs, da hun tyve minutter efter pausen satte sidste fod på et godt dansk opspil. Kampens svenske dommer lukkede Frankrig ind i kampen, da hun i kampens 83. minut helt uforståeligt ikke fløjtede for et klart frispark mod den danske målmand Heidi Johansen. Med stillingen 3-3 og uret tikkende hastigt henimod de 90 minutter så de danske EM-chancer meget sorte ud - indtil Gitte Krogh i kampens absolutte slutfase efter et gevaldigt klumpspil foran mål sendte den forløsende 4-3 scoring op i målhjørnet.
/ritzau/