Fortsæt til indhold
Sport

Peter Schmeichel indstiller karrieren

Peter Schmeichels karriere i international topfodbold er forbi. Blot en måned efter sit stop på det danske landshold, har den store målmand bestemt sig for at lægge handskerne på hylden i portugisiske Sporting Lissabon. Det skriver i hvert fald den portugisiske avis A Bola tirsdag. Heri hedder det, at den 37-årige dansker ikke ønsker at fortsætte i Sporting, som han ellers i januar forlængede kontrakten med frem til udgangen af næste sæson.

Årsagen til stoppet skulle være, at Peter Schmeichel fortsat døjer med smerter i en finger på grund af en gammel skade, og desuden vil familien Schmeichel gerne hjem til Danmark. Målmanden orienterede angiveligt ledelsen i Sporting Lissabon om sin beslutning på et møde i weekenden, hvor sæsonen i den portugisiske 1. division nåede til vejs ende.

Den danske keeper har netop sat kursen hjem mod Danmark for at holde sommerferie, og på A Bolas forside stod der tirsdag at læse om Schmeichel: Jeg vender ikke tilbage.

Peter Schmeichel afviser imidlertid at have udtalt sig i så kontante vendinger, men siger, at han "spekulerer over sin fremtidige situation". Målmanden bekræfter alligevel til dels, at han er på vej til at forlade Sporting Lissabon før tiden.

- Det er korrekt, at jeg i øjeblikket ligger i drøftelser med Sporting om en løsning, så min kontrakt kan ophæves. Men endnu er intet konkret faldet på plads, siger Peter Schmeichel til TV 2.

A Bolas historie er baseret på anonyme kilder i klubben, og avisen spekulerer i, at den danske målmand i sin tid aldrig skrev under på kontraktforlængelsen med hovedstadsklubben. Dengang sagde Peter Schmeichel ellers:

- Jeg ønsker at stoppe alle de nuværende spekulationer, og derfor har jeg meddelt Sporting, at jeg vil udnytte mit optionsår.

Men nu har Schmeichel tilsyneladende fortrudt, og at der ikke er tale om løse rygter, underbygges af friske udtalelser fra Sporting Lissabons anden målmand, den 25-årige Nelson.

- Det lader til, at jeg skal være førstemålmand i næste sæson, sagde Nelson tirsdag til den portugisiske radiostation Radio Renascesca. Nelson nægtede dog at kommentere, hvor han havde sin viden fra.

Sporting Lissabon ventes at komme med den officielle bekræftelse på Peter Schmeichels karrierestop på et pressemøde i næste uge.

At Peter Schmeichels karriere lakker mod enden, kom der allerede et fingerpeg om den 20. februar, da keeperen annoncerede sit farvel til det danske landshold. Schmeichel spillede derpå sin 129. og sidste landskamp mod Slovenien den 25. april i Parken i København, hvor han overlod pladsen til Silkeborgs Peter Kjær kort inde i anden halvleg af opgøret, der sluttede med en dansk sejr på 3-0.

Som begrundelse for sit landsholdsfarvel angav Schmeichel bl.a., at han i højere grad ville koncentrere sig om fodbold på klubplan. Men på trods af Schmeichels ændrede fokus har Sporting Lissabon ikke haft den store sportslige succes i denne sæson. Klubben var ikke i stand til at forsvare det portugisiske mesterskab, men måtte nøjes med en tredjeplads og en billet til efterårets udgave af UEFA Cuppen. Sporting hentede i denne sæson "kun" ét trofæ, idet klubben vandt den portugisiske Super Cup - mødet mellem mester og pokalvinder - via en sejr over FC Porto.

Hvor Peter Schmeichels karriere er på vej henad, såfremt han stopper her og nu, er uvist. Men den kommer uden tvivl til at stå i fodboldens tegn. I 1999 købte målmanden sin tidligere klub Hvidovre, som han har store planer med. Schmeichel har lovet at bringe 1. divisionsholdet tilbage i toppen af dansk fodbold, så der bliver rigeligt at se til. Men den store dansker har også luftet sine drømme om at blive manager i Manchester United eller træner for det danske landshold.

- Jeg tror ikke, at jeg egner mig til andet end at beskæftige mig med fodbold. Jeg har i tusindvis af interview sagt, at jeg aldrig ville være træner, men nu begynder lysten alligevel at vokse frem inde i maven på mig. Men landsholdet eller United bliver måske først aktuelt om 10-15 år. Det er altså ikke noget job, som jeg får på fredag, lød det fra Peter Schmeichel forud for afskedskampen på landsholdet.

En nedtrapning af karrieren på en post som målmand i Hvidovre ligger tilsyneladende ikke i kortene. I hvert fald ikke, hvis man lufter tanken for Hvidovres direktør, Michael Christiansen.

- Vi har en god keeper i U21-landsholdsmålmanden Stefan Andersen, så spørgsmålet er, om Schmeichel overhovedet ville kunne spille sig på holdet, siger Michael Christiansen og tilføjer med mere seriøs mine:

- Det er utopi at forestille sig Peter Schmeichel stå på mål i Hvidovre, og det har aldrig været på dagsordenen. Da han valgte at stoppe på landsholdet, var det et signal om, at han ville trappe ned. Hvis han gør det på internationalt plan, hvorfor skulle han så blive ved nationalt. Peter er stadig en fantastisk målmand. Men hans alder taget i betragtning, ville det uanset hvad kun være et spørgsmål om kort tid, før karrieren er helt forbi, siger Michael Christiansen til Ritzau.

Direktøren i 1. divisionsklubben mener også, at sporene skræmmer fra andre topspillere, der tidligere er vendt hjem fra udlandet til dansk klubfodbold.

- Folk som Allan Simonsen, Preben Elkjær og Brian Laudrup oplevede jo ikke lige frem den store succes, påpeger Michael Christiansen.

Endnu mangler den definitive bekræftelse at komme fra Schmeichel selv. Men med de udtalelser, den 37-årige målmand selv kom med tirsdag, så synes budskabet at skinne klart igennem. Peter Schmeichels karriere står foran en snarlig og endelig afslutning.

/ritzau/