Selvtilliden hos fløjene i orden

»Vi er gode nok!«

Selvtilliden fejler ikke noget hos de tre VM-slutrunde debutanter Anja Nielsen, Louise Pedersen og Line Daugård. De skal uden større international rutine forsøge at løfte arven efter de skadede fløj-stjerner Janne Kolling og Anette Hoffmann. Men det giver dem imponerende nok ikke bare antydningen af nervøs sved på panden.

Som den 21-årige venstre fløj Line Daugård hurtigt langer ud, når talen er om de fraværende veteraner Kolling og Hoffmann: »Det er da tragisk, at ingen af dem kan være med på grund af skader, de har pådraget sig ved deres håndbold. Men vi kan da også spille håndbold. Vi er unge, vi er friske, vi kan tilføre holdet nye impulser både udenfor og på banen.«

Daugård får et slet skjult drag af medlidenhed på det ellers så optimistiske og lydefri ansigt, når talen er om skader, og det har sin naturlige forklaring. Ikast-fløjen har trods sin unge alder og otte A-landskampe allerede gennemgået to korsbåndoperationer. Men typisk for hendes gå-på-mod har det ikke sat en stopper for den meget lovende karriere.

Fornuftigt nok valgte landstræner Jan Pytlick dog at lade hende sidde over i i Roskilde i den sidste kamp ved Jolly Cup sidste weekend, da det gjaldt den ligegyldige slutkamp mod Pressens hold.

Da klarede makkeren på venstreflanken Christina Roslyng fra Viborg - 32 landskampe - ærterne alene. Efter en god indsats mod Frankrig havde spillet da også været under sædvanligt Daugård-niveau mod Holland.

»Når Pytlick har udtaget mig, er det naturligvis også fordi, han stoler på, at jeg kan løse opgaven som den ene af Hoffmanns substitutter. Det fortæller alle de mere rutinerede landsholdsspillere mig også hele tiden. Både landstræneren og medspillerne har tillid til mine evner, og det giver da helt naturligt et ekstra skub fremad.«

De nye går til den

»De gamle har været helt fantastiske, også under træningslejren på Lanzarote. Det kan godt være, at der findes en skjult hakkeorden, men den går i hvert tilfælde hen over hovedet på os nye. Vi går bare til den, og kikser vi, er der ingen sure miner. Det giver god ballast,« siger Line Daugård, der trods sin ungdom aldrig havde problemer med at dele værelse med den 10 år ældre keeper Lene Rantala - et eksperiment til gensidig inspiration.

På højre fløj er det hele to VM-debutanter, der skal forsøge ikke helt at drukne i Kollings kølvand.

Både den 24-årige hurtigløber Anja Nielsen fra Ikast og damehåndboldligaens topscorer, den 20-årige Louise Pedersen fra Horsens, bekender sig til samme tro som Daugård: De er gode nok.

Svingende kvalitet

Det beviste de under Jolly Cup, omend deres præstationer kvalitetsmæssigt svingede noget mere end forgængerens mere stabile fremtoning.

Mod Frankrig beviste Anja Nielsen, at det ikke var helt tilfældigt, at hun i sidste øjeblik var hasteindkaldt. Hun var sammen med stregspilleren og anføreren Tonje Kjærgaard et bærende element. Mod Holland var indsatsen mere på det jævne, og mod Pressens ligalandshold kom hun først på banen det sidste kvarter.

Anja Nielsen gav den hele armen mod Frankrig. Fik sit internationale gennembrud primært baseret på sin evne til at løbe fra konkurrenterne i kontrafasen. Hun er svær at fange, og under træningsturneringen gav hun også prøver på sine stridsevner, når hun var pakket ind af modstandernes forsvarere. En uortodoks type.

»Jeg fik i sin tid min chance ved U-VM i 1995, men da blev jeg skadet og fik ikke så megen spilletid. Så gled jeg mere eller mindre ud i landstrænernes glemsler, indtil jeg igen havnede blandt Ulrik Wilbecks boblere til sidste VM,« siger den uden for banen lidt generte og meget drengeklippede Anja Nielsen, der med sine 11 nationalkampe måske er urutineret i landsholdssammenhæng, men for sin klub Ikast har spillet omkring 150 kampe, heraf flere i Europa Cup sammenhæng.

»Tidligere kunne jeg fra kamp til kamp svinge meget mellem at være rigtig god og rigtig dårlig. I dag har jeg mere rutine og er blevet mere stabil. Dette VM bliver ikke svært for mig, for jeg er først kommet med i sidste øjeblik, og der er vist ingen, der forventer, at jeg skal være den nye Kolling. Jeg skal bare gøre det så godt som muligt, så jeg tager en dag af gangen - det letter presset. Og det har ikke været svært at komme ind på holdet. De mere rutinerede viser stor tillid og åbenhed.«

Mens Anja Nielsen godt kan forekomme lidt reserveret og indadvendt, står det helt anderledes til med hendes tandem-makker Louise Pedersen. Den 20-årige Horsens-fløj med HH-eksamen og fast stol ved Brugs-kassen i Gylling forekommer totalt uimponeret af den virak, der er omkring hendes person.

Hasteindkaldt

Hun blev hasteindkaldt til Lanzarote, spillede her sine to første landskampe her for A-holdet - og gjorde det efterfølgende aldeles forrygende og rutineret ved firenationers-turneringen i Odense, Slagelse og Roskilde. Primært i den sidste kamp mod Pressen efter en indsats over middel mod Frankrig, hvor Anja Nielsen tog rampelyset, og en rutineret middelpræstation mod Holland. Mod sine landsmænd var hun flittigt scorende på banen, indtil hun blev udskiftet i det sidste kvarter.

»Det er nok meget typisk for mig, at jeg jeg er en langsom starter,« siger den danske liga-topscorer fra Horsens. Hun har for vane at varme op til kampene med mentaltræning i form af stille musik, og til VM har hun anskaffet sig en disc-man, hvor der spilles No Stress i øregangene. De fem første minutter af en kamp bruger hun til at læse spillet - resten foregår herefter på intuition, naturtalentet.

»Da jeg blev udtaget til VM-truppen, blev jeg både beæret og naturligvis også en lille smule nervøs ved udsigten til at skulle supplere Janne Kolling. Nu er hun desværre væk, det er noget skidt for hende. Men fraværet Kolling og Hoffmann betyder samtidig, at der nu fokuseres betydeligt mere på holdet. Nu gælder det sammenspillet, og ingen har på forhånd urealistiske forventninger til mig.«

På Lanzarote var de nye fløje ikke meget med i spillet. De skulle lige leve op til både medspillernes og trænerens tillid.

»Som tiden går, bliver der for hver dag løsnet op for både nerver og respekt. Vi nye kommer mere og mere ind i spillet. Jeg synes, at jeg efterhånden har fundet mit niveau, og det har netop været mit mål at komme til at spille 100 procent lige så godt, som jeg gør det på klubholdet. Mere kan jeg ikke umiddelbart gøre. Det er jo også det, jeg er blevet udtaget på.«

Ved ungdoms-VM tidligere på året fik Louise Pedersen ikke megen spilletid. Det irriterede hende voldsomt.

»Jeg fik en nedtur, men heldigvis har jeg en god psyke, så jeg rejste mig igen. Ved dette senior-VM er jeg da godt klar over, hvem der har billetterne - får den lange spilletid. Anja og jeg skal nok klare Kollings ærter. Og her har Camilla Andersen været en kæmpe støtte: »Tag chancen - det er jo kun håndbold.«