Marathonmanden ramte muren

Efter egne forventninger var udgangspunktet en halv snes år i jobbet, men marathonløberen ramte muren efter få måneder, der vel højst kan betegnes som et 800 meter-løb.

»Den sammenligning kan jeg godt vedkende mig. På marathondistancen drejer det sig om at holde åndedrættet roligt, mens benene konstant syrer til på 800 meter - og sådan har jeg haft det otte måneder i AGF,« siger John Skovbjerg.

Den 31. august forlader han direktørstolen i AGF Kontraktfodbold A/S for dagen efter at vende tilbage til sin tidligere arbejdsgiver, MD Foods, hvor den juristuddannede marathonløber skal være chef for en nystartet sektion, der arbejder med køb, salg og administration af ejendomme.

Afskeden med AGF blev bebudet efter få måneders ansættelse og før klubbens seneste generalforsamling.

Selv om den er uden dramatik og foregår i god ro og orden efter gældende opsigelsesvarsel, er direktørens farvel ikke desto mindre et symbolsk udtryk for en langvarig krise i den traditionsrige århusianske storklub, der forbruger direktører i samme hast, som Det konservative Folkeparti fortærer lederskikkelser.

Og så er det overraskende direktørskifte - der ledes stadig efter en afløser - alligevel udtryk for den manglende handlekraft og bevægelsesfrihed i en klub, der konstant skal vende hver en krone for blot at hænge ved i halen på de bedste, skønt den udtalte målsætning er udtryk for langt højere ambitioner.

»Da jeg tiltrådte 1. december 1998 troede jeg, at mine personlige ambitioner i jobbet var sammenfaldende med klubbens: at skaffe økonomisk kapital, der kunne give handlefrihed og skabe stabilitet i klubbens professionelle afdeling.

Disse ambitioner har jeg af forskellige grunde ikke fået opfyldt. Det er ikke min opgave at placere det ansvar, men jeg tog konsekvensen af, at mine ambitioner til min civile karriere var til andet og mere,« siger John Skovbjerg.

Med en aktiekapital på kun 3,3 mio. kr. og en egenkapital ved årsskiftet på kun omkring seks mio. kr. er klubbens børsværdi reduceret til en snes millioner kroner. AGF arbejdede som bekendt på en børsemission (kapitaludvidelse) allerede i efteråret 1998, men klubbens ledere rystede på hænderne, og da det viste sig at være for sent - eller for risikabelt - i foråret 1999, skændtes den splittede bestyrelse internt om skyldsspørgsmålet.

Den form for virksomhedsledelse ville John Skovbjerg ikke længere lægge navn til, selv om han nyder stor anseelse i alle klubbens led og er meget respekteret for sit arbejde, der ikke just har været et 10-16-job, men har lagt beslag på en masse skæve arbejdstider og resulteret i en hel del afsavn i familien.

Problemknuser

Siden direktørens beslutning om at gå har AGF skiftet et par mand ud i toppen, så klubben nu tegnes af formanden Preben Andersen, der ikke blot har ry for at være en af århusiansk erhvervslivs problemknusere, men også kender alle klubbens afkroge fra sit tidligere virke som direktør i krisetider.

»Preben Andersen er en dynamisk leder, og jeg håber, det vil lykkes for ham at finde en god mand som min afløser. Men der er to ting, jeg ikke vil forholde mig til i min sidste tid i klubben: min efterfølger og klubbens kapitalforhold.«

Men hvad har en tidligere atletikmand med erhvervserfaring og et fodboldhjerte oprindeligt bankende for fødebyen Silkeborg opnået af erfaring i den århusianske klub, der af mange anses for at være noget nær lukket land, hvis man ikke er født på Fredensvang med nærliggende matrikler?

»Jeg har fået bekræftet min opfattelse af, at det godt kan lade sig gøre at bestride et lederjob i en fodboldklub, selv om man kommer fra en anden verden. Mere konkret om AGF vil jeg også gerne mane den fordom til jorden, at klubben skulle være lukket land for fremmede. Jeg mener at vide, at jeg forlader klubben uden fjender, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg på få måneder er blevet så hvid, at jeg også i fremtiden vil være at finde på Århus Stadion til fodbold som min fritidsfornøjelse.

Da jeg gik ind til jobbet, blev jeg også mødt med en anden fordom om, at dansk fodbolds topledere var en sammenspist klike. Også den kan jeg mane i jorden. Jeg er blevet godt modtaget, men det kræver naturligvis, at man selv søger indflydelse de rigtige steder. Sker det, er man hurtigt inde i de beslutningstagende kredse af dygtigt arbejdende ledere.«

Skønt John Skovbjerg som fratrædende direktør ikke vil blande sig i AGF's kapitalforhold, vil han godt give sit bud på, hvordan klubben kommer ud af dødvandet.

»Det øjeblikkelige problem er at skaffe den nødvendige kapital til veje, for jeg er ikke sikker på, at en aktieudvidelse over Fondsbørsen er sagen lige nu. Jeg vil ikke byde på, hvor den så skal komme fra, men kapitalen er nødvendig for at skaffe det økonomiske råderum, der også kan give plads til nogle større armsving.

Men jeg har da lært så meget, at professionel fodbold er en meget speciel branche inden for erhvervslivet og underholdningsindustrien, fordi den har en konstant mediebevågenhed, der er mange gange større end den, der bliver almindelige virksomheder til del.

Mediebevågenhed

En fodboldklub får ikke samme ro til at opbygge sin virksomhed, og presset er mindst lige så stort på klubberne med den største kapital på 80-100 mio. kr. Der stilles bare andre forventninger. Det drejer sig om at kunne bruge den store mediebevågenhed i medvind og ikke fornægte den i modvind,« siger John Skovbjerg.

Hverken John Skovbjerg eller skribenten af disse linjer orker at bore mere i det seneste års gennemgående tema omkring baneforholdene på Århus Stadion, for det står klokkeklart for alle i og omkring klubben, at AGF på den konto har lidt kolossale tab såvel økonomisk som prestigemæssigt.

»Der er brugt utroligt mange kræfter på uventede problemer, så jeg synes, at sagen bør give anledning til nogle konkrete overvejelser omkring konstruktionen mellem en storforbruger som AGF og leverandøren Aarhus Idrætspark.«

Der er ingen grund til at betvivle den afgående direktørs ord, når han siger, at han havde det skidt med at sige op så hurtigt efter sin tiltræden.

»Jeg kunne ikke gå på kompromis med mine personlige ambitioner. Men AGF er en stærk fyr, og jeg var kun en lille parentes. Det er rart at vide, når jeg går.«