Atletik Zinck opgiver OL-planer
Dansk atletiks kvindelige topnavn gennem de seneste sæsoner, højdespringeren Pia Zinck fra Århus 1900, har formentlig for sidste gang deltaget i en finale ved et af de store internationale atletikmesterskaber.
Der lå en glædelig nyhed bag, nemlig graviditet, da den 27-årige topspringer, for få uger siden i al diskretion overbragte landstræner Lars Nielsen den for ham triste nyhed om, at hun ikke længere ønsker at indgå i Dansk Atletik Forbunds stort anlagte OL-projekt.
Dispensation opgivet
Graviditeten er således årsag til, at Pia Zinck ikke er med på topelitens igangværende træningsophold i Australien. Som Pia Zinck opfatter fremtidsudsigterne netop nu, mens hun indstiller sig på at bytte højdespringsmadrassen ud med en ammepude engang til sommer, kommer hun ikke mere tilbage i den form, der indbragte hende en 8. plads ved EM i Budapest i fjor og en 10. plads og dansk rekord på højden 1,94 meter ved VM i Athen i 1997.
»Jeg har ikke besluttet mig for, om min karriere på topplan er helt slut. Jeg kan slet ikke overskue, hvilket niveau jeg kan nå op på igen efter fødslen. Jeg regner da med at begynde at træne igen til efteråret og måske fortsat vinde et par DM-medaljer, men OL-kravet til Sydney skal klares i år, og jeg har opgivet at søge dispensation om måske først at klare kravet næste år,« siger Pia Zinck, der privat lever sammen med Aarhus Fremads superligamålmand, Niels Chr. Jørgensen.
Pia Zincks varemærke som højdespringer er en usædvanlig springkraft i forhold til hendes i den branche relativt beskedne højde på 1,69 meter. Hendes danske rekord på 1,94 meter sat i kvalifikationen ved VM i atletik i Athen i 1997 er et resultat af høj international klasse.
Hendes beslutning om at forlade atletikken på topplan er et tilbageslag for dansk atletik, der i Pia Zinck havde et charmerende og seriøst plakatnavn med en fantastisk evne til altid at kulminere, når presset var størst ved de store internationale mesterskaber.
Voss i topform
Landstræner Lars Nielsen kunne søndag glæde sig over, at en anden af dansk atletiks rutinerede topspringere, stangspringeren Martin Voss, tilsyneladende er ved at få ny dynamik i karrieren. I forbindelse med elitens træningslejr i Australien vandt den 31-årige Århus 1900-springer søndag et stævne i Perth med et spring på højden, 5,60 meter. I konkurrencen slog Martin Voss blandt andre den hviderussiske seks meter springer, Dmitrij Markov.
Martin Voss forsøger nu at få forlænget sit ophold i Australien, så han kan deltage i nogle af den australske sommers topstævner og allerede på dette tidlige tidspunkt opfylde kvalifikationskravet på 5,65 m til OL i Sydney. Allerede tirsdag springer han igen -denne gang i Adelaide. Hans danske rekord lyder på 5,70 m.