Riis er kun en lille brik i det store spil

-Jeg ville ramme sporten så dybt så dybt én gang for alle, så det ikke bare endte med at blive tom EPO-snak. Derfor ventede jeg, til jeg havde beviserne for, at misbruget var fortsat fra 1995 til i september sidste år.

Ovenstående bliver sagt af Niels Christian Jung.

Han har sammen med Olav Skaaning Andersen lavet de to mildt sagt omdiskutere tv-udsendelser "Tavshedens pris" om doping i cykelsporten -to udsendelser, der har sat et stort spørgsmålstegn ved, om Bjarne Riis kørte på den rene og ærlige vej på sin færd mod cyklingens tinder, og samtidig påviser de to journalister, at flere store cykelhold benytter EPO og andre dopingmidler.

I 1983 købte Niels Christian Jung sin første racercykel for de penge, han fik i konfirmationsgave.

Frem til 1991 er han aktiv cykelrytter. Han er på juniorlandsholdet og bliver udtaget til det såkaldt Projekt 88, som Team Danmark, Danmarks Cykle Union og Institut for Idræt på Odense Universitet stabler på benene for at klarlægge, hvordan unge cykelryttere udvikler sig fysisk og psykisk under ekstremt pres.

Med i Projekt 88 er blandt andre Bo Hamburger, Morten Sonne, Thomas Bay og nu afdøde Lars Pingel.

-Cyklingen var hele mit liv og identitet, og jeg var overbevist om, at jeg skulle være professionel cykelrytter i udlandet, siger Jung.

Men efter to år i A-klassen måtte han indse, at talentet ikke stod mål med ambitionerne.

Da den bitre pille var sunket, begyndte han at læse idræt på Københavns Universitet.

Men Niels Christian Jung savner som en gammel cirkushest lugten i manegen og via Brian Holm får han i ferierne foden indenfor hos først Tulipholdet og senere TVM som stik i rend dreng, altmuligmand og massør.

I 1993 var han en måned i praktik hos TVM og stortrivedes i selskab med Peter Meinert, Jesper Skibby og Bo Hamburger.

I 1994 laver han en tv-dokumentar sammen med Olav Skaaning Andersen og Peter Piil, som under navnet "Den ny orden" viser livet i den professionelle cykelsport.

Selvom det var spændende at lave tv, så flyttede Jung alligevel til Belgien efter Tour de France i 1994 og begyndte at arbejde for TVM.

-Jeg var stolt af at omgås de store cykelstjerner. Det var vildt spændende, men også hårdt. Op klokken fem hver morgen og i fuld fart til sent om aftenen, men det gjorde ikke noget. For jeg drømte om at udvikle mig til en slags træner eller coach for cykelrytterne, og jeg knoklede bare på for at blive så dygtig som muligt, siger Jung.

Men i pausen efter sæsonen kan han godt mærke, at det måske ikke lige er den verden, hans fremtid skal findes i.

Hovedet bliver ikke stimuleret intellektuelt, og alle rytternes bekendelser om hvad som helst hober sig op, uden han rigtigt kan få dem bearbejdet.

Med det hele på afstand begynder en masse løsrevne bemærkninger og halve fornemmelser at danne et sløret billede af, at den verden, han har beundret så højt, måske er bygget på snyd, doping og bedrag.

-Jeg enten fortrængte eller lod de ting passere, som jeg hørte om doping. Jeg kiggede aldrig i kufferten med medicin, men stolede blindt på, at der ikke var noget ulovligt i den, siger han og understreger, at han aldrig så eksempler på, at rytterne på TVM dopede sig.

-Men jeg vil heller ikke afvise det, siger han.

Niels Christian Jung mistede kontakten til den professionelle cykelverden, lige indtil han fik tilbudt et job som massør for det italienske Gewiss Ballan-hold under Danmark Rundt i 1995.

-Jeg tog jobbet for at undersøge, om holdet brugte ulovlige midler. Jeg ville finde ud af, hvad det var, jeg selv havde deltaget i. Jeg gik på opdagelse og benyttede mit kendskab til den professionelle cykelverden og dens arbejdsrutiner. Det mest enkle var at checke affaldet. Fordi de ulovlige stoffer ikke kan spores, siger han.

Niels Christian Jung overvejede også at filme rytterne med skjult kamera og optage deres samtaler med hemmelige mikrofoner -men det forkastede han alligevel.

Da Gewiss Ballan-holdet skulle til at forlade Hotel Scandic i Kolding den morgen, undskyldte han sig med, at han skulle på toilettet og gik op på massørens værelse, mens han filmede det hele med et lille videokamera, han havde skjult i sin rygsæk.

Resten af Danmark Rundt var han hamrende nervøs for, at det skulle blive opdaget, at han havde en pose med sprøjterne og medicinresterne i sin baggage.

Efter løbet forseglede han posen og gemte den et hemmeligt sted.

-Jeg så med det samme, at der var EPO i posen, men jeg var bange for at blive afsløret, hvis jeg gik hen til et laboratorium for at få ampullerne uden mærkater undersøgt. Jeg følte heller ikke, at jeg var stærk nok til at træde frem med min afsløring -hverken personlig eller mediemæssig. Men det vigtigste var, at jeg havde fået bekræftet, at der var EPO i omløb. Det var drivkraften, der fik mig til at arbejde videre i det skjulte.

Mange vil sikkert mene, at Niels Christian Jung har svigtet cykelsporten og Bjarne Riis ved at luske rundt og tømme skraldespande.

-Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke har dårlig samvittighed overhovedet. Jeg syntes, at visse cykelryttere ødelægger sporten, ødelægger sig selv, ødelægger deres kroppe -det er amoralsk og skræmmende. Min hensigt var ikke at afdække Bjarne Riis` bevægelser -min hensigt var at ramme alle verdens største cykelhold -jeg har gået efter ONCE i Spanien, Gewiss Ballan i Italien, Telekom i Tyskland og La Francaise des Jeux i Frankrig, siger Jung og tilføjer:

-I Danmark er Riis godt nok blevet kørt op -men i virkeligheden er han bare en lille brik.

Niels Christian Jung følte sig som en ensom kriger i en god sags tjeneste -en slags korsridder for hvem det at nå målet -nemlig at rydde op i den dopingbefængte cykelverden -helligede alle midler.

-Jeg har da nogen gange tænkt på mig selv som en hemmelig agent, når jeg lavede mine aktioner.

Senere på sommeren 1995 tager Jung til Spanien Rundt -der finder han ulovlige stoffer hos både ONCE og hos Telekoms massør, Jef D`Hont.

Året efter under Tour de France er det Brescialat-holdet, der får filmet sine affaldsposer med EPO.

Alligevel bliver han ved med at gemme på sin viden -en viden han sidder på i mere end tre år.

Jung ville ikke lave sin udsendelse, før han kunne få fat på en massør og en rytter, som ville stå frem og tale til kameraet.

-Så skete det mest utrolige, at Willy Voet blev snuppet. Ham havde jeg et kæmpe materiale på og det ville styrke mine beviser, hvis jeg fik ham i tale.

Sidste efterår besluttede han, at det var tid til at komme frem med sine afsløringer.

-Jeg var træt af at høre rytternes udtalelser -nu var tiden sgu kommet til, at jeg meldte mig på banen.

Jeg savnede en klar udmelding om, at rytterne ikke ville acceptere doping -sportens selvforståelse blev for tyk for mig. Jeg elsker cykling og det er programmerne et udtryk for -men jeg vil ikke acceptere at blive snydt af en, jeg elsker, siger Jung.

Han føler, at han har et ansvar for at få bygget troværdigheden til sporten op igen. Og det kan kun ske ved at få ryddet op først.

-Generelt er jeg sikker på, at mange ryttere er glade for programmerne. De vil nemlig hellere end gerne slippe for at blive stukket med nåle i armene, knæleddene og i røvballerne hver dag.

Kilden med Riis` hæmatokrittal dukker op i Italien lige før jul. Så gik det stærkt. Jung sagde sit job op på TV2 Bornholm og fra den 19. december og frem til 10 minutter før den anden udsendelse løber over skærmen, arbejder han i døgndrift.

-Jeg er glad for, at der er kommet fokus på problemet. Nu må de ansvarlige organisationer og politikere i gang. Men generelt savner jeg klare udmeldinger, handling, hårdere straffe og bedre kontrol, siger Niels Christian Jung, som ikke har tænkt sig at stoppe nu. Der kommer mere.

Et eventuelt sagsanlæg fra Bjarne Riis får ham ikke til at ligge søvnløs om natten:

-Vi har ikke noget imod, at der bliver lagt sag an imod os. Vi stoler på vores dokumentation. Og lægger Riis ikke sag an, kan man tolke det hen i retning af, at vi har ret. RB.