Den britiske sensation Luke Littler har fuldskæg, er tyk om maven og spiller dart som en verdensmester
Den 16-årige Luke Littler fremstår som en granvoksen mand, når han tromler hen over sine modstandere ved VM i dart.
Det er næsten ikke til at fatte det, når man ser ham gå op mod scenen.
I det skøre univers, der hedder VM i dart, har en knøs på 16 år fuldstændig stjålet opmærksomheden fra alle de store navne. Og englænderne elsker ham.
Luke Littlers alder til trods har han fuldskæg, og man fornærmer ikke nogen ved at sige, at han – som hovedparten af dartspillerne – har en farkrop med en del ekstra vægt omkring maven.
Den slags falder i god jord blandt publikum i Alexandra Palace i London, hvor han er blevet en darling, der er blevet sunget frem til VM-finalen onsdag aften med sange som, »der er kun en Luke Littler«, og klassikeren »du skal i skole i morgen tidlig«.
I aften møder Luke Littler en anden englænder, Luke Humphries, efter at Littler tirsdag aften vandt over den tidligere verdensmester Rob Cross i semifinalen.
»Jeg synes ikke, at det har været svært endnu – uden disrespekt til dem, jeg har mødt. Et par sæt er endt 3-2, men jeg tror på mig selv og mine evner,« siger Luke Littler til The Guardian.
Det, der har fremkaldt beundring under hans tromlen hen over modstanderne, er hans evne til at holde hovedet koldt, de få gange han er blevet udfordret.
»Jeg er mest imponeret over, hvor fejlfri og naturlig hans kasteteknik er, men prikken over i’et er den ro, han har. Den har jeg sjældent set før, og det er alfa og omega for hans præstation,« siger Daniel Tyge Thybøl, der er træner for det danske dartlandshold.
Mens Luke Littler har pryglet den ene modstander efter den anden ved VM, har hans søster Lisa Littler lagt videoer ud, hvor han spiller som helt lille. Kun 18 måneder gammel kastede han efter en magnetskive, og man kan allerede skimte en flydende teknik.
»Da jeg var fire eller fem, begyndte jeg på en rigtig skive, men med lavere højde, og som syvårig kastede jeg på rigtig højde og afstand,« siger Luke Littler til ITV.
Da Littler var ni, begyndte han at konkurrere mod voksne på den lokale pub, og som 12-årig blev han professionel.
Daniel Tyge Thybøl har mødt ham ved en turnering og kendte derfor allerede til stortalentet før dette VM.
»Det er lidt som med Neymar. Vi vidste godt, at der rendte en fodboldspiller rundt i Sydamerika med et kæmpetalent, men ikke, hvor god han var, før han kom til Europa. Sådan er det også med Luke Littler, hvor vi hele tiden har vidst, at der var noget virkeligt spændende på vej, men vi har ikke haft lov til at se ham så meget, som vi gerne vil, fordi der er mange døre i dart, der er lukkede, når man er under 16,« siger Daniel Tyge Thybøl.
Den 16-årige sensation lægger ikke skjul på, at han godt kan lide fastfood. Han fortæller, at han fejrer sejre med en kebab, og hans madvaner før VM-kampene peger også mod bunden af madpyramiden.
»Fra morgenstunden går jeg efter en omelet med skinke og ost, så spiser jeg senere en pizza, inden jeg træner på dartskiven. Det har jeg gjort hver eneste dag,« siger Luke Littler til The Guardian.
Ifølge den danske landstræner har dartspillernes usunde kropsbygning noget med deres pressede program at gøre. Flere af dem spiller 40-50 weekender om året.
»De lever meget på farten, og selv os, der ikke er sportsudøvere, kender nok det med, at det er lettere at gå på McDonald’s end at finde en salatbar, hvis man er i lufthavnen og skal til sit hotel. Det er nok forklaringen på, at de ikke lever efter sundhedsmyndighedernes kostråd. Og så kan vi heller ikke lyve om, at dart ikke er en fysisk sportsgren, hvor man brænder mange kalorier af. Jeg er med på, at der aldrig er en god undskyldning for ikke at komme ud og bevæge sig, men de har virkelig en stram kalender,« siger Daniel Tyge Thybøl.
Onsdag aften møder Luke Littler – seedet 114 – en af favoritterne i den 28-årige Luke Humphries, der i år har vundet stort set alt, hvad han har stillet op i. Humphries lå lige under top-10 i 2021, men så tabte han sig 30 kg for at forbedre sine muligheder. Med en overbevisende 6-0-sejr tirsdag aften i sin semifinale mod Scott Williams spillede Humphries sig på verdensranglistens førsteplads, og den beholder han uanset udfaldet af finalen mod Littler.
Vinderen af finalen modtager 4,3 mio. kr. Taberen 1,7 mio. kr.
Finalen spilles kl. 21.15 og kan ses på Viaplay.