Fortsæt til indhold
Sport

Se videoen: Alle ligakampe sættes på pause efter dette angreb på topdommer i Tyrkiet

En tyrkisk fodbolddommer blev slået i græsset af rasende klubpræsident.

Alle opgør i de tyrkiske fodboldrækker er blevet udsat på ubestemt tid, efter at en dommer blev slået i hovedet af en klubpræsident efter en kamp mandag aften.

Det oplyser det tyrkiske fodboldforbund (TFF).

Episoden fandt sted efter 1-1-opgøret i den bedste tyrkiske fodboldrække imellem Ankaragücü og Rizespor.

Umiddelbart efter slutfløjt stormede Ankaragücüs præsident, Faruk Koca, ind på banen og slog kampens dommer, Halil Umut Meler, i gulvet med et knytnæveslag.

Efterfølgende blev dommeren også tildelt flere spark, imens han lå på græsset.

»Dette afskyelige angreb var ikke blot mod Halil Umut Meler. Dette inhumane og foragtelige angreb var mod alle interessenter i tyrkisk fodbold,« lyder det i en udtalelse fra TFF.

Da Halil Umut Meler blev hjulpet fra banen kunne man se på tv-billederne, at han havde en stor bule og en blodansamling under det ene øje. Halil Umut Meler betragtes som en af de dygtigste fodbolddommere i Europa, og han har dømt flere kampe i Champions League i denne sæson.

»Den ansvarlige klub, klubpræsidenten, dens ledere og alle de kriminelle, der angreb Halil Umut Meler, vil blive straffet på den hårdeste måde,« lyder det fra TFF.

Tirsdag blev præsidenten for Ankaragucu, Faruk Koca, anholdt for sit overfald på dommeren, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Erdogan reagerer

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er også gået ind i sagen. Han fordømmer angrebet på det sociale medie X.

»Sport betyder fred og broderskab. Sport er uforeneligt med vold. Vi vil aldrig tillade vold i tyrkisk sport,« skriver han.

Tirsdag aften kl 21. spiller FC København imod tyrkiske Galatasaray i Champions League i Parken, og den kamp er ikke påvirket af suspenderingen af den tyrkiske liga.