Han kan spolere en dansk festaften
Benjamin Sesko er angriberen, som det danske forsvar primært skal holde øje med, når Danmark møder Slovenien i afgørende kamp.
Hvis angriberen Benjamin Sesko havde fulgt sin fars råd, ville Sloveniens målmandsstjerne, Jan Oblak fra Atlético Madrid, givetvis have haft stor konkurrence om spilletid på Balkan-nationens landshold. Men nej, sønner hører ikke altid efter, når far taler.
Hjemme i Slovenien var Benjamin Seskos far, Ales, målmand, og det speciale mente han også, at sønnen skulle kaste sig over. På med handskerne, sønnike.
»Vi havde samme højde og spillede tit fodbold sammen. Han ville have, jeg skulle stå i mål, men det var virkelig kedeligt,« har Benjamin Sesko sagt til den engelske avis The Guardian, hvor han også forklarede, at en position som midterforsvarer heller ikke var ham. Han ville bare frem for at lave mål.
Jan Oblak og Benjamin Sesko er Sloveniens to mest markante spillere i hver sin ende af banen, og når Danmark møder Slovenien fredag i Parken, er det danske landshold klar over, at de to kan spolere festen.
»Benjamin Sesko er en rigtig god spiller, der kan afslutte med begge ben. Han er trods sin højde hurtigere, end man skulle tro, og han har en forfinet måde at se spille på. Han opfatter tingene hurtigt, især når slovenerne får brudt modstanderne, så løber han dybt,« siger Morten Wieghorst, assistenttræner på det danske landshold.
I år har Benjamin Sesko ydet et stort bidrag på det slovenske hold, som Danmark i aften kæmper med om førstepladsen i EM-kvalifikationen. Undervejs har Benjamin Sesko lavet fire mål i de syv kampe, han har spillet.
Fif fra Yussuf Poulsen
Til daglig løber sloveneren rundt i Leipzig sammen med den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen, der i disse dage kommer med små fif til trænerstaben om sin holdkammerat.
»Yussuf Poulsen kan hjælpe med at finde og udnytte de små svagheder, som Benjamin Sesko har. Jeg kigger meget på modstanderens struktur, men der kan også være noget individuelt at hente, og der er Yussuf Poulsen meget, meget skarp,« siger Morten Wieghorst.
Så Kasper Hjulmand og hans assistent får i detaljer kendskab til, hvordan Benjamin Sesko gør, når han forsvarer i eget felt på modstandernes dødbolde, og hvor hans mulighed svagheder er, og hvordan de kan udnyttes.
Da Danmark vandt 2-1 i San Marino, blev den danske topangriber Rasmus Højlund, som ikke spiller mod Slovenien på grund af en skade, konstant provokeret, skubbet til og begået frispark imod. Men de danske trænere beder ikke Yussuf Poulsen afsløre, om og hvordan Benjamin Sesko kan bringes ud af balance.
»Det er ikke noget, vi bruger tid på, men måske mere noget spillerne imellem ude på banen,« siger Morten Wieghorst.
Benjamin Sesko skiftede ret tidligt til den østrigske top- og talentklub Red Bull Salzburg, han indledte som lejesvend i FC Liefering i den næstbedste liga, inden han i et par sæsoner fik slået sit navn fast, efter at fænomenet Erling Haaland havde vist, hvordan man laver mål.
I denne sæson i RB Leipzig har han lagt yderligere til. Både i Bundesligaen og i Champions League har han slået til i en klub, hvor rivaliseringen blandt angriberne er stor.
»Det er nok sandsynligt, at han kommer til en endnu større klub. Hans potentiale ser stort ud, og han bevæger sig allerede nu på et ret højt niveau i Leipzig, der er topklub i Bundesligaen og er med i Champions League. Men han er ikke så gammel, så det er umuligt at sige, hvor langt han når,« siger Morten Wieghorst.
Flere medier har for længst slået fast, at netop Benjamin Sesko kunne blive et emne for Manchester United. Her spiller en anden dygtig angriber, Rasmus Højlund. Hvem der er bedst, får vi ikke et direkte svar på fredag aften. Men måske et fingerpeg om, at også Benjamin Sesko kan lave mål.