Fortsæt til indhold
Sport

Sokker, bøllehatte og armbind har antændt regnbuefarvet debat på ny

Der var tirsdag flere eksempler på både tilskuere, spillere og journalister, der stod frem med politiske budskaber ved VM i fodbold i Qatar.

Selvom VM i Qatar officielt er skudt i gang, er det dog ikke fodbolden, der nødvendigvis har trukket flest overskrifter det seneste døgn herhjemme.

Det er i stedet særligt et regnbuefarvet anførerbind med ordene ”One Love”, som spillerne fra syv lande - herunder Danmark - nu har droppet at iføre sig af frygt for sanktioner fra Fifa i form af et gult kort.

Siden er kritikken haglet ned over både DBU, spillerne, Fifa og styret i Qatar. Og i løbet af tirsdag kom flere eksempler til.

Da Wales tørnede sammen med USA tirsdag aften, blev en række kvindelige walisiske fans iført regnbuefarvede bøllehatte angiveligt bedt om at tage dem af, da de skulle ind på stadion.

Ifølge The Guardian har det walisiske fodboldforbund nu indledt en undersøgelse af hændelsen.

Fanesene var ifølge flere medier en del af en LGBT-fanfraktion, og bøllehatten - det walisiske svar på klaphatten - var blevet produceret i en regnbuefarvet særudgave for at vise støtte til LGBT-miljøet i landet.

Tidligere på ugen vakte det international opsigt, da TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt blev afbrudt på live-tv. Tirsdag havde en anden TV 2-journalist, Jon Pagh, iført sig det omdiskuterede regnbuebind, da han rapporterede fra landet.

Her blev han dog også afbrudt af politibetjente, der bad ham om at tage armbindet af.

En anden journalist, den professionelle fodboldspiller og reporter Alex Scott fra BBC, trodsede forbuddet og bar armbindet på live-tv fra fodboldbanen.

Helt så godt gik det dog ikke for den amerikanske journalist Grant Wahl, der påstår, at han blev tilbageholdt i et pressecenter, efter at han forsøgte at komme ind på et stadion iført en t-shirt med et regnbuemotiv.

Også en dansk fan hævder at være kommet i bekneb. TV2 har talt med danske Christoffer Pederstrup, der ifølge eget udsagn blev nægtet adgang til stadion, fordi han var iført regnbuestrømper og armbindet.

»Jeg bliver stoppet, efter jeg er kommet igennem sikkerhedschecket. Så kigger vagten på mig og siger, at jeg skal gå ud og lægge mine strømper og armbind i et opbevaringsrum. Jeg spørger: Hvorfor? Til det svarer han igen og igen: Du skal lægge det. Det var tydeligt, at det ikke var til diskussion,« fortalte danskeren til TV 2 Sport.

Det var dog ikke kun regnbuestriber, der vakte politisk opsigt tirsdag.

Da Iran mødte England, indledte de iranske spillere kampen ved at undlade at synge med på nationalsangen.

Noget, der opfattes som en provokerende handling mod styret i landet, der de seneste mange måneder har været under heftig kritik af befolkningen, efter at en ung kvinde mistede livet i myndighedernes varetægt.

Også på tilskuerpladserne var der protester. Iranske fans holdte således skilte op med et budskab om frihedsrettigheder til kvinder.

Danmark møder Tunesien kl. 14 dansk tid.