Fortsæt til indhold
Sport

»Jeg følte, jeg gik med et skilt i panden, hvor der stod, at min far havde begået selvmord«

For knap to år siden tog Trine Østergaards far pludselig sit eget liv. Håndboldlandsholdsspilleren ved stadig ikke præcis hvorfor, og de mange ubesvarede spørgsmål nager hende. For første gang fortæller den 31-årige østjyde – med sin families opbakning – nu om selvmordet.

Over molen ved Ebeltoft svævede en helikopter, og i det vinterkolde vand ledte også redningsbåde og dykkere efter Erling Jensen.

En drone søgte efter ham på begge sider af molen, og blandt politihunde og fire patruljebiler langs kysten kiggede beredskab og pårørende efter selv de mindste spor.

I mindst otte timer havde Erling Jensen været forsvundet. Han var ikke vendt hjem efter arbejde, og ingen kunne få kontakt til den 61-årige familiefar. Derfor havde hans hustru slået alarm. Hun var bekymret, og det samme blev Østjyllands Politi, da Erling Jensens efterladte firmabil senere blev fundet nær vandet.

På passagersædet i bilen lå hans madpakke, en rygsæk og en åben kalender. På siden for tirsdag den 9. februar 2021 var skrevet en besked.