Fortsæt til indhold
Sport

Vær beredt, FCM: Hollands vildeste fans og en klub med stor selvforståelse jagter revanche

FC Midtjylland står foran en afgørende kamp i Europa League mod en klub, der bliver sammenlignet med Brøndby IF af en tidligere landsholdsspiller.

Udgangspunktet kunne ikke være mere lige i Europa League-gruppen for FC Midtjylland.

Alle fire hold har fire point. Torsdag aften skal danskerne møde Feyenoord, der er forhåndsfavorit til at gå videre sammen med SS Lazio.

Italienerne er allerede blevet overvundet af FC Midtjylland. Nu kan det samme ske for endnu en traditionsrig klub, som senest spillede 2-2 i Herning for en uge siden.

»Feyenoord førte jo med 2-0 og var ekstremt skuffet over, at det ikke lykkedes at vinde en europæisk udekamp for første gang i otte år. Men på hjemmebane er det et forvandlet hold. Derfor er forventningen i Holland også, at det klart er en kamp, de skal vinde,« siger Mads Junker, tidligere landsholdsspiller og nuværende kommentator hos TV 2, hvor han bl.a. dækker Europa League.