- For abonnenter
De er tvillinger på land, men konkurrenter i vand: Nu svømmer de for en plads i DM-finalen
Den første DM-uge nogensinde er skudt i gang. I et svømmebassin nord for Aalborg dyster to søstre om en finaleplads. Der er meget på spil for de to juniortvillinger, der for første gang svømmer ved et seniorstævne.
Nørresundby Svømmelands eneste bassin er fyldt til bristepunktet. Det samme er tilskuerrækkerne omkring det.
Her har forældre, venner og andre svømmeinteresserede fra hele Danmark trodset den mur af fugt og varme, man møder, når skydedørene til svømmehallen går op. De skal nemlig alle se med, når dette års danmarksmesterskaber i svømning finder sted til den første DM-uge nogensinde.
»Puh, det er jo ligesom at være i en regnskov,« jamrer en kvinde fra en af de bagerste rækker, mens hun tørrer svedperlerne af overlæben og puster luft op under sit pandehår, der efterhånden har lagt sig i våde trevler langs hendes pande.
»Ja, den gode frisure kommer lige i anden række i dag,« griner hendes sidemakker tilbage, og samler demonstrativt sit hår i en sjusket knold.