Viktor Axelsen i gråd efter OL-sejr: »Nu har jeg fandme gjort det!«
»Jeg kan slet ikke holde op med at tude. Er det ikke okay? Jeg kan ikke tro det,« lød det fra danskeren efter sikker finalesejr.
Viktor Axelsen blev overmandet af følelserne og brød simpelthen ud i gråd, da han vandt i to sæt over kineseren Chen Long og dermed sikrede sig OL-guldmedaljen i badminton.
Den 27-årige Axelsen kunne ikke stoppe med at græde, mens han krammede sin modstander, sin træner og resten af det danske hold bag ham. Axelsen sendte en hilsen hjem til familien i Danmark over en video i hjørnet af badmintonhallen, og derefter var det meningen, at han skulle give et interview. Men tårerne stod i vejen:
»Jeg kan slet ikke holde op med at tude. Er det ikke okay? Jeg kan ikke tro det,« lød det til DR
»Nu har jeg fandme gjort det!« fik han ud mellem hulkene, men så måtte han sige, at han simpelthen ikke kunne give interview.
Viktor Axelsen havde ikke afgivet et eneste sæt i OL, da han mandag eftermiddag dansk tid gik på banen i OL-finalen mod Chen Long, og det gjorde han heller ikke i finalen. Danskeren bankede kineseren med 21-15 i første sæt og 21-12 i andet sæt, og dermed vandt Viktor Axelsen årets anden OL-guldmedalje for Danmark.