Professor om regnbuedebat: »Uefa har ret i sin beslutning«

Allianz Arena skal ikke lyse op i regnbuens farver, når Tyskland og Ungarn mødes til EM-opgør onsdag aften i München.

Uefa har afvist den lokale borgmesters ønske om et farverigt stadion, og det har vakt debat. Men fodboldforbundet har fat i den lange ende. Det mener Hans Bonde, professor, dr.phil. på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.

»Regelgrundlaget siger, at der ikke må ske politisering i sport. Der er entydigt tale om en politisering, når man erklærer, at det regnbuefarvede stadion er en kommentar til indenrigspolitik i et andet EU-land,« siger han med henvisning til bystyret i Münchens motivation.

Fodboldforbundet mangler dog politisk skoling og burde tilknytte eksperter i international politik og jura for at styrke kommunikationen, tilføjer Hans Bonde:

»Uefa har ret i sin beslutning, men argumentationsniveauet er meget lavt. Nu kommer de bare til at virke reaktionære, fordi de ikke rigtig kan begrunde, at de ikke er imod LGBT-rettigheder, men at det kan være ganske skadeligt for sporten at åbne for politisering.«

Uefa havde ikke andet valg, vurderer også Jens Evald, juraprofessor på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Dansk og international sportsret”, ifølge DR:

»Det er klart, at man kan ikke lade sig spænde for en politisk vogn, hvor det snævre formål er, at man kritiserer et deltagerlands lovgivning,« siger Jens Evald til DR.

Uefa har i en mail til DR Nyheder begrundet afslaget således:

»Grundet den politiske kontekst af den her specifikke anmodning – et budskab, som er rettet mod Ungarns nationale parlament – må Uefa afvise anmodningen,« skriver Uefa til DR og henviser til, at man er en »politisk og religiøst neutral organisation«.

Selvom noget er regelbundet, kan det godt være moralsk forkert. Men Hans Bonde advarer generelt mod en sammenblanding af sport og politik.

»Sporten er et af de få felter, hvor vi kan mødes på tværs af alt det, der skiller os i det øvrige samfund. Det skaber fællesskaber nationalt, regionalt og i byer, og det er en utroligt værdifuld og unik sammenhængskraft,« siger han.

Lader man politiske budskaber melde sig på scenen, kan det skabe splittelse, mener Hans Bonde:

»Hvis spillerne og forbundene begynder at markere sig stærkt politisk, kan man komme til at kaste benzin på bålet i tilskuerrækkerne og fanskarerne. Hvis man gennem politik skaber polarisering, kan man i sidste ende også frygte hooliganisme.«

Kunne man ikke bruge den stærke platform til at arbejde for en sund politisk debat?

»Forbundsledelserne og spillerne er ikke demokratisk valgte og har ingen særlig politisk skoling, som gør dem mere indsigtsfulde end andre borgere. Hvorfor skal de have en politisk platform med adgang til millioner af mennesker? Det er da faktisk en demokratisk forvridning,« siger Hans Bonde.

Man kan ikke nøjes med at lukke sine egne holdninger ind på stadion, fordi de er eviggyldige og smukke, tilføjer han.

»Så mister vi begrundelsen for, at de andre ikke har lov til det samme. Udover at vi ikke kan lide deres holdninger. Åbner man for det hele, kommer polariseringen. Hvad hvis polakkerne reklamerer for antiabort, næste gang der er turnering i Polen?«

Diskussionen er ikke ny. I flere år har vi set sportsfolk knæle under nationalsange i protest mod racisme, undertrykkelse og politivold mod sorte. Tendensen begyndte i amerikansk fodbold og spredte sig også til andre sportsgrene og lande.

I fjor kunne man se danske spillerne knæle før en Nations League-kamp i Parken. Det er et andet tilfælde, hvor man skal træde varsomt, spørger man Hans Bonde.

»Hvis man definerer black lives matter som en amerikansk indenrigspolitisk konflikt, henter man et budskab ind, som ikke er direkte relateret til den danske sportsverden. Det skal man passe på med. Handler det til gengæld om en tendens til racisme på tilskuerrækkerne og rettet mod spillere, er det fuldstændig motiveret at markere for antiracisme på stadion. Så er sporten blevet politiseret af nogen, og så laver man en modpolitisering i situationen.«

Hvordan ser det så ud, når Uefa accepterer, at man knæler, men ikke et regnbuefarvet stadion?

»Jeg tror egentlig nok, at man havde fået lov at køre med et regnbuefarvet stadion, hvis man bare havde sagt, at man ville have de farver. Eller hvis man ovenikøbet kunne underbygge, at der havde været homofobi på stadion. Problemet er, når de linker det til en direkte kritik af et andet EU-lands politiske linje. Der knækker filmen helt,« siger Hans Bonde.

I nogle situationer kan der nemlig være gode argumenter for, at forbund, spillere og tilskuere markerer sig politisk, mener Hans Bonde. Verdensmesterskaberne i Qatar er ét eksempel.

»Alt tyder på, at de pompøse kulisser til det internationale publikum er bygget under forhold, der bryder med vores forestillinger om menneskerettigheder og arbejdsrettigheder. Da er sporten blevet forbundet med politik. Spillerne vil på en måde indgå i en hvidvaskning af regimet. Der synes jeg, at det er helt legitimt at vise protest.«