Fortsæt til indhold
Sport

»En antirussisk sæbeopera«

Rusland anerkender, at landet har et dopingproblem, men ser den senest rejste sag fra det internationale antidopingagentur som en hetz og sår tvivl om grundlaget.

»Wadas beskyldninger minder mig om en antirussisk sæbeopera uden ende,« udtalte Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev torsdag til russisk tv.

På mandag skal det internationale antidopingagentur, Wada, endeligt fastlægge, hvilke sanktioner det vil indføre over for Rusland efter vedvarende brud på antidopingreglerne. I kortene ligger en udelukkelse af alle russiske atleter i op mod fire år.

Ifølge premierministeren har Wada fået »en kløe« for at kigge på de samme dopingprøver og straffe dømte igen. Denne gang er det desuden med risiko for at lade det gå ud over uskyldige atleter.

»Sanktionerne vil blive hårde for vores land,« siger han og anerkender, at der selvfølgelig er problemer med doping i Rusland, og at det er uacceptabelt, men at den nuværende situation også er det.

Seneste udvikling er, at en gruppe uafhængige, russiske eksperter i en rapport sår tvivl om troværdigheden af den tidligere chef for antidopinglaboratoriet i Moskva, Grigory Rodchenkov, der for fire år siden flygtede til USA og startede hele undersøgelsen af Rusland.

Eksperterne skulle have fundet tegn på, at der via en internetforbindelse fra Los Angeles i en periode på halvandet år er ændret i Moskvalaboratoriets datasystemer med administratorkode, efter Rodchenkov kom til USA.