»Jeg hedder Lise Ullerup Hansen, er 29 år gammel, og jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har haft ondt i ryggen«

»Jeg hedder Lise Ullerup Hansen, er 29 år gammel, og jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har haft ondt i ryggen. Selv da jeg var barn, og jeg sad på gulvet og legede med dukker. Det gjorde ondt, når jeg rejste mig. Min mor og far har også ondt i ryggen. Så jeg troede, at det var normalt. Da jeg blev ældre, troede jeg, at det var, fordi jeg var meget aktiv. Altså, at når man har lavet noget, så får man selvfølgelig ondt i ryggen bagefter.«

Inden for de seneste 14 dage har 53,5 pct. af alle danskere haft ondt i ryggen. Det, der defineres som træthed, gener eller smerter i lænderyggen.

Der er flere faktorer, der kan lede til rygsmerter. Genetikken fylder meget, det samme gør tungt, fysisk arbejde og ikke mindst at sidde på en kontorstol otte timer om dagen. Der mister man rigtig meget naturlig bevægelse i hverdagen. Lændesmerterne kommer, når man ikke er stærk eller bevægelig nok til at modstå hverdagens belastninger. Ryggen har godt af at blive bevæget i alle retninger, og det er f.eks. sundt at bøje sig forover, men når man har ondt i ryggen, undgår man den bevægelse, og så er det, at man mister noget af sin bevægelighed.

Hvis man vil have den tilbage, handler det om bevægelse flere gange om dagen for at påvirke det væv, der er blevet stift. Jo mere man træner, desto hurtigere virker det.

»Jeg er hypermobil. Det betyder, at mine led kan vende i alle mulige retninger. Jeg kan uden problemer bukke mig ned eller vende min tommelfinger ned langs hånden. Derfor får mine led også nogle stræk, som jeg ikke kan mærke. Jeg fik at vide, at min krop ikke kunne sige fra, og at det var derfor, at jeg havde ondt i ryggen. Samtidig har jeg en arvelig form for slidgigt.

Jeg gik i 27 år og tænkte, at det var normalt at have ondt i ryggen. Jeg troede, at det var normalt, at man lige skulle i gang om morgenen, og at det skulle gøre lidt ondt, når man rejste sig efter at have siddet ned længe.

Men jeg fandt ud af, at det ikke er normalt, da jeg fik to diskusprolapser i august 2017. Det var til et galopløb på væddeløbsbanen i Aalborg. Jeg red på en hest, der hedder Rex Kalejs. Det skete under præsentationen. Den stejlede og hoppede, vi kom ud af takt, det vil sige, at den hoppede op, mens jeg røg ned, og det gav et ordentligt stød og gjorde ondt. Jeg kunne godt have trukket mig fra løbet, men jeg var varm og havde adrenalin i kroppen, så det var først dagen efter, da jeg vågnede, at jeg fik regningen. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Jeg tog dog på arbejde, for jeg tænkte som sædvanlig, at det nok bare skulle gås væk, men det blev ikke bedre. Heller ikke, selv om jeg var til kiropraktor.«

For at forstå, hvad en diskusprolaps er, skal vi have sat ryggen på plads. Rygsøjlen går fra kraniet og ned til lænden, og den består af ryghvirvler. Disse er adskilt af en bruskskive, som man kalder en diskus, som inde i midten har en kerne. Skiverne og kernen virker stødabsorberende.

Når man får en prolaps, er det, fordi der kommer en sprække i diskusskiven. Den kan komme ved slitage eller en skade. Kernematerialet presses ud og rammer nerverne, der løber ud fra rygmarven til arme og ben. Der kan komme noget irritation og smerte lokalt, men oftest er det nerverne, der bliver klemt. Kernematerialet behøver ikke nødvendigvis at løbe ud og ramme en nerve, og derfor har omkring 20-25 pct. af alle danskere en prolaps uden at vide det, og uden at det er nødvendigt at tage hensyn til ryggen.

90 pct. af alle diskusprolapser kan klares uden operation. Det handler om, at prolapsen absorberes af kroppen, og trykket på nerven derfor forsvinder. Størstedelen af personer med diskusprolaps oplever en bedring efter seks-otte uger.

»Det gjorde ondt alle steder, da jeg vågnede op efter uheldet på hesten. Der var en brændende smerte i lænden med stråler indad og op imod skulderbladene, ned i ballerne og benene og i mine hæle og i mine lægge. Jeg var sikker på, at det var en nerve, der havde sat sig fast, og at jeg bare lige skulle i gang. Det var jo normalt, at det gjorde ondt.«

Et af symptomerne på ondt i ryggen er ofte, at det spreder sig ned i benene. Har man en diskusprolaps, kan man endda have mere ondt i benene end i ryggen. Smerterne i benene kommer, fordi nerverødderne fra rygmarven – der løber uden på rygsøjlen – bliver klemt, når kernematerialet i diskussen siver ud. Alt efter, hvor smerterne sidder i benet, kan man faktisk gå tilbage og sige præcist, hvor diskusprolapsen sidder. Har man ondt i forsiden af låret, og er der nedsat styrke i den store lårmuskel, ja, så sidder prolapsen mellem anden og tredje lændehvirvel.

»Jeg lavede ingenting i et halvt år. Når jeg prøvede at sidde på en hest, gik der tre uger, før jeg kunne holde noget ud igen i min ryg. Og jeg kunne heller ikke holde til fysisk træning. Jeg gik ellers til crossfit inden uheldet på hesten, og det hjalp på rygsmerterne.

Jeg har en sundhedsforsikring igennem mit arbejde, men de sagde, at det var en kronisk lidelse, og at jeg kunne få 12 behandlinger om året. Jeg var 28 år, og det var ikke godt nok. Jeg blev trodsig, og jeg begyndte at hyle af hysteri og skælde ud i telefonen. Jeg var desperat. Så sagde de, at jeg kunne komme til en scanning. Den viste, at jeg havde noget, der hedder modic-forandringer, og jeg kom på en klinik i Odense. Det er en enormt smertefuld betændelsestilstand, man kan få i forbindelse med en diskusprolaps, og det var første gang, at jeg følte, at nogen forstod, hvorfor det gjorde så ondt. Det blev behandlet med antibiotika. Jeg skulle tage piller tre gang om dagen i 100 dage og ligge ned i otte uger. Jeg måtte ikke støvsuge, løfte noget, der vejede over et kilo, eller gå tur med min hund. Jeg var sygemeldt i to måneder fra mit arbejde.

Da jeg kom tilbage, stod den på genoptræning.«

Uanset om man genoptræner efter en diskusprolaps eller efter noget så simpelt som et hold i ryggen, gælder det om at lægge stille ud. Man kan f.eks. begynde med lidt konditionstræning – en gåtur eller småløb – hvor man får skyllet musklerne igennem med frisk blod. Når man er klar til næste skridt, kommer der milde øvelser med styrketræning. Det kan være hjemmeøvelser, hvor ens egen kropsvægt er nok til at øge niveauet. Derefter gælder det om at få strikket et træningsprogram sammen, som passer specifikt til en selv hos en fysioterapeut.

Man skal have kroppen til at vende tilbage til et normalt bevægemønster, for når man har haft ondt, har man en tendens til, at der er nogle muskler, der laver for meget, og nogle, der laver for lidt. Musklerne, der laver for meget, er dominerende, og bevægelserne bliver derfor meget ensidige og belaster kroppens led og muskler på samme måde. Man kan sige, at man ikke længere udnytter kroppens fulde bevægerepertoire, der er sundt og nærende for ryggen. På den måde overstiger ryggens belastninger hurtigt ryggens ressourcer, og man kan derved opleve en ny episode af rygsmerter eller forværring af langvarige rygsmerter.

Træning er med til at genskabe et normalt bevægemønster og muskelbalance. Man øger simpelthen ryggens ressourcer og mindsker belastningerne. Det gælder om at blive så stærk, at man kan klare hele hverdagen eller f.eks. flytte den 40 kilo tunge krukke på terrassen, uden at det overskrider ressourcerne. Det bliver man kun, når man træner hele kroppen. Man skal bygge muskelmasse op i hele området, det er ikke bare ryg, men også mave, arme, baller og ben.

»Da jeg begyndte på optræningen, kunne jeg nærmest kun lave en mavebøjning og en rygbøjning. Det gik langsomt, men det blev bedre. Før blev jeg nærmest nødt til at stå op hele dagen på arbejde, men efterhånden kunne jeg måske sidde ned i en time, uden at jeg fik smerter. Som det er nu, kan jeg holde til at sidde ned en hel dag, selvfølgelig med de normale pauser, hvor man går ud til printeren eller frokost, uden at jeg er fuldstændig splittet ad, når jeg kommer hjem. Jeg kan også have en normal dag uden at tage smertestillende piller. Det kunne jeg ikke inden. Der tog jeg smertestillende fem dage om ugen, og det var endda kun, når det gjorde rigtig ondt.

Hvis jeg skal vurdere mine smerter på en skala fra 1-10, lå jeg på et 10-tal dagen efter uheldet på hesten. Før det lå jeg vel på 7 de fleste dage, men nu er det nede på 2-3 stykker.

Jeg skal acceptere, at mine rygsmerter aldrig forsvinder helt, og så er jeg taknemmelig for de dage, det går godt. I stedet for at hænge sig i, at der er to dårlige dage, er det fedt, at der er fem gode.

Jeg har nok ondt i ryggen resten af livet, men jeg er indstillet på, at jeg har en ryg, der kræver, at jeg træner. Jeg gad dog godt, at jeg havde været lidt mere opmærksom på træning før og ikke bare var indstillet på, at det skulle gøre ondt.«

Denne artikel bygger på interview med Lise Ullerup Hansen, der var indforstået med, at historien blev skrevet set fra hendes synsvinkel. Endvidere er den skrevet på baggrund af interview med Mikkel Carlsen, der er fysioterapeut hos FysioDanmark Aalborg.