For otte år siden sprang svensk fodboldspiller ud som homoseksuel: »Når Viktor Fischer råber op, betyder det alt«
Anton Hysén blev kendt over hele verden, da han erklærede, at han var til mænd. Vi har talt med en af de få fodboldspillere, som er sprunget ud som homoseksuel.
Anton Hysén, 28 år, skal lige have forklaret, hvad det var for tilråb, der væltede ned mod FC Københavns Viktor Fischer. At OB’s fans sang, at Viktor Fisher er gay, bøsse.
»Det er så dumt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man gør det,« bemærker svenskeren Anton Hysén, der som 20-årig i et interview med magasinet Offside fortalte, at han er homoseksuel.
Som ung fik han en kontrakt i Allsvenskan-klubben Häcken, men skader kom på tværs, og siden har han spillet i lavere rækker i Sverige. Hans far, Glenn Hysén, er tidligere topspiller i blandt andet Liverpool, en af hans brødre er Tobias Hysén, tidligere landsholdsspiller.
Anton Hysén, hvorfor er det vigtigt, at en dansk fodboldspiller råber op mod homofobi?
»Det, som Viktor Fischer gjorde, er det, jeg har sagt flere gange: Det er ikke kun op til homoseksuelle mænd eller kvinder at råbe op. Det er ikke kun deres forpligtelse. Det er altid dejligt, når ikke-homoseksuelle taler imod det. Folk lytter til dem. Vi har brug for mere af den slags. Heteroseksuelle mænd er bange for at tale om det, tror jeg.«
Hvilke reaktioner fik du, da du sprang ud?
»Jeg har udelukkende fået positive reaktioner. Jeg blev en bedre spiller i den periode. Vi vandt vores turnering, den tredjebedste række. Så det har stort set været positivt hele vejen. Jeg har ikke hørt noget, jeg er ikke blevet generet. En gang blev jeg kaldt bøsse af en tilskuer, men der var hurtigt en, der sagde til vedkommende, at han skulle holde sin kæft og sætte sig ned. Det var et fint træk. Der var ikke så mange tilskuere, så man kunne høre, når der blev råbt. Men jeg er meget, meget stærk mentalt. Jeg hørte det og grinede. Og hey, der er folk, der står op for dig. Men ellers har jeg ikke hørt eller set noget, mens jeg har spillet. Jeg har da spillet kampe mod de bedste hold i Sverige, træningskampe og den slags, men der har ikke været tilråb af den karakter. Hvis jeg spillede i Allsvenskan, så ville jeg nok støde ind i noget. Der vil altid være en, der ikke bryder sig om dig, ganske enkelt fordi du spiller for et bestemt hold, har et bestemt navn eller noget.«
I en af de store ligaer var der en spiller, der var sammen med en mand, men medierne vidste det ikke. Det er forfærdende at høre.
Hvordan var det for dig at springe ud?
»Det er aldrig helt nemt. Man skal være klar til at tage konsekvenserne, og man ved aldrig, hvad folk vil sige. Men jeg var et sted, hvor jeg tænkte; hvis jeg ikke får en kontrakt i engelsk fodbold, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad. Jeg ville bare have det skægt. Det bekymrede mig ikke. Alle tog det pænt. Flere vidste det allerede. Men jeg forventede ikke, at det blev så stort. Det eksploderede i hele verden, fordi jeg tilsyneladende var den anden efter Justin Fashanu, der sprang ud som homoseksuel i fodboldverdenen.«
Havde det en effekt i Sverige?
»Efter jeg sprang ud, har der været mere debat, faktisk i hele verden, men især i Sverige. Vi har taget nogle skridt fremad, men der er stadig meget at gøre. Det er helt sikkert blevet en lille smule bedre. Folk taler mere om det. Kvindeholdene er gode til at skubbe til det, mændene taler om det, vi har snørebånd, anførerbind og den slags i regnbuefarver. Vi er ret åbne i Sverige, men Danmark vel lige så tolerant et land? Når man taler med folk i Norge, Danmark, Island og andre skandinaviske lande, har jeg aldrig hørt folk tale grimt om homoseksualitet.«
Hvorfor tror du, at der ikke er flere fodboldspillere, der springer ud?
»Jeg er blevet ældre og mere bevidst om, hvordan medierne arbejder, og så forstår jeg godt, at der er folk, der ikke ønsker at blive centrum i en politisk sag. Men jeg synes bare, at det handler om menneskerettigheder. Folk vil ikke sige noget, fordi det ikke er deres anliggende. Derfor kan jeg godt lide, hvad Viktor Fischer gør. Men det er ikke nok.«
Fodbold er stadig en machokultur, hvordan tacklede du det?
»Som ungdomsspiller lærte jeg at tilpasse mig. Uanset hvor du er, om du er fodboldspiller eller andet, skal du være stærk, fordi du kan komme ud for at høre noget, du ikke kan lide. Det må ikke ødelægge dig. Men jeg hørte ikke meget som ungdomsspiller. Der har altid været snak i mændenes omklædningsrum, så det er da en machoverden. Men man skal forstå, at man skal finde en balance. Man kan ikke forvente, at alt er perfekt. For det sker aldrig. Men man skal finde den rette balance. Når jeg holder foredrag, plejer jeg at sige, at man ikke kan stoppe vitserne. Men man kan altid sige fra og sige, når man ikke synes, det er okay længere. Råbe op. Machokulturen lever endnu. Men jeg synes, folk tackler det fint.«
Taber fodboldspillet homoseksuelle talenter?
»Absolut. Absolut. Jeg har talrige eksempler, folk, der har skrevet til mig på mail og på de sociale medier, da jeg sprang ud. De skrev typisk, at de stoppede for tidligt i deres karriere. Måske kommer vi ikke til at vide hvor mange, men det må være mange spillere i hele verden. Tænk på de steder, hvor homoseksuelle har det langt hårdere end i Skandinavien. Som stopper med at spille, fordi de ikke føler, de hører til, eller bare skal gemme sig. Det er et spild af talent. Jeg har fået rigtig mange mails. Selv i en af de store ligaer var der en spiller, der var sammen med en mand, men medierne vidste det ikke. Det er forfærdende at høre, at folk ikke kan leve det liv, de gerne vil leve. Det er ret usselt. Fodbold er et arbejde, du skal vinde kampe. Hvad du laver i dit privatliv, er din sag.«
Når der er homofobiske tilråb, påvirker det vel også børnene på stadion?
»Præcis. Jeg tror, at mange familier ikke ønsker, at deres børn hører den slags. De vil gerne bare nyde kampen. Man kan ikke tage tilråb og sange væk, men racistiske og homofobiske tilråb skal ud af spillet. Der skal være nultolerance. Da jeg voksede op, jeg er født i 1990, da jeg gik til kampe, hørte jeg også den slags. Jeg blev da påvirket, for jeg begyndte også at synge den slags, og tænkte, ups, sang jeg virkelig det? Så man bliver påvirket som barn. Jeg har hørt upassende ting, homofobiske ting, for eksempel, ”du spiller som en pige”. Hvorfor siger folk den slags? Det er så dumt.«
Hvad betød det, at din far var Glenn Hysén, tidligere topspiller?
»Selv om jeg ikke spiller i en topliga, så kan det måske blive nemmere for de næste. Der har været flere, der er sprunget ud siden. Jeg kom fra en fodboldfamilie. Mit efternavn betød noget. For ellers var det ikke blevet så stor en historie. Folk siger stadig, hvis jeg hed noget andet, så var det ikke kommet frem. Men det er fint, for nu kan folk se, at man kan være homoseksuel i en kendt fodboldfamilie. Jeg er søn af en tidligere Liverpool-spiller. Det betød noget.«
Man ikke kan stoppe vitserne. Men man kan altid sige fra og sige, når man ikke synes, det er okay længere.
I England er de nået langt med at bekæmpe racisme. Hvad med homofobi?
»I England er de også begyndt at tale om det. Som spiller derovre ser hele verden på dig, der er sponsorer og den slags, man måske tager hensyn til. Og spillerne ønsker måske ikke at deltage i debatter og den slags. Men det eneste, de skal sige er, at de ikke har et problem med homoseksualitet. Det er helt ærligt ikke mere end det. Man behøver ikke være en talsperson eller noget. Folk mener, at jeg er talsperson, ja et ikon ligefrem, og det er jeg da stolt over, men jeg prøver bare at skabe opmærksomhed om det. For det er noget, der tæller. Politisk er det andre, der skal arbejde med det.«
Hvordan bliver du modtaget i Liverpool, hvor I tit rejser til?
»De fleste i Liverpool aner det ikke. Men dem, der gør, mange af fansene, har hørt om historien, når de tjekker min far på nettet. Jeg har kun hørt godt. Jeg har ikke oplevet noget negativt. Hvis man spiller fodbold, vil man altid høre ting. Jeg har altid lært at fokusere på spillet og ikke lytte til tilskuerne.«
Vil det hjælpe, hvis sanktionerne bliver hårdere mod de klubber, hvis fans råber homofobi?
»Ja, naturligvis. Det er nødvendigt. Man må ikke råbe den slags. Hvis det handler om menneskerettigheder, er det forkert. De må synge om spillerne, men ikke noget af den slags. Det er det svære ved balancen. Men det er ret nemt at forstå, at man ikke skal synge den slags. Det er sund fornuft. Tilskuerne kan synge en million sjove ting, men hvorfor komme med racistiske, homofobiske eller religiøse tilråb? Det er så unødvendigt. Fokuser på spillet, hyg dig, syng, drik din øl. Der er så meget andet, man kan synge.«
Hvor længe varer det, før homofobien i fodbold er væk?
»Da jeg sprang ud, sagde jeg vel, at det ville tage 10-20 år. På syv år er vi kommet et langt stykke, men vi er der slet ikke endnu. Vi er nødt til at lave flere kampagner. Det er da en start. Men når Viktor Fischer råber op, betyder det alt, for det er en spiller, der ikke er homoseksuel, som står frem og siger, hvad han mener. Det er fantastisk. Der vil stadig være folk, der siger, at det kun er ord, men det har intet med det at gøre.«