Sport

23. dec. 2018 kl. 07.55

»Jeg gider sgu ikke have det siddende på mig, at jeg er Flemmings søn. Han er Mikkels far«

I et år har Jyllands-Posten fulgt Mikkel Hansen tæt for at give et nyt indblik i hans liv som Danmarks største håndboldstjerne. Her er 2. afsnit i serien.

Kenneth Thygesen

»Hvorfor scorede du ikke også på det sidste skud, Mikkel?« Spørgsmålet kom jævnligt snigende i Helsingør Hallerne i begyndelsen af det nye årtusinde. Altid afleveret lige efter kampens slutning og altid iblandet en stor del sarkasme og en smule provokation. Men også et strejf af alvor.

Afsenderen var Flemming Hansen, der som håndboldtræner for sin spinkle teenagesøn nød at drille lidt, når kun 11 ud af 12 afslutninger fra knægtens højre hånd var strøget i nettet.

Den tidligere landsholdsspiller nyder faktisk stadigvæk at liste spørgsmålet ind i samtalerne med sønnen – her 18 år senere. Nu sker det bare over Facetime på mobilen, når Mikkel Hansen har gjort sig den ulejlighed at misbruge en skudchance i franske PSG.

Far og søn elsker begge ironiens kunst og sportens skæbne. De har altid haft et tæt forhold, og når Mikkel Hansens liv – med eller uden håndbolden på passagersædet – pludselig drejer lidt for skarpt, er det ofte Flemming Hansens mobil, der vibrerer.

»Min far har altid været en god ballast, og han har hjulpet mig meget – også omkring håndbold,« siger Mikkel Hansen og stopper selv sin talestrøm, uden at ansigtet afslører, hvor pointen skal lande.

»Der har været mange perioder i min karriere, hvor det er gået op og ned. Når det har været hårdest, har det været godt at have min fars karriere i baghovedet. Hans 120 landskampe og 240 mål, som jeg altid er blevet mindet om, har givet mig brændstof til at arbejde endnu hårdere. Jeg gider sgu ikke have det siddende på mig, at jeg er Flemmings søn. Han er Mikkels far.«

Ingen genvej til sejr

Der findes mange måder at opdrage sine børn på. Der findes også mange holdninger til det, og debatter om børneopdragelse kan føles som et minefelt, hvor hver en sætning er et tøvende skridt mod en detonation.

Nogle forældre er småallergiske over for nej’erne, andre burde ligefrem modtage priser for inkluderende hensyn. Så er der dem, der ikke tror på redningsveste, og dem, der mener, at vi i Danmark scorer topkarakter i lykke, fordi vores opdragelseskultur er unik.

I Danmark findes 1.164 mennesker med navnet Mikkel Hansen, og hvis man for 20 år siden spurgte ham, der voksede op på Galschiøtsvej i Helsingør, ville han i sine vredeste øjeblikke formentlig sige, at der ikke fandtes en værre kombination af opdragelse og forældre end den, som herskede i den gule murermestervilla.

Med en mor, som var lærerinde, og en far, som var politimand, var der krav om både at lave lektier og opføre sig ordentligt. Man kerede sig om sine nærmeste, ærlighed var en grundforudsætning, og hvis man sagde ja til noget, gjorde man det færdigt – med flid og godt humør. Mikkel Hansen lavede sine lektier, men den sportslige knægt ville allerhelst bare spille håndbold, fodbold og tennis.

At både Helle og Flemming Hansen tidligere har dyrket eliteidræt, gjorde ikke nødvendigvis livet lettere for Mikkel Hansen og hans to søstre. Når der blev spillet bold i baghaven, fik børnene ikke lov til at vinde. Sådan var det også i Ludo, tennis, kortspil og alverdens andre aktiviteter. Havde forældrene de bedste kort på hånden i 500, tog de sejren. Børnene skulle lære at håndtere et nederlag.

Det gjaldt især Mikkel Hansen. Hans temperament og vindergen kostede ham i en periode karantæne fra at spille computer om aftenen. Når han blev dræbt i skydespillet Counter-Strike, råbte han så højt ad skærmen, at han vækkede lillesøsteren.

Han har også engang låst sig inde på sit værelse efter et nederlag, og til et indefodboldstævne måtte Flemming Hansen efter en tabt semifinale bryde ind og forklare sønnen og de øvrige holdkammerater, at de altså ikke tabte, fordi deres spilletrøje havde en forkert farve. Man skal ikke opfinde dårlige undskyldninger, sagde han.

Mikkel Hansen griner af anekdoterne i dag, men alvoren tager ved ham, når han siger, at hans “sportsfamilie” i Helsingør har afgørende betydning for, hvor han er havnet. Han var kun 14 dage gammel, da han blev hevet med til en pokalfinale i Slagelse og blev ammet i pausen af kampen. Et passende eksempel på det, han beskriver som en konkurrencepræget opdragelse med sunde værdier.

»Det kan godt være, at det ofte er gået vildt for sig til Bezzerwizzer, fordi alle vil vinde, men jeg tror, at det har hjulpet mig i min karriere.«

I hjemmet bad man ikke bordbøn, og kirkegang tilhørte kun højtiderne, men alligevel fremhæver Mikkel Hansen den religiøse læresætning om, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, som et fundament i opdragelsen.

»Jeg troede i lang tid, at det var en selvfølge for alle børn at vokse op i et hjem med overskud og kærlighed. Sådan er det desværre ikke, og derfor er jeg også taknemmelig for min familie og den opdragelse, jeg fik.«

Åben for inkludering

Ballasten tog han med sig, da han som 20-årig flyttede til Barcelona. Efter at han tordnede 15 gange i den afgørende finale om det danske mesterskab og få måneder senere scorede det ekstraordinære mål på frikast ved OL, blev Mikkel Hansen i 2008 en del af verdens mest vindende håndboldklub.

Skiftet til FC Barcelona var en drengedrøm, men han ankom til storklubben med et krav. Godt nok flyttede Mikkel Hansen alene til Spanien, men han forlangte en lejlighed med minimum tre værelser. Der skulle være plads nok til at få besøg af de jævnaldrende venner fra Danmark, som studerede og derfor ikke havde råd til at overnatte på hotel. Han fik som ønsket – og endda med tagterrasse.

Historien kommer ikke fra Mikkel Hansens egen mund. Den slags fortæller han ikke om. Han har heller ikke selv fortalt om dengang, han uden tøven tog en nattevagt på sofaen og holdt øje med børnene, da en ny holdkammerat tre uger inde i sin kontrakt med PSG akut måtte på hospitalet med kæresten. Han negligerer også sit eget ansvar, når det siges, at han år efter år tager initiativ til en traditionstur til Roskilde Festival med gamle venner – heriblandt Mads Mensah Larsen.

Den side af ham rammer sjældent avisspalterne. Det er prisen, han må betale for at holde sit privatliv ude af offentligheden, erkender han. Men både familie, venner og holdkammerater kender den anden side. De beskriver ham som den socialt opmærksomme mand, der har øje for sine medmennesker. Det naturlige samlingspunkt, der inviterer holdkammerater ud at spise, igangsætter interne jokes og spiller kortspil i holdbussen. Og ham, der driller både op og ned i hierarkiet.

»Jeg har nok altid været åben for at inkludere folk. Jeg kan godt lide at blive en halv time ekstra i omklædningsrummet, og jeg forsøger også undgå at glo ned i iPad’en på vej til udebanekampe.«

At være i håndboldspillerens private selskab kræver, at man er parat til et sammenskudsgilde af relationer. Han elsker de brogede forsamlinger. Da hans mor tidligere på året fejrede sin fødselsdag i Paris, måtte tjeneren på restauranten finde et par ekstra stole. Et par af Mikkel Hansens franske og danske venner skulle selvfølgelig med.

En stor del af Mikkel Hansens bedste venner går mange år tilbage – flere af dem er barndomsvenner fra teenagetiden i Helsingør. Efterhånden som pokalerne og priserne er flyttet ind i hans liv, er det blevet sværere for ham at skabe ægte, tillidsfulde relationer. Derfor kan det også tage lang tid at kæmpe sig forbi det skjold, som Mikkel Hansen skærmer sig bag. Men én ting er sikkert: Hvis man først er lukket ind, vil han gøre alt for at værne om venskabet.

»Mange mennesker ved, hvem jeg er, og derfor tør folk ikke altid sige deres ærlige mening. Mange vil gerne please, men mine tætte venner har ikke noget i klemme. Når jeg kvajer mig, siger de, at jeg skal tage mig sammen. De ser på mig på samme måde som for 15 år siden, og det sætter jeg enormt stor pris på. Jeg ved, hvor jeg har dem.«

Han er vant til at blive hevet i fra alle sider, og når det lykkes at få fat i ham, oplever han ofte en forventning om en social præstation. Den forventning eksisterer ikke i familien Hansen. Her kan han indtage både hovedrollen og birollen – eller kravle helt fra scenen. Det betyder intet. Hjemmet er et frirum, hvor han kan tillade sig alt og snakke uden at blive citeret.

Fire drillende fingre

Når Mikkel Hansen taler om sit hjem, fremhæver han ofte det tætte sammenhold i den lille søskendeflok. De indledte livet med Rolling Stones, lørdagskylling på hvid dug, to mål i baghaven og en 10 minutters cykeltur til hallen, hvis man stod op i sadlen. I hallen blev eftermiddag hurtigt til aften – og tit med forældrene på sidelinjen.

I kraft af håndboldmeritterne – og omgivelsernes sammenligninger – har Mikkel Hansens forhold til faderen altid fyldt lidt ekstra. Flemming Hansen har med egne ord aldrig presset sønnen til at gå efter en håndboldkarriere, men efter at valget blev truffet, stod han til rådighed – både med gode råd og stopuret i sommerferien, når Mikkel Hansen piskede op og ned ad de italienske bakker for at være klar til sæsonstart.

»Min fars karriere har altid været en blanding af pres og inspiration for mig.«

Flemming Hansen fik da også som den første et opkald, da Mikkel Hansen havde vundet den største titel i karrieren. Hele sommeren op til OL i 2016 havde Flemming Hansen drillende vist sin søn fire fingre. De refererede til fjerdepladsen i 1984, som indtil legene i Rio var Danmarks bedste OL-præstation. Det var samtidig det sidste tilbageværende resultat, hvor far var bedre end søn i familien Hansen – foruden antallet af udvisninger.

Nok var det med et glimt i øjet, men Mikkel Hansen blev både provokeret og motiveret af de fire fingre. Hævnen kom sent på aftenen den 21. august 2016, da OL-guldet blev dansk. Med medaljen om halsen ringede Mikkel Hansen hjem via Facetime. Hans brede smil og strittende pegefinger fortalte det hele. Den aften besejrede han både Frankrig og farmand.

»Men han bliver ved med at finde på mærkelige konkurrencer for at slå mig. Omvendt ved jeg ikke, hvad det siger om mig som eliteudøver, at jeg sammenligner mig selv med en 57-årig mand,« griner han.

Om nogle år kan Mikkel Hansen føre de kærlige drillerier, presset, inspirationen og de gode råd videre til sin egen søn. Kæresten Stephanie Gundelach venter i slutningen af december parrets første barn.

Tidspunktet passer Mikkel Hansen perfekt. Han har i de seneste år oplevet, at prioriteterne har ændret sig. Han føler sig mere moden, og det kribler ikke længere i fingrene for at mærke pulsen – eller bassen – i Paris’ natteliv i de få friweekender, han har.

»Klar bliver man nok aldrig, men jeg glæder mig til fornyelsen og til at komme væk fra min egen egoistiske tilværelse, fordi et lille menneske er afhængigt af mig. Jeg har i noget tid følt mig parat til at sidestille egne krav og behov.«

Drømmen er at skabe en familie ud fra de samme værdier som på Galschiøtsvej i Helsingør. Omsorg, ærlighed og flid – plus en portion sarkasme. Og så er spørgsmålet, om næste generation også skal kaste og gribe på topniveau?

»Det må tiden vise.«