Anden finalist til Årets Sportsnavn 2018: »Vi satser begge på fodbold, men vi satser også 100 pct. på vores kærlighed«

Pernille Harder,26 år, har allerede vundet mere end de fleste i sin fodboldkarriere. Vi har talt med fire mennesker, der kender hende indgående: kæresten, værelseskammeraten, landstræneren og klubkollegaen.

»Vi satser begge på fodbold, men vi satser også 100 pct. på vores kærlighed«

Kæresten: Magdalena Eriksson, svensk landsholdsspiller og på kontrakt i Chelsea i London.

»Jeg har kendt Pernille i næsten seks år nu. Jeg kom til Linköping i 2013, og da spillede Pernille allerede i klubben. Vi har været kærester i fire og et halvt år. Hun har hun en meget stor tro på egne evner, men samtidig er hun en de mest ydmyge mennesker, jeg kender. Hun har virkelig håndteret sin fremgang fantastisk. Det føles, som om hun næsten ikke selv forstår, hvor meget hun har vundet, hvor langt hun er kommet, og hvor dygtig hun faktisk er.

Hun tvivler aldrig på sig selv. Det kan jeg virkelig godt lide. Nu har vi et langdistanceforhold, og det har vi haft i næsten to år. Det har været op og ned, også vanskeligt. Det vil jeg ikke lyve om. Da vi boede sammen i Linköping, byggede vi noget op, som er så stærkt, og som betyder, at vi vil kæmpe for at få det til at fungere. Og det har fungeret godt, synes jeg. Vi satser begge på fodbold, men vi satser også 100 pct. på vores kærlighed.

Michael Valgren, Pernille Harder og Caroline Wozniacki udgør det komplette finalistfelt i kampen om at blive Årets Sportsnavn 2018. Stem på din favorit her:

Vi gør alt for at kunne ses så meget som muligt. Jeg vil tro, at vi i hvert fald en gang om måneden er sammen. Det kan være 24 timer eller 48 timer. Men en gang om måneden, lidt mere om sommeren og til jul. Det er ikke meget, men vi taler sammen hver dag. Så nogle gange føles det, som om vi egentlig er tættere på hinanden, end vi rent faktisk er.

Jeg er meget involveret i hendes fodboldkarriere og omvendt. Det har været skønt at have Pernille. Hun er virkelig en støtte for mig. Jeg har ikke altid haft den selvtillid, hun har haft. Ikke i begyndelsen, da vi mødtes. Men hun har hjulpet mig meget. Nogle gange føles det, som om hun synes, det er sjovere at snakke om min karriere end sin egen. Hun er virkelig et generøst menneske.

Hun har en høj moral. Hvis der er noget, hun synes, der er uretfærdigt, så siger hun det. Hun er god til at anvende den platform, hun har, for hun har mange følgere på de sociale medier. Hun tager stilling. Og det er hun respekteret for. Det sætter jeg pris på; at hun tør sige sin mening.

Da vi flyttede sammen i Linköping, skulle jeg lære hende, hvordan man rigtigt gør rent. Og så roder hun. »Det tager jeg i morgen«, siger hun hele tiden. Med sin fodbold er hun meget organiseret, men til hverdag er hun ikke så organiseret, mildest talt.

Vi elsker begge god mad, og vi kan godt lide at være i køkkenet sammen. Nu, da hun bor for sig selv, ringer hun konstant til mig, hvis hun skal lave mad til sine gæster. Hvordan gør jeg dette her, og hvor store stykker skal tomaterne skæres i? I køkkenet kan hun ikke lave ret meget uden at spørge om råd.

Vi har spillet mod hinanden et par gange i år. Det var hårdt, da jeg vandt med det svenske landshold over Danmark i kvalifikationen til VM. I Chelsea spillede jeg semifinale i Champions League mod Wolfsburg i foråret. Det var specielt, men ikke så underligt, som man kunne tro. Jeg var mest bare skuffet over, at vi ikke nåede i finalen, og Pernille var mest skuffet over, at Danmark ikke kom til VM. Jeg kommer til VM, hun kom i finalen, så vi kunne glæde os over hinandens succes.

»Men det bliver hårdt for hende til sommer, når hun ikke er med til VM. Det skal jeg forberede hende lidt på. Nu bor jeg i London, og det er skønt. Det eneste, jeg savner, er Pernille.«

»Hun glemmer altid sit nøglekort«

Værelseskammeraten: Sofie Junge har boet med Pernille Harder på landsholdsturene siden 2013.

»Jeg spillede første gang mod Pernille, da vi var U14-spillere ved en talentsamling. Jeg kunne godt se, at hun var dygtig. Jeg kan huske, at hun især var god til at drible. Da vi kom på A-landsholdet, endte vi med at blive værelseskammerater. Det var op til EM i 2013, og siden har vi delt værelse, når vi har været på landsholdet.

Hun er en god værelseskammerat. Jeg tror, at Pernille vil mene, at jeg roder. Hun er til gengæld den, der altid glemmer sit nøglekort. Vi kender hinanden, vi har rutiner, der passer sammen. Vi snakker ofte om træningen, og vi ser også tit modstandernes kampe sammen som forberedelse.

På det mentale område bidrager hun meget, og hun er god til at dæmpe min nervøsitet. Det har jeg lært meget af. Hun er stærk til at fokusere på opgaverne. Hun kan lukke alt pres ude. Hun går bare ud og gør sit bedste hver gang. Hun har allerede vundet meget, men hun stiller sig ikke tilfreds med den hæder og de titler, hun har fået. Hun sætter sig altid nye mål. Hun træner for at blive bedre hver gang. Det er flot, når hun har så meget succes.

Da hun blev anfører, sagde hun, at hun ikke ville ændre sig. Men jeg kan godt mærke, at hun har noget autoritet, og det er berettiget. For hun kommer med gode taktiske input i omklædningsrummet og i kampene. Også uden for banen tager hun ansvar: Hun har møder med trænere og spilleråd, og hun prøver at komme rundt til alle grupper på holdet.«

»Jeg anser hende for at være den bedste spiller i verden«

Træneren: Lars Søndergaard, landstræner for det danske kvindelandshold, taler tit taktik med sin anfører.

»Pernille Harder er i en klasse for sig, og hun har vel ikke sat et ben forkert i denne sæson. Hun er målfarlig, hun lægger op til scoringer, hun kan spille flere positioner, og hun laver næsten et mål i snit per kamp. Jeg talte for nylig med sportschefen i hendes klub, Wolfsburg, som sagde, at hun hver eneste gang arbejder benhårdt til træning, også selv om hun er stjernespiller. Det gør hun, fordi hun har ambitioner, hele tiden sætter sig nye mål og altid er optimalt forberedt. Bedømt på denne sæson, så anser jeg hende for at være den bedste kvindelige fodboldspiller i verden.

Det er mit indtryk, at hun ikke ser sig selv som en stjernespiller. Hun ved godt, at hun er dygtig, men hun kigger altid primært på holdet. Selv om hun gerne vil lave mål og være afgørende, er hun først og fremmest holdspiller.

»Hun blev anfører i en tidlig alder, og når man ser på hendes personlighed, er hun måske ikke den fødte leder, for hun er lidt tilbageholdende. Men jo mere erfaring og succes, hun har fået, jo mere er hun trådt i karakter. Hun er det, man kalder fodboldintelligent, og hun er god at vende tingene med, når det gælder taktik. Det har jeg i hvert fald fundet ud af, efter at jeg er blevet landstræner.

Hun har taget en klog vej i sin karriere, synes jeg. Fra Danmark til Linköping i Sverige og nu til Wolfsburg i Tyskland. Wolfsburg er ikke et sted, der har samme appel som London, Paris eller Barcelona, men hun har udelukkende fokuseret på det sportslige i sine valg, og Wolfsburg er en af de to bedste klubber i Europa. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, om det ikke var noget for hende at spille i USA. Det er alt for tidligt, svarede hun. Hun ved, hvad hun vil.«

»Så blev hun frustreret og bandede højt«

Holdkammeraten: Janni Arnth, viceanfører på landsholdet og i flere sæsoner kollega med Pernille Harder i Linköping.

»Det var tydeligt at se, at hun var et stort talent, da jeg kom til Linköping i 2014. Da havde hun spillet deroppe i to år. Hun var meget bevidst om, hvad hun ville. Hendes vilje var enorm. Men den ærgerrighed viste sig også en gang imellem som frustration, fordi hun så gerne ville vinde.

Hun ville vinde for enhver pris, og lykkedes det ikke, så fik hun afløb i omklædningsrummet. Når det ikke gik, som hun syntes, det skulle, så blev hun frustreret og bandede højt. Så kom der et hurtigt udbrud. Det skyldes det vinderinstinkt, hun stadig har.

Pernille er blevet bedre til at rumme, at andre laver fejl. Og bruge det på en positiv måde i stedet for at bebrejde holdkammeraterne. Hun er blevet mere rummelig. Uden for banen er hun enormt afslappet. Det er en god egenskab; at hun kan tænde og slukke på den måde.

I Linköping var hun nysgerrig på, hvordan hun skulle blive bedre. Hun analyserede sit eget spil og spurgte folk til råds. Pernille er en af de få, der har turdet melde ud, at hun gerne vil nå langt, og i Linköping kunne hun folde sig ud.

Hun kom ind i et professionelt miljø i en tidlig alder, og jeg kunne mærke, at hun følte sig hjemme i Sverige. Hun trænede allerede dengang meget for sig selv, hun øvede de små detaljer, frispark og den slags. Det smittede af på os andre og prægede kulturen på holdet, for alle kunne se, hvor dygtig hun blev.«

Michael Valgren, Pernille Harder og Caroline Wozniacki udgør det komplette finalistfelt i kampen om at blive Årets Sportsnavn 2018. Stem på din favorit her: