Fortsæt til indhold
Sport

NFL beder Carolina Panthers forklare mærkværdig håndtering af Cam Newton

Ifølge klubben fik Newton blot visiret fra sin hjelm ind i øjet.

Den bedste amerikanske footballliga, NFL, vil have klubben Carolina Panthers til at forklare holdets behandling af quarterback Cam Newton, efter stjernen modtog et hårdt slag mod hovedet og gik i græsset kun for at blive sendt tilbage på banen i nattens slutspilskamp mod New Orleans Saints.

NFL vil nemlig sikre, at den såkaldte ”concussion protocol” blev fulgt til punkt og prikke, og Newton dermed ikke blev sendt tilbage på banen med en hjernerystelse. For dårlig, for hurtig og forkert evaluering af spillere har været et af de store problemer i denne NFL-sæson.

I efteråret 2017 var Texans-quarterback Tom Savage kun en vågen assistenttræner fra at komme tilbage på banen, efter han havde mistet bevidstheden, da han var blevet ramt hårdt i hovedet. Texans’ lægehold havde i første omgang givet ham tilladelse til at spille igen.

Det tidligere Super Bowl-mesterhold, Seattle Seahawks, modtog i efteråret også en bøde for bevist at have omgået reglerne for undersøgelse af en hjernerystelse, der skal foregå i omklædningsrummet, da man sendte quarterback Russell Wilson tilbage på banen.

Det samme virkede til at være tilfældet med Cam Newton natten til mandag dansk tid. Panthers’ skrev efter det hårde slag på egen Twitter-profil, at Newton var blevet undersøgt for en hjernerystelse, der ikke viste sig at være der.

En besked, der blev sendt ud på rekordhurtig tid og uden, at Newton gik i omklædningsrummet. Efter kampen sagde cheftræner Ron Rivera på det officielle pressemøde, at Newton blot havde fået visiret på sin hjelm ind i øjet, og derefter, at Newton satte sig ned på jorden for at give backup Derek Anderson mulighed for at varme op. Ikke fordi, Newton havde pådraget sig en hjernerystelse.

En udlægning, der med det samme medførte kritik på de sociale medier. Blandt andet fra eksperten Chris Nowinski, der forsker i hjernerystelser og deres konsekvenser for NFL-spillere.