Thailandsk øhop for hele familien

Larmen fra motoren på den lejede long tail boat står i øredøvende kontrast til havets blikstille overflade, der hilser os velkommen med sine små brochureblå blink.

Vi er omtumlede efter en komfortabel, men bumlende nat i toget fra Bangkok til Trang i det sydlige Thailand. Trang er knudepunkt for trafikken ud til perlerækken af øer syd for de mere tæt turistede øer Phuket og Koh Phi Phi i Andamanerhavet. En af dem er Koh Mook, der betyder ”lille perle”, og øen er vores første destination.

Da vi nærmer os, står det klart, at den fuldt ud lever op til sit navn. Lille, grøn og mild med kridhvide strande. Her er al den bounty-effekt, vi har drømt om. Hjemmefra har vi booket de første uger af ferien på et af øens ganske få resorts, Charlie Beach Resort.

Her bruger vores datter, Sigrid på to år, de første par dage i skyggen af en parasol. Lidt vranten over solen, der brænder, vandet, der pjasker, og varmen, der dikterer siesta midt på dagen. Kun en enkelt tøvende tå i vandkanten kan det blive til, og så alligevel også en fod, et ben, og til sidst pjasker også hun rundt i det kølende vand.

Modig vandhund

Sylvester er fire år, og hans mod stiger anderledes eksplosivt. Med dykkerbriller og rosinfingre som faste følgesvende iagttager vi vores søns transformation fra reserveret til ivrig og nogle gange lige vel modig hundesvømmer og dykker.

Under overfladen opdager han en verden af fisk, koraller og sære havdyr, som han kun i begejstrede grynt får fortalt os om, inden han dykker igen.

Korallerne er et slaraffenland af skønhed og liv, og her på øerne er de så tæt på land, at det kun kræver badevinger eller en luftmadras og en tålmodig far at give Sylvester undervandsoplevelser for livet. Verden dernede er kæmpestor, og vores søns mod svigter end ikke, da han på feriens sidste dage kravler over bord fra en long tail boat midt ude på vandet for at suge de sidste indtryk til sig.

Der er noget, der napper

Hvis dyreriget under vandet giver vores søn store oplevelser, så er dyrene til gengæld plagsomme oven vande. Først er det mødet med en larve, der gør hans fod blåviolet og giver høj feber, så er det myggestik, der får hans øre til at vokse til dobbelt størrelse, så bliver en række små, ubestemmelige bid på tæerne til væskefyldte blærer og en hel nats utrøstelig smerte.

Vi får brug for både den lokale læge og hospitalet i Trang, og vores planer om at tage rejsen tilbage til Bangkok gennem fastlandets jungle bliver taget op til seriøs genovervejelse.

Udsigten til trek på elefantryg, et svalende bad under et vandfald og den tykke duft af junglens vækst og råd bliver vejet op imod vores søns evindelige kløe og voksende uvilje mod alverdens smørelser. Til sidst vinder Sylvester, og vi beslutter os for, at denne rejse ene og alene bliver øferie.

Øferie it is

Lykkeligvis har vi kun booket et par uger hjemmefra, så vi kan uden problemer ændre planer undervejs, og øerne viser sig at være leveringsdygtige i alt, hvad vi kan ønske os af oplevelser.

På Koh Ngai har ingen lokalbefolkning gjort krav på øens indre, og den står derfor hen som uberørt, tæt jungle. Med drømmen om den store af slagsen pakket væk til en anden gang får vi alligevel duftene og lydene i miniatureudgave.

På Koh Bulon Leh finder vi os selv midt i en stor familiær gensynsfest for alle dem, der kommer tilbage til denne ø år efter år. Her er kun strøm et par timer om dagen, og de begrænsede faciliteter holder de store entreprenører væk. Her er i sandhed et smørhul for dem, der søger det simple ferieliv på de helt lave nagler.

Koh Lipe, der er sidste ø før grænsen til Malaysia, bliver rosinen i pølseenden på vores rejse. Den lille grønne plet er på vej ind på lystavlerne hos alverdens charterarrangører, og øen er præget af nybyggeri og turisme-på-vej. Øen ligger i den spektakulært smukke Tarutao Nationalpark, og selv om vi gør, hvad vi kan, bliver vi slet ikke færdige med at udforske hverken øens udbud af restauranter og butikker eller de omgivende øers overvældende natur. Øerne her er ganske enkelt et tagselvbord af oplevelser, og vi priser os lykkelige for, at vi kan ændre planer, som vi vil, og gøre, hvad vi har lyst til.

Den indre rejse

Om det lige var det her, vi havde lyst til, bliver vi dog en anelse i tvivl om, da Sigrids hyl borer sig gennem det tætte mørke på Koh Lipe. Vi er på vej hjem til vores bungalow på den anden side af øen, og vi sidder alle fire i en skramlet jernkasse fastgjort til en motorcykel med alt for meget fart på. Kun blinklyset er tændt og giver os momentvis en fornemmelse af den vej, vi svinger og drejer ad.

Om vores datter hyler af skræk eller begejstring er ikke til sige med sikkerhed, men hendes storebror stemmer i og får chaufføren til at gasse endnu mere op.

Sofies knoer lyser hvidt i mørket, og far Niels prøver desperat at holde tonelejet nede. Da vi stiger af, er vi dog alle uskadte og i vældigt humør.

Det samme var vi, da vi et par uger forinden endelig kom i land, efter at speedbåden gik i stå på åbent hav med tre berusede kaptajner, da vandet piblede ind ad siden på vores long tail boat, og da vi hoppede af en tuc tuc med hul i bunden i Bangkok.

Den indre politimand løsner på slipseknuden, og det er nødvendigt for at rejse her. For her er både med huller i, biler uden seler, tuc tuc'er med hul i bunden og speedbåde uden brændstof. Det er først, da vi er tilbage i Danmarks fastspændte tryghed, at det ligner mere dumdristighed end den frihed, vi føler der i mørket på Koh Lipe.

Rejsen er naturligvis en rejse ind i sig selv, men oplevelsen af at være på en indre rejse bliver helt tydelig for os nu. Fremmede omgivelser, andre normer og nye rytmer gør det både nødvendigt og selvfølgeligt at ruske op i det givne.

Sigrid og Sylvester opdager hinanden på ny, og de leger med og lærer af hinanden på en helt anderledes måde end derhjemme. Vi voksne sender lange blikke ud i havet mod nye øer, som vi desværre ikke når denne gang, og tænker på alle de indre og ydre rejser, der venter derude.

LÆS OGSÅ: En dag på Phuket