60 år med charterferie

Solbriller, sololie, badedragt og rejselekture. Vi pakker kufferten og drager en uge eller to til sydlige himmelstrøg. Og vi gør det sammen med nogle andre mennesker. Ligesindede. På den måde, at de har valgt netop dette tidspunkt at tage til netop samme feriemål som én selv.

I 2007 tog ca. 1,5 millioner danskere på charterferie, suverænt den mest populære rejseform her i landet. Den udvikling blev skubbet i gang, da pastor Eilif Krogager i 1949 - efter at have været rejseleder for nogle studenter på en bustur til syden - mente, at når andre kunne, så kunne han også. Og han mente endda, at han kunne tjene penge på det.

Som sagt, så gjort. Året efter arrangerede Krogager den så vidt vides første danske charterrejse; altså en rejse, hvor man køber en samlet pakke, der omfatter transport, overnatning og turistmæssige ydelser ved rejsens mål. Premieremålet var Spanien.

Om præsten fra Tjæreborg kendte til sin britiske kollega Thomas Cook, melder historien ikke noget om. I 1841 sendte denne foregangsmand udi charterturismen 500 afholdsfolk på en 20 km lang togrejse. Inklusive mad, hotel og orkester, der spillede på rejsen, var prisen for hele herligheden én shilling.

I 1850 gik de første rejser til Frankrig, Egypten og Palæstina, og 15 år senere sendte Thomas Cook englænderne til USA. Højdepunktet i hans karriere var en jordomrejse i 1872. Den strakte sig over 222 dage.

Busrejser til syden

Hvor Thomas Cooks mål i livet var at forbedre arbejderklassens levevilkår - ved at arrangere rejser, som alle kunne betale - havde Eilif Krogager et mere personligt mål. I et interview til Berlingske Tidende (marts 2007) har hans datter, Liff Knude, sagt, at »han gik op i at prøve ting af. Det var det, han syntes var sjovt. Han sagde tit til min mor og mig, at hvis vi nu prøver det og det, hvad tror I så der sker?«

Den nysgerrighed førte i første omgang til, at pastoren købte busser. Busser, der kunne fragte feriehungrende danskere til Spanien og Italien. Når de ankom, havde selskabet sørget for, at alt var arrangeret. En lettelse for disse rejsende, der ofte havde charterferien som deres første rejse til udlandet, og som ofte ikke var tynget af de største sprogkundskaber.

Samtidig med at flere og flere busser rullede ud fra Tjæreborg med kurs mod sol og varme, havde en initiativrig ung mand ved navn Simon Spies fået en god idé. For at komme ud at rejse havde han taget job som rejseleder ved forskellige bureauer. Turene gik blandt andet til Mallorca, hvortil Aero Lloyd allerede i 1950'erne sendte mange danskere med fly. Spies kunne se, at øens hoteller godt nok var fyldt om sommeren. Men hvad med vinteren? Han kunne også konstatere, at vinterklimaet måtte være en del mildere på Mallorca end i Danmark.

Mallorca om vinteren

Simon Spies konkluderede, at det måtte være muligt at bringe danskere til Mallorca i vinterperioden. Og eftersom han lovede de mallorcinske hotelejere fuld belægning i deres traditionelle lavsæson, kunne han forhandle sig frem til uset lave priser.

Ï november 1956 indrykkede han annoncer i Berlingske Tidende og Politiken. Han tilbød længere ophold på Mallorca - 4, 8, 16 eller 32 uger - og turen gik ikke med fly, men med tog ned gennem Europa.

I sin bog ”Simon” forklarer John Lindskog Simon Spies' grundidé således:

»Simon gik ikke efter velhaverne. Han fornemmede, at mange danskere, pensionister og andet godtfolk gerne ville væk fra den sure vinter. Det var så billigt at leve på Mallorca, at det man sparede i hjemmeforbrug, betalte rejsen. Og så kunne man leve normalt, men i et noget venligere klima.«

At Spies samtidig udtænkte fidusen at tilbyde kunderne at veksle rejsevaluta - hvor han købte valutaen billigt og solgte den lidt dyrere - gjorde ikke fortjenesten mindre. Ydermere oprettede han sprogskoler i London, Paris, Heidelberg og Palma, således at danskerne kunne kombinere det nyttige med det behagelige og lære fremmede sprog i udlandet.

I 1958, to år efter at han sendte de første danskere af sted sydpå, købte han en række pladser på Aero Lloyd's fly til Mallorca. Den største forhindring, den lange rejsetid med tog eller bus gennem Europa, var ryddet af bordet. Vejen var banet for et af de største danske rejseeventyr.

Grisefesten

Det var også Simon Spies, der på Gran Canaria fik færten af det, som for mange står som indbegrebet af charterferien. På samme tid det bedste og det værste: Grisefesten.

I busser blev turisterne kørt langt ud på landet og trakteret med helstegt pattegris og masser af vin. Og så slog danskerne sig løs. De finske antropologer Eeva Jokinen og Soile Veijola påpeger, at der netop i grisefestens løssluppenhed ligger samme mulighed for at blive en anden, som der lå i Middelalderens karneval. Her kunne man æde, drikke og hore uden at skulle stå til regnskab ud fra den almindelige hverdagsregnestok.

Ikke kun med sin egen promiskuøse livsstil - og den holdt han slet ikke skjult - var formand Spies med til at forstærke billedet af charterrejsen som det løsslupne paradis. F.eks. opfandt han allerede i 1958 en kønsopdelt aften i Palma. Mændene kørte med en mandlig rejseleder til byens luderkvarter, og først kl. et om natten blev parrene atter forenede. Den slags kunne københavnerne godt lide.

Den individuelle rejse

Jyderne, derimod, holdt sig til pastoren fra Tjæreborg, der fra 1962 erstattede de mange busser med fly, og som i begyndelsen af 1980'erne - med vanlig lyst til at skabe nyt - udtænkte idéen om La Santa Sport på den kanariske ø Lanzarote. En klub, hvor man kunne komme med sin familie og samtidig dyrke sin individuelle sportsinteresse.

Netop det individuelle blev det spor, som en stor del af charterturisterne søgte op gennem 1990'erne og ind i det nye årtusinde. Nu var det ikke længere nok at være en del af en gruppe eller et selskab. I større og større grad ville danskerne bruge (charter)rejsen som et personligt udviklingsprojekt.

»De rejsende efterspørger en stor grad af frihed og en bred palet af muligheder på feriemålet. Formålet med ferien er oplevelser og indtryk,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour og én af dem, der har været med hele vejen - eller i hvert fald siden han som ung knægt i 1965 fik lov til at låne et hjørne af sin mors køkkenbord til at etablere selskabet Fortun Rejser.

Udenlandske ejere

Fortun Rejser er for længst lukket. Det samme er en lang række af de rejseselskaber, som spirede frem og lagde sig i slipstrømmen af Spies' og Tjæreborgs succes. I nær fremtid indlemmes Tjæreborg i Spies. Og begge de klassiske danske charterselskaber indgår nu i den britisk baserede koncern My Travel, der igen indgår i Thomas Cook Group.

At vores rejser til udlandet nu ligger på udenlandske hænder, betyder ikke, at vi er holdt op med at bruge charterrejsen til at opleve udlandet. Tværtimod. 60 år efter at Eilif Krogager gjorde sig de første tanker om en dansk charterturisme, trives charterrejsen bedre end nogensinde.