Fortsæt til indhold
Rejser

Tag til oktoberfest i Nordtyskland

Du behøver ikke rejse hele vejen til Bayern for at opleve store øl, lederhosen og hornmusik. Oktoberfesten begynder lige syd for grænsen.

/ritzau/FOKUS

Selv om vi stadig er i september, så bliver der allerede nu serveret millioner af kolde fadøl ved de sydtyske langborde, hvor den årlige oktoberfest blev skudt i gang i München den 17. september og officielt løber frem til den 3. oktober.

Men det er ikke for sent at opleve den særlige stemning, og det er heller ikke nødvendigt at tage hele vejen til Bayern, lige som seks millioner besøgende fra hele verden gør det hvert år.

- Den helt rigtige oktoberfest er jo i München, og det er noget helt særligt. Men det er altså noget, som folk gerne vil opleve i hele landet, og diverse aflæggere af oktoberfesten er blevet en kæmpeindustri, der indbringer flere milliarder euro rundt om i Tyskland, lyder det fra Birgitte Guldberg, der er marketingchef hos Tysk Turist Information.

Du skal bare krydse den tyske grænse, og så er der oktoberfest i en lang række nordtyske byer, hvor du stadig kan finde en ledig plads ved langbordet, og hvor du kan få serveret "ein grosses Bier" akkompagneret af pølser og slagermusik.

- Det kan sagtens være en rigtig god oplevelse at tage til nogle af de lidt mindre oktoberfester, siger Birgitte Guldberg.

I Flensborg, der blot ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, kan du trække i læderbukser og skråle med på de tyske viser. Der er flere oktoberfestligheder i gang i nærmest hver weekend fra nu af og gennem hele oktober.

Eksempelvis kan du tage til VR Bank Oktoberfest fredag den 30. september, hvor det store håndboldstadion FLENS-ARENA bliver omdannet til en kæmpe festsal for øltørstige gæster, der kan spise sydtysk mad og høre til lejligheden passende musik, når navne som "Bayrische Musik Power Band" og "DeeJay Wolle" spiller op til dans.

Hvis du fortsætter 150 kilometer syd for grænsen, kommer du Tysklands næststørste by, Hamborg, hvor der naturligvis også bliver fejret oktoberfest i stor stil. Hver eneste weekend i september og oktober byder på arrangementer, hvor du kan slå dig ned ved langbordet og indtage tysk kultur i både fast og flydende form.

Et forslag kunne være den store "Fischauktionshalle", hvor du kan købe den helt store pakke for 72,50 euro. Det svarer til lidt over 530 danske kroner, men til gengæld får du både øl, bayersk spisebuffet og din egen faste siddeplads midt i festlighederne, der foregår tre weekender i træk i oktober.

- Der kan også være en fordel i at besøge nogle af de mindre oktoberfester rundt om i Tyskland, hvor der ikke er nær så mange millioner besøgende, og hvor det kan være lidt lettere at få plads, råder Birgitte Guldberg fra Tysk Turist Information.