Unesco-arv og skisport: Her er Irans 13 største seværdigheder
Efter tøbruddet med Vesten satser Iran på, at øget turisme skal få økonomien tilbage på rette spor. Her er en række af landets største attraktioner.
Udenlandske turister ventes nu at få lettere adgang til Iran, når landet efter årtier med sanktioner igen satser på en blomstrende turistindustri.
Iran satser på at tiltrække 20 mio. turister om året inden 2025. Og det skal ske med lettere visum-procedurer, en lang række nye hoteller, bedre transportforhold og en fornyelse af landets nedslidte flypark.
Den britiske avis The Guardian har set nærmere på nogle af de største attraktioner i Iran: Spændende oldtidsbyer, lækre badestrande, den moderne hovedstad Teheran og landets fremragende skisportsområder.
1. Persepolis (Takht-e-Jamshid)
Det enorme Achæmenide-imperium fra 550 til 330 f.kr. strakte sig over det nuværende Tyrkiet til Egypten - og over det vestlige Asien til det nordlige Indien og Centralasien. Rigets hovedstad var Persepolis, hvis tilbageværende ruiner i dag er på Unescos liste over verdensarv.
2. Amir Chakhmaq-komplekset
Den prominente tre etager høje struktur med sine karakteristiske alkover er den største af sin art i Iran. Hele komplekset, der ligger i Yazd, omfatter en moske, et hvilested for karavaner, et badehus, en brønd og konfekturefremstilling.
3. Basaren i Yazd
Det er let at fare vild i de smalle arkader i Yazd’s basar. Her sælges der masser af tekstiler, mosaikker, grøntsager, guld og juveler. Priserne er angiveligt i bund. Og turister køber til samme priser som de lokale, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet i andre basarer.
4. Bagh-é Eram
Den historiske persiske have i Shiraz blev bygget i det 13. århundrede af overhovedet for Qashqai-stammerne. I dag er haven slået sammen med Shiraz’ botaniske have og det lokale universitet. Hovedstrukturen med 32 værelser er dekoreret med fliser, hvorpå poeten Hafez har skrevet.
5. Aftenbøn i Mashbad
Byen Mashbad i det østlige Iran nær grænsen til Afghanistan er populær blandt religiøse turister og pilgrimme. Her ligger verdens største moske, Imam Reza, til ære for den ottende imam i shia-islam. Mashbad er også gravby for Ferdowsi – den persiske poet bag nationaldigtet Shahnameh.
6. Stå på ski i Shemshak
Mindre end 60 kilometer fra hovedstaden Teheran i nord ligger skisportsstederne Shemshak og Dizin i Alborz-bjergene. Her er der efter sigende skiføre i hele otte måneder om året. Særligt Teherans mere velhavende borgere flokkes på pisterne, når det er tid til et afbræk fra den travle storby.
7. Sheikh Lotfollah-moskeen i Isfahan
Byen Isfahans kælenavn kan oversættes til ’den halve verden’, og der er formentlig også tale om den bedst kendte turistby uden for Iran. Her ligger den smukke Sheikh Lofollah-moske, der ligesom Naqsh-e Jahan-pladsen i centrum er på Unescos liste over verdensarv.
8. Hamadan
Hovedstaden i provinsen Hamedan er kendt som en af oldtidens største byer og gik tidligere under navnet Ecbatana. Byen er i dag plastret til med historiske seværdigheder og udgravninger. Byen er populær som sommer-udflugtssted blandt iranerne. Her findes også Ali Sadr-hulerne, der betragtes som det vestlige Irans største turistattraktion. Disse anses dog også for at være overvurderede.
9. Teheran
Irans hovedstad Teheran er en moderne storby med en lang række velbevarede paladser fra Pahlavi-dynastiet og masser af museer. Samlingen af persiske kronjuveler, Golestan-paladset, Milad-tårnet, nationalmuseet, basaren og vandring i bakkerne i Darband er blandt de populære attraktioner.
10. Moderne kunst i Teheran
Teherans museum for samtidskunst rummer den fineste samling af moderne kunst uden for Europa og USA. Her findes der værker af eksempelvis Jackson Pollock, Francis Bacon, Andy Warhol, Edvard Munch, Rene Magritte og Mark Rothko.
11. Tæppe-afdelingen i Teherans storbasar
Storbasaren ligger i det sydlige Teheran med sine vidtstrakte korridorer på over 10 kilometer i alt. Selvom en del af handlen i byen er rykket til den nordlige del af Teheran, er der stadig gang i basaren, hvor turister opfordres til at prutte om prisen. I basarens tæppebasar kan man opleve, hvorfor håndværket bag persiske tæpper betragtes som det fineste i verden.
12. Paradisøen Kish
Syd for det iranske fastland i Den Persiske Golf ligger øen Kish, hvor de mere velhavende iranere kommer for at nyde sol, vand og frisk havluft. Her kan man blandt andet sejle på jetski, men kvinder skal være iført en nylon-chador, en dragt, der dækker både kroppen og håret. Øen er omkranset af en frihandelszone med indkøbscentre og turistattraktioner. Beboerne på Kish betragter øen som en slags iransk fremtidseksperiment.
13. Ramsar
Ramsar er en by i provinsen Mazandaran ved sydkysten af det Kaspiske Hav. Her findes det lokale Pahlavi-palads, hvor shahen og hans familie ofte opholdt sig før den iranske revolution. I dag kan man besøge paladset, tage en tur på den fine strand, nyde den smukke udsigt fra bjergbanen eller give sig selv en spa-behandling.