»Roadtrips giver frihed og fleksibilitet som intet andet«

Flere gange om året rejser René Frederiksen til USA, og hans store kendskab og kærlighed til landet har gjort, at hans private rejseblog er blevet en rådgivningskanal for andre USA-rejsende, der har brug for tips og tricks til deres roadtrip. Og det er ikke så underligt, for han har efterhånden set og gjort alt i USA. Han mangler kun Maryland, Delaware, Hawaii og Alaska for at have overnattet i samtlige stater. Han har kørt landevejene tynde i alskens udlejningsbiler, spist utallige burgere og opstøvet nogle ærkeamerikanske oplevelser, hvor han var den eneste turist.

Hvornår var du i USA for første gang?

Første gang, jeg var i USA, var i 1999. Min storebror var taget derover i tre måneder for at køre rundt på østkysten. Da det blev påske, tog jeg derover i 10 dage og mødte ham i New York. Byen sagde mig ikke så meget. Det er jo for så vidt bare en storby. Jeg har været der nogle gange siden, og turene flyder lidt sammen.

Noget, der til gengæld står klart, var, da vi var så heldige at rende ind i to danske landmandsstuderende, der havde bil. Vi kørte sammen til Niagara Falls og Toronto, og så tog vi en Greyhound-bus tilbage. Den del af min første USA-tur husker jeg tydeligt – den del, hvor vi kørte.

Jeg var tilbage igen i 2003. Det var mit første egentlige roadtrip. Det var en ret atypisk rute, vi tog, specielt taget i betragtning af, at det var den første. En studiekammerat og jeg kørte fra Chicago til Detroit. Det er ikke en rute, folk plejer at tage på, hverken på deres første, anden, tredje eller fjerde tur til USA. Der er ikke rigtig nogle af de der attraktioner på ruten, som folk gerne vil se. Jeg havde en god ven i Michigan, som jeg skulle besøge, men det var et rent tilfælde, at det lige var nemt med fly til Chicago, så det blev lidt et tilfældighedernes roadtrip.

Hvornår var du rigtig solgt?

Det blev jeg i 2005. Der var jeg på den klassiske rute, som mange har prøvet: San Francisco, Los Angeles, Las Vegas og Grand Canyon. Jeg var af sted i cirka 14 dage med min lillebror. Min storebror skulle arbejde på vestkysten, så min lillebror og jeg tog derover og kørte rundt i 14 dage. Tiden blev presset, for vi skulle samle min bror op i San Francisco på et bestemt tidspunk og køre ham til Napa Valley, så vi havde ikke nok tid.

Men i Napa var vi privat indlogeret, og det giver noget helt specielt. Man lærer virkelig amerikanerne og deres kultur at kende på en helt anden måde, når man bor privat. På den tur bed jeg for alvor mærke i, at det at være på roadtrip er en fed måde at rejse på. Det giver frihed og fleksibilitet. Man kan dreje af, når man vil, og stoppe, når man har lyst. Siden 2005 har jeg været af sted til USA hvert eneste år, og siden 2010 har jeg været der flere gange årligt.

Hvad er det, USA kan?

Mange af de ting, du kan i USA, kan du også gøre andre steder, men sjældent lige så godt. At være på roadtrip er bare rigtig godt i USA. I 2005 lejede vi en Cabriolet og kørte i 14 dage, og det har man jo ikke rigtig mulighed for i Danmark.

Jeg har nærmest prøvet alle slags biler, og jeg har spist de store burgere, men nu leder jeg efter andre ting, end hvad man typisk leder efter på de første på ture til landet. Jeg leder efter mere særegne og ærkeamerikanske oplevelser.

I 2013 fandt jeg f.eks. et county fair i Virginia, hvor der var demolition derby (motorsport, hvor biler med vilje påkører hinanden, red.) Jeg var faldet over begivenheden på en Lions Club hjemmeside. Da jeg kom derud, fandt jeg ud af, at jeg var den eneste turist. Det gav et helt unikt indblik i, hvordan amerikanerne i virkeligheden er. Det er ligesom, man træder ind i en scene, som man kun kender fra film og tv. Det er sådan nogle oplevelser, jeg er begyndt at lede efter.

Hvad er det, roadtrips kan?

Roadtrips er min foretrukne måde at rejse på, fordi man har mulighed for at være impulsiv, og fordi intet er i faste rammer. Du går ikke bare ud fra hotelværelset og ned til poolen. Du står selv for at arrangere, hvad der sker. Du skal selv lave research og selv finde ud af, hvor du gerne vil hen. Jeg har prøvet at ligge ved stranden, men efter en dag bliver jeg rastløs.

De amerikanske storbyer siger mig heller ikke så meget, jeg vil hellere ud til de store, åbne vidder og til de små charmerende byer. Jeg skal godt nok til Washington DC til september, men det er, fordi der er nogle stater, hvor jeg ikke har sovet endnu. Jeg får snart krydset Maryland og Delaware af listen, så har jeg overnattet i 48 stater. Så mangler jeg kun Hawaii og Alaska.

Hvilke stater kan du bedst lide?

Jeg har været i mange stater flere gange, og hvis jeg skal vælge en, så vil jeg sige Texas. Det er en overset stat af mange rejsende. Texas' størrelse gør, at du kan opleve alt inden for én stat. Der er bjerge og ørken, kysten ud til den Mexicanske Golf, som er det samme vand som Florida har. I nord er der prærie, og i nordøst mod New Orleans er der sumpområder. Staten er så stor, at du også bare kan komme rigtig langt væk fra alting.

Jeg har været i Texas fem gange, hvor det ikke bare var på gennemfart. Et af mine yndlingsområder er omkring den mexicanske grænse i den vestlige del af Texas. Det er "in the middle of nowhere". Jeg boede f.eks. et sted, hvor nærmeste tankstation lå 36 km væk, og nærmeste by var 125 km væk. Der er ikke mange steder, hvor du kan komme så langt væk fra alting.

En anden god oplevelse, jeg havde, var også nær den mexicanske grænse. Jeg boede på et afsidesliggende hotel, hvor kun turister kom – både internationale og nationale. I hotellets restaurant faldt jeg i snak med en flok bankfolk fra Chicago, der lige var gået på pension, som nu kørte USA tyndt. "Obama-care" (præsident Obamas tiltag om økonomisk overkommelige sygeforsikringer for alle, red.) var på trapperne, så de var meget optaget af sygesikring. Da de hørte, at jeg var fra Danmark, begyndte de at udfritte mig. Før jeg havde set mig om, havde de betalt for middagen, for de var så taknemmelige for, at de måtte stille alle de spørgsmål. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg starter ballet med at snakke om krig, våben og politik, men jeg er villig til at svare på spørgsmål om Danmark. De var meget konservative, men havde et nuanceret blik på tingene, så jeg ville gerne fortælle om dansk sygesikring.

Har du en favoritrute?

Jeg kørte Route 66 for nogle år siden, og den vil jeg gerne køre igen. Jeg brugte lidt for kort tid på den sidst, så jeg vil gerne tilbage. Jeg prøver dog for så vidt altid at udforske nye områder, men visse vejstrækninger er svære at undgå, når man skal fra a til b. Mange kører ad Highway 1 fra San Francisco til Los Angeles, og så måske ned til San Diego. Men jeg har prøvet at køre den modsatte vej til det nordlige Californien. Det er blevet lidt et projekt at opleve noget varieret. På den måde er jeg selvfølgelige endt med at se nogle uinteressante steder. Jeg har haft oplevelser, der er gået i glemmebogen, gjort nogle stop og spist nogle steder, som ikke var tiden værd. Men jeg er også blevet skuffet over turistattraktioner, bl.a. Bourbon Street i New Orleans, som ellers er meget populær blandt turister. Den minder simpelthen om Sunny Beach (festby i Bulgarien, red.). Men også Houston i Texas, som var stor og sjælløs.

Hvordan plejer du at rejse?

Det varierer meget, hvordan jeg rejser, og med hvem. Tidligere var det altid med familie og venner, men i 2007 var jeg for første gang af sted alene. Det har ofte været i forbindelse med arbejde, hvor jeg har valgt at afholde min ferie i forlængelse af det. Det gør mig ikke noget at være på egen hånd. Jeg har intet imod at spise alene eller lave turistting alene.

I USA rejser mange på egen hånd. Der er mange forretningsrejsende på farten hele tiden, der kører store distancer. Folk kigger ikke efter dig to gange, fordi du er alene, og det er trygt. Men der er også andre facetter af det: Visse oplevelser får du kun på egen hånd. At rejse på egen hånd har givet mig nogle af de mest unikke oplevelser, jeg har haft i USA. Havde jeg været af sted med andre, havde jeg aldrig oplevet dem.

F.eks. var jeg på en sportsbar i Austin, Texas – sådan en med skærme over det hele. Jeg faldt i snak med bartenderen, og vi smalltalkede om løst og fast. Ind kom 10-12 store, fulde mænd. De var meget højrystede, og havde jeg været af sted med en ven eller kæreste, var vi nok gået. Men jeg var på egen hånd, og bartenderen sagde:

»Har I mødt min ven fra Danmark?« til det larmende selskab.

Det syntes de var fedt. Det var en gruppe politi- og brandmænd fra Chicago, der skulle spille football mod et lokalt hold. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet deres maskot, og jeg betalte ikke en eneste drink resten af aftenen.