Fem fester, der fejrer sommeren

1. Incwala (Swaziland)

December er lig med sommertid i Swaziland, hvor befolkningen lige før nytåret fejrer en af årets mest længeventede højtider med dans, musik og gamle ritualer. Incwala oversættes typisk til ”de første frugters festival” og markerer høstsæsonens begyndelse. Festen strækker sig over flere dage, og datoerne fastlægges af lokale stammeastronomer i ugerne før, festen begynder. Fejringen består af en række ceremonier, der har til formål at samle nationen og ære dens forfædre, og ikke mindst kongen, som er festens omdrejningspunkt. Et af de første ritualer i forbindelse med fejringen går ud på, at stammemedlemmer valfarter til Det Indiske Oceans kyst ved Mozambique for at samle skummet fra havets bølger, som ifølge gammel tro besidder mytiske kræfter. Bagefter vender de tilbage og besøger kongens residens. Ved nymåne foreskriver traditionen, at kongen indtager et helligt måltid, som er tilberedt med bølgeskummet, hvorpå han spytter maden ud igen i østlig og vestlig retning. Festen følger herefter den tiltagende måne, og symbolikken er, at jo større Månen bliver, des klogere og mere erfaren bliver kongen, og jo vildere bliver folkefesten. Iklædt traditionelle krigsdragter synger befolkningen deres hellige hymner til ære for kongen, der bliver i sine royale gemakker, indtil han på tredje dag viser sig for sit folk iført den traditionelle Incwala-klædedragt. Foran dem fremfører han en hellig dans og spiser af årets førsthøstede græskar. Når han til sidst smider resterne fra sig, er det officielt i orden, at resten af befolkningen går om bord i frugterne.

2. SAN FERMÍN (SPANIEN)

I juli samler vovehalse fra hele verden sig i den nordspanske by Pamplona for at deltage i det berygtede tyreløb. Klokken otte om morgenen slippes seks store tyre løs i de små gader, og de mange hundrede deltager skal så forsøge at undgå at blive løbet ned. Vil man være med i løbet, skal man bare være ædru, over 18 og møde op klokken halv otte.

Lidt i otte synger de spanske løbere en bøn til skytsenglen San Fermín, men det er ikke altid, han er der, for hvert år kommer flere hundrede løbere til skade. Enkelte gange med døden til følge.

Traditionen er en del af San Fermín-festivalen, der er opkaldt efter egnens helgen. Festivalen begynder hvert år den 6. juli fra middag med en stor champagneceremoni og fortsætter gennem ni dage med optog, dans og lokale traditioner, der også omfatter den traditionelle tyrefægtning, som er blevet forbudt i flere spanske regioner.

Løbet blev for alvor sat på verdenskortet i 1926, hvor Ernest Hemingway skrev bogen “The Sun Also Rises” om bl.a. tyreløbet.

3. MIDSOMMAR (SVERIGE)

For langt de fleste danskere kan sankthans slet ikke måle sig med de store højtider som jul og påske. Det kan svenskernes midsommer. For mange svenskere er festen, der typisk strækker sig over tre dage, årets højdepunkt. Festen starter midsommeraften, der i år faldt i fredags. På denne aften er det en fast tradition at hejse den såkaldte majstang, som svenskerne pynter med blomster, blade og flagrende bånd, hvorefter de danser omkring den. Blomsterkranse i håret er også en del af traditionen, særligt for kvinderne. Når svenskerne samler blomster til majstangen og kransene, stammer det fra dengang, man troede på, at naturen var ladet med magiske kræfter, og at man med blomsterne kunne indfange magien og samle den til den kommende vinter.

Selve midsommerdag er altid dagen efter om lørdagen. Mange svenskere fejrer midsommer i deres hjem sammen med familie og venner, men der er også offentlige arrangementer, hvoraf et af de mest kendte og traditionsrige er friluftsmuseet Skansen i Stockholm. I modsætning til den danske sankthans dyrker svenskerne hverken bål eller hekseafbrændinger. I stedet er det gammel skik, at man rundtomkring i landet iklæder sig nationaldragter eller de forskellige egnes folkedragter, og der spilles traditionel violin og harmonikamusik. Den traditionelle festmad består typisk af sild, dildstuvede kartofler, æg og friske jordbær til dessert. Og så er midsommer det tidspunkt på året, hvor det svenske spiritusmonopol, Systembolaget, sælger mest. Særligt snaps.

4. KLIDONAS (GRÆKENLAND)

På afstand kan den hedenske græske tradition klidonas godt minde en del om vores egen sankthans. Flere steder på fastlandet og på de græske øer tændes der bål i slutningen af juni, hvor datoen er sammenfaldende med fejringen af en vis helgen, der har det græske navn Agios Ionnis. Men der stopper lighederne. Der bliver nemlig ikke brændt hekse med blomsterkranse af majblomster på bålet, og når der er blevet tændt op, nøjes man ikke med at kigge på. Traditionen tro skal grækerne nemlig hoppe over bålet. Ifølge gammel folketro tjener ildens kraft nemlig til at afværge ulykke, sygdom og onde ånder.

Oprindeligt bestod en anden del af traditionen i, at unge ugifte piger hentede vand fra nærliggende kilder og hældte det i krukker, som de bar, mens resten af selskabet undervejs drillede og råbte for at distrahere dem. Opgaven for pigerne var ikke at lade sig påvirke og forblive tavse. Til sidst skulle hver pige i krukken lægge en lille personlig genstand, der symboliserer hendes skæbne. Myten siger, at den magiske krukke skal blive stående natten over, og at pigen i sine drømme vil se en mand, og den mand vil være ham, hun skal gifte sig med.

Grækerne er ikke de eneste, der kobler solhvervfestivitas og kærlighedsritualer. I Finland har de en tradition, hvor ugifte kvinder klæder sig af og ruller nøgne rundt i høet i håbet om at finde den eneste ene. Traditionen siger, at de bagefter vil kunne kigge ned i en brønd og se spejlbilledet af deres kommende mand i vandover aden.

5. SOLHVERV VED STONEHENGE (ENGLAND)

Netop i dag strømmer tusindvis af briter og turister til det forhistoriske stenmonument Stonehenge i det sydlige England, hvor de fejrer årets længste dag på den nordlige halvkugle. Traditionen tro fejres sommersolhvervet med kostumer, yoga og dans, og nogle år har op til 30.000 mennesker været samlet for at se solopgangen over den berømte stencirkel. Stonehenge har i mange år været omgærdet af mystik. Ved udgravninger i 2008 daterede arkæologer Stonehenge til at være opført for cirka 4.300 år siden. Dengang var druiderne De Britiske Øers åndelige ledere, og befolkningen fejrede de keltiske traditioner.

Monumentet består af et stort antal sten i forskellige størrelser, der er placeret i to cirkler. Forskere har peget på, at stenenes placering markerer Solens position på himlen ved solhverv og jævndøgn. De mest dedikerede solhvervsentusiaster nøjes heller ikke med en sommerfest. De samles også ved stenmonumentet i december for at markere vintersolhvervet og yderligere to gange om året ved jævndøgn.