Fortsæt til indhold
Rejser

Sådan møder du nye mennesker som solo-rejsende

Bare tag kontakt til de lokale. De vil næsten altid blive gengældt, lyder det fra forsker.

JP

»Hej, jeg er på besøg. Kan du fortælle mig, hvad jeg bør se i byen.«

Så simpelt lyder det gode råd til at bryde isen og komme i kontakt med nye mennesker, når man rejser alene.

»De fleste mennesker kan godt lide at blære sig med deres egen hjemby,« forklarer Nicholas Epley, professor i adfærdsvidenskab på University of Chicago Booth School of Business til New York Times.

»Det er nemt at forestille sig alle de ting, der kan gå galt, eller at tro, at andre mennesker ikke gider at blive besværet, men hvis du søger kontakt, vil næsten alle gengælde den,« siger Nicholas Epley, der sammen med sin kollega Juliana Schroeder har gennemført en videnskabelige forsøg, der viser, at vi igen og igen undervurderer andre folks lyst til og interesse i at komme i kontakt med nye mennesker.

Hvis man alligevel har svært ved at bryde isen til sidemanden i bussen, på togstationen eller i flyet, har New York Times samlet en række apps, der kan gøre livet som solo- rejsende mere socialt.

App'en Skout gør det muligt at møde lokale, uanset om man befinder sig til en koncert i London eller fodboldkamp i Barcelona, mens en anden app ved navn Tripr skaber kontakt til andre mennesker, som er tilstede på ens rejsemål.

Sofasurfing, hvor man overnatter på sofaen hos fremmede mennesker, har i flere år også været en populær måde til at møde nye mennesker. Hjemmesiden www.couchsurfing.com blev grundlagt i 2004 og har i dag ni millioner medlemmer.