Hansestædernes dronning

Et øjeblik er jeg bange for, at mine sanser spiller mig et puds, men den er god nok. Jeg står lidt på afstand og betragter den gamle indgangsport til byen – Holstentor – og et spørgsmål til min sidemand bekræfter, at konstruktionens to tårne er ganske skæve.

Især det venstre hælder grundigt indad, hvilket formentlig skyldes, at det i sin tid blev bygget på blødt underlag ganske tæt på Trave-floden.

Skævhed eller ej, den over 500 år gamle Holstentor er en usædvanlig smuk byport, og man bliver i helt godt humør i at træde ind i Lübecks gamle bydel via så elegant en indgang, der da også er byens primære vartegn.

Selve porten ligger i bunden af den midterste del af det røde murværk, der flankeres af de to tårne, der hver især er beklædt med et gigantisk sort og kegleformet tag.

Umiddelbart bag Holstentor ligger en bro, idet Lübeck oprindeligt blev bygget på en ø ved Trave-flodens udmunding. Siden har byen knopskudt på alle sider af øen, men det er stadig her, at man finder den gamle bydels skatkammer af gamle historiske bygninger, smalle brostensbelagte gader samt spændende museer.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

De skæve tårnes by

Et godt sted at starte er den gamle markedsplads foran byens rådhus. Markt kaldes det store torv blot, og her kan man betragte det spøjse rådhus, der er bygget af flere omgange og derfor også i flere stilarter, der mildt sagt adskiller sig fra hinanden.

Den lave bygning til venstre med den kridhvide facade minder om en marengskage, mens den centrale bygning er helt anderledes grå og mørk. Bygningen til højre adskiller sig med sine høje spir og iøjnefaldende ure.

Rådhuset er et fascinerende skue udefra, og endnu mere fascinerende er det at bevæge sig indenfor. Selv om den ældste del stammer helt tilbage fra 1200-tallet, benyttes bygningen stadig som rådhus, og på en rundvisning kommer man igennem en række prægtige sale præget af datidens ekstravagante indretning. Her hænger store farvestrålende malerier i guldornamenterede rammer, og flere af lofterne er udsmykket med stuk og andre finurligheder.

Tilbage på Markt kan man skue over til tårnene på den nærliggende Marienkirche. Det slår mig pludselig, at det ene tårn er skævt, hvilket senere viser sig også at være tilfældet med andre af byens mange tårne. Så det er ikke helt forkert at kalde Lübeck for ”de skæve tårnes by”.

Marienkirche er i øvrigt værd at besøge. Dels er kirken stor og kostbart indrettet med farvestrålende glasmosaikker, sjældne relikvier samt et astronomisk ur, men nok så vigtigt rummer den et tankevækkende efterladenskab fra Anden Verdenskrig. Under et allieret bombeangreb faldt de to kæmpe klokker i det ene tårn til jorden, og som et minde om krigens rædsler ligger de der endnu – totalt flænsede og vredet ud af form.

Velstående hansestad

Marienkirche er blot en af fem store gotiske kirker i den gamle bydel, hvor de syv kirketårne sætter deres tydelige præg på byens silhuet. Hovedparten af kirkerne blev opført fra det fjortende til den syttende århundrede. På det tidspunkt var Lübeck en selvstændig bystat og en af de mest velstående i hele Nordeuropa.

De lokale købmand tjente gode penge på handel – ikke mindst med salt – og fortjenesterne blev i høj grad brugt på at opføre storslåede bygninger og prangende kirker. Det kan man glæde sig over i dag, idet langt de fleste af gamle bygninger stadig pryder Lübecks gamle bydel. Af samme grund blev bydelen optaget på Unescos verdensarvsliste tilbage i 1987.

Lübeck var en del af det såkaldte Hanseforbund, der var en sammenslutning af selvstændige bystater. Fordi byen var den rigeste og mest fremtrædende af bystaterne, blev den kaldt for ”Hansestædernes dronning”.

Hovedparten af de gamle huse er bygget i den karakteristiske hansestads-stil med høje trekantede gavle. Et godt eksempel er de seks gamle pakhuse, der står tæt på Holstentor. ”Salzspeicher” kaldes de også, fordi de i sin tid blev brugt til at opbevare salt, der blandt andet blev eksporteret til Danmark. I dag er der tøjbutikker i pakhusene, men de er stadig et flot vidnesbyrd om datidens velstand.

Berømte bysbørn

Ud over at fostre rigdom har Lübeck også fostret tre særdeles berømte bysbørn, der alle har vundet en nobelpris. Det handler om forfatterne Thomas Mann og Günter Grass, der begge har vundet Nobelprisen i litteratur, samt den tidligere forbundskansler Willy Brandt, der fik Nobels Fredspris i 1971. Brandt er desuden æresborger i Lübeck.

Hver af de tre nobelprismodtagere har deres eget museum – Willy Brandt Haus, Günter Grass Haus samt Buddenbrookhaus. Sidstnævnte er opkaldt efter Thomas Manns første roman, der indbragte ham Nobelprisen. Ud over Thomas beskæftiger museet sig også med broderen Heinrichs litterære virke.

Og nu vi er ved museerne, så fik Lübeck i 2013 en ganske interessant nyskabelse. I St. Annen-Strasse finder man et museum og et kunstgalleri under samme tag i et tidligere jomfrukloster. Her kan man studere Lübecks historie fra middelalderen og frem til i dag samtidig med at se på moderne kunst.

I 2015 er der atter nyt på museums-fronten, når det store europæiske hansemuseum åbner.

Glem bykortet

Ud over at være en af Tysklands ældste byer er Lübeck også en af de smukkeste, og en god måde at opleve den på er ved blot at spadsere rundt i de gamle gader og nyde arkitekturen samt den rolige, fredfyldte atmosfære.

Et godt sted at slentre er i den østlige del langs gaderne Tünkenhagen, Rosengarten og Bei St. Johannis, der ligger i forlængelse af hinanden. Her er der rigelige mængder stokroser og arkitektonisk mangfoldighed.

Man kan også bare glemme bykortet for en stund og begive sig rundt på må og få. Eftersom den gamle bydel ligger som en ø omgivet af vand på alle sider, er det begrænset, hvor meget man kan fare vild, og afstandene er ikke voldsomme.

Hvis man for alvor har svært ved at orientere sig, kan man altid kigge efter byens tårne – skæve eller ej fungerer de fint som pejlemærker.

4 råd til rejsen