Naturperlen er under pres
Et stigende antal turister og de lokales kortsynede jagt på profit ødelægger den unikke natur.
Jennifer Dowling bryder pludselig mønsteret med sine afdæmpede bevægelser under dykning. Ved dykkerspottet White Rocks vender hun sig pludselig om på 11 meters dybde.
»Så du den hummer, der lå inde under stenen,« lyder det begejstret fra hende, da vi atter er tilbage på dækket.
»Jeg har aldrig før set en hummer ved Koh Tao. De er næsten forsvundet på grund af overfiskning,« fortsætter hun.
Hummerne er langtfra ene om at lide. Det stigende antal turister på øen sætter naturen under pres.
»Der bliver konstant bygget nye hoteller og interimistiske restauranter på de få ledige kvadratmeter. Og når vi får store regnskyl, så skyller der enorme mængder plastic, poser og flasker ud i vandet. Det er fuldstændig vanvittigt at se,« fortæller Jennifer Dowling.
»Jeg synes, at øen er ved at blive spoleret. Koh Tao var meget mere afslappet for få år siden.«
Kunstig rev og oprydning
Alvoren er dog efterhånden gået op for de fleste, og der er iværksat flere initiativer for at sikre den thailandske naturperle.
Dykkerskolerne arrangerer jævnligt oprydning i vandet og på de affaldsramte strande.
»Vi har også lavet flere kunstige rev for at tage presset af de naturlige koralrev,« siger dykkerinstruktøren.
I højsæsonen kan der være op til 50 og 60 både ved de mest populære dykkerspots på samme tid, hvilket slider på de skrøbelige og langsomt voksende koraller.
»Det ville være godt for naturen, hvis man lukkede nogle af stederne en måned om året, men det tror jeg desværre aldrig kommer til at ske,« slutter Jennifer Dowling.