"Min nysgerrighed driver mig til at se nye steder"
Frode Kjems Uhre er, hvad man vil kalde en globetrotter. Han har boet i Canadas vildmark med sin familie i en hel måned, kørt 14.000 km på motorcykel gennem Sahara og Europa og han har besøgt hele 185 ud af klodens 193 lande.
Frode Kjems Uhre er en mand, der har oplevet så godt som hele verden. Han har padlet i kajak eller kano i alle syv verdensdele, fløjet gennem USA, Mexico og Mellemamerika i veteranfly, sejlet fra Middelhavet til Stillehavet i sejlbåd og været på jordomrejse med dykkergrej og undervandskamera. Han er uddannet pilot i USA og har fløjet for SAS i 16 år. Nu er han pensioneret pilot, globetrotter, familiefar, ivrig undervandsfotograf og medlem af Eventyrernes Klub.
Du har rejst i 185 lande ud af i klodens 193 lande. Hvordan opstod lysten til blive globetrotter?
Jeg er en meget nysgerrig person. Jeg har altid været nysgerrig efter at vide, hvad der er for enden af en vej, jeg ikke kender. Og jeg elsker at kigge på et verdenskort og drømme mig væk til fjerne ukendte destinationer. Min første længere rejse var som 24-årig med min bror. Vi kørte på motorcykel fra Danmark til Sydspanien, hvorfra vi sejlede over til Marokko. Herefter kørte vi gennem noget af det nordlige Sahara og gennem Algeriet og Tunesien, sejlede til Sicilien og så op gennem Europa til Danmark igen. Turen tog to måneder og vi endte med at køre 14.000 kilometer i alt. Efter den tur blev jeg klar over, at der var en stor del af mig, der længtes efter at komme ud og se verden. Det er en udlængsel, der stadig bliver bygget op, hver gang jeg er hjemme.
Hvordan holder du styr på dine rejser?
Jeg har altid kamera med og tager mange billeder. Men derudover skriver jeg en dagbog. Det har jeg gjort, siden jeg blev far for 21 år siden. Jeg begyndte at skrive dagbog for at huske mine børns opvækst. F.eks. hvornår de kunne sig ”far” eller tog deres første skridt. Jeg skriver en A5-side hver dag og lidt mere, når jeg er ude at rejse. Jeg skriver derfor mellem to og tre dagbøger om året. De står i en kasse i kronologisk rækkefølge, for det er lidt svært at have plads til dem i reolen i den lille Valbylejlighed. Det er heller ikke, fordi jeg læser så meget i dagbøgerne nu, men jeg tror, det bliver sjovt at læse i dem engang.
Hvad går du efter, når du skal vælge næste destination?
Nu går jeg primært efter lande, som jeg ikke har rejst i endnu. Og så prøver jeg at få det til at passe med den bedste årstid til det pågældende land. Hvis jeg f.eks. gerne vil dykke i Bangladesh, nytter det jo ikke noget, at jeg kommer midt i monsunen, hvor himmel og hav står i et.
Hvilket land er dit yndlingsland?
Det er meget svært at svare på, for der er mange lande, jeg holder af. Befolkningsmæssigt er mit yndlingsland Burkina Faso i Vestafrika. Det har en utrolig hjælpsom og imødekommende befolkning. Jeg spurgte f.eks. en om vej, og selv om han skulle i den helt modsatte retning, kørte han mig alligevel hen til stedet på sin knallert.
Men jeg har også rejst i lande, hvor jeg ikke har oplevet den lokale befolkning som værende særligt venlig, som f.eks.i Bolivia. Selv om jeg spurgte om hjælp på mit gebrokne spansk, fornemmede jeg, at de ikke rigtig havde lyst til at hjælpe.
Naturmæssigt er mit yndlingsland Namibia. Naturen der er næsten ubeskrivelig, med fantastiske landskaber og sandklitter.
Hvis det kommer til dykning er mine favoritlande Papua Ny Guinea, Salomonøerne, Fiji og Indonesien. Her er en enorm stor artsdiversitet i havet, spændende vrag fra Anden Verdenskrig og flotte koralrev.
Hvad er din bedste dykkeroplevelse?
For et par måneder siden fik jeg et utroligt spændende dyk på Fiji, hvor jeg så otte hajarter på samme dyk. Bl.a. en 4,5 meter lang tigerhaj. Det var en smuk oplevelse at se disse elegante skabninger svømme frem og tilbage få meter fra mig. Men jeg har også haft nogle rigtig dejlige dykker-oplevelser med mine drenge, da de var små. Frederik var kun seks år, da vi snorklede med søløver og pingviner på Galapagos. Og da Christian var otte, var han med mig på Tonga, hvor vi fridykkede med pukkelhvaler.
Har du en sjov historie fra en af dine dykketure?
Det var sjovt at dykke i Nordkorea. Jeg er den første turist, der har fået lov at dykke i landet. Det tog flere måneder at få tilladelsen, og jeg måtte bl.a. sende fotos af alt mit dykkergrej til myndighederne derude, så de kunne se, hvad det var for noget isenkram, jeg slæbte med. Jeg gik til fods ind i landet fra det nordlige Kina med alt mit dykkerudstyr. Jeg havde lånt en dykkerflaske på den lokale brandstation i Yanji i Kina. I Nordkorea fulgtes jeg med en gruppe, da man ikke kan få lov til at rejse alene rundt i landet. Selve dykket var flot med klart vand, store fiskestimer af små fisk og flere arter af nøgensnegle, som jeg ikke havde set før. Det var en lokal fisker, der sejlede mig ud til mit dyk. På båden var også en mand fra styret, der holdte øje med, hvad jeg lavede. På vej derud så jeg nogle lokale dykkere i noget, der lignede hjemmelavede dykkerudstyr og tørdragt. De snorklede for at finde søpindsvin.
Hvad er din bedste rejseoplevelse?
En af de største oplevelser har været en kanotur med min kæreste, Mona, og mine to drenge, Christian og Frederik, i vildmarken i Nordvestterritoriet i Canada. Vi sejlede i kano en måned uden at møde andre og levede af ris, pulvermad og fisk som stallinger og fjeldørreder, som vi selv fangede. Det var en helt fantastisk oplevelse at være sammen med sin familie på den måde. Om aftenen kunne vi sidde i timevis og kigge ind i bålet og bare hyggesnakke uden at blive forstyrret af ringende mobiltelefoner, sms-beskeder, e-mails eller Facebook-opdateringer.
Har du nogen sinde følt dig utryg på dine rejser?
Ja, jeg kan godt blive utryg, hvis en taxi- eller buschauffør kører hasarderet. Men jeg er faktisk aldrig nogensinde blevet truet med kniv eller skydevåben, og jeg har aldrig været ude for et røveri. Jeg har til gengæld været udsat for mange korrupte politibetjente og grænsevagter. Engang blev jeg stoppet på grænsen fra Gabon til Ækvatorialguinea i Centralafrika og nægtet indrejse, hvis jeg ikke betalte 20.000 CFA, eller ca. 200 kr., som grænsevagterne påstod var en normal afgift, men som i virkeligheden gik lige i lommen på ham, der havde stemplet. Jeg havde gyldigt visum, så jeg sad stædigt i fire timer og ventede, men da det blev mørkt, så jeg ingen anden udvej end at betale, selv om det er meget imod mine principper. På det tidspunkt var min bus kørt. Men jeg fik lov til at tage på stop med en lastbil, der var så overlæsset med sardiner, at de 120 kilometer gennem junglen til byen Bata tog det meste af natten.
Tager du nogle forbehold, når du rejser?
I år har jeg været nogle steder, hvor sikkerhedssituationen ikke er helt optimal, bl.a. Tchad, Nigeria, Pakistan, Afghanistan og Den Centralafrikanske Republik.
Her prøver jeg så vidt muligt at få en lokal kontakt, der kan fortælle, hvor i landet det er for farligt at tage hen. Hvis jeg ikke har brug for specielt udstyr til f.eks. dykning eller havkajak- og kano-ekspeditioner, rejser jeg meget let.
Jeg kan have de mest nødvendige ting og lidt skiftetøj i en lille rygsæk, som jeg kan tage med om bord på flyet, og i bussen kan jeg have den i skødet, så jeg ikke behøver holde øje med, om den bliver pillet ned fra bussens tag af f.eks. et par indianere i Bolivia. Derudover har jeg altid penge, pas og flybilletter i en skjult pengekat.
Har du et godt råd til folk, der gerne vil ud og opleve verden?
Tag ud og mød lokalbefolkningen. Det giver klart den bedste oplevelse af landet. Jeg synes selv, at det er spændende at rejse steder hen, hvor der er meget få turister i stedet for at tage til Thailand og spise en dansk hakkebøf.
Derudover er mit råd også, at man skal rejse som de lokale. På Comorerne nord for Madagaskar starter taxichaufføren ikke sin Toyota Corolla, før der sidder to på forsædet, fire på bagsædet og en til venstre for ham selv på chaufførens sæde. Det er selvfølgelig ikke det mest trafiksikre, men det er charmerende, og så koster en tur på en halv time kun et par kroner. Jeg vil hellere sidde i en propfyldt bus mellem to store damer, der har favnen fuld af høns end sidde i en turistbus og høre på en guide.
Så vil jeg også anbefale, at man bor på “homestay” eller små lokale hoteller, da der på den måde er større sandsynlighed for, at pengene kommer de lokale til gavn. Det giver også en mere autentisk oplevelse, end hvis man bor på et fem-stjernet resort.
Hvis du skulle nævne et land, der er et must-see, hvilket land vil det så være?
Jeg synes helt sikkert, at USA er et must-see, hvis man ikke har været der endnu. Jeg boede to et halvt år i USA i forbindelse med min pilotuddannelse, og jeg synes, at landet er helt fantastisk, og så er det meget let at rejse i.
Jeg kan især godt lide staten Colorado, hvor der er smukke bjerge og mulighed for at stå på ski. Jeg vil også anbefale at trekke i Bhutan. Landet har en fascinerede kultur. Der er ikke nær så mange turister som i Nepal og ingen Hard Rock Cafe eller McDonalds.