Sanser og streger på Statens Museum for Kunst

To piger fra 1. klasse sidder helt paralyseret og ser på en fjernsynsskærm, der er bygget ind i en papkasse, hvor to jævnaldrende drenge i en Youtube- hjemmevideo fortæller om, hvad hjem er for dem. Samtidig sidder en anden dreng med næsen inde i et hul i en papkasse, hvor der er tegnet en næse udenpå.

»Puh, der lugter,« siger han.

Der lugter af sure sokker inde i kassen, for sure sokker er en del af et hjem. Ved siden af sidder endnu en dreng. Han lytter meget intenst ind i papkassehullet med et øre tegnet udenpå. Hans øjne peger opad som et tegn på, at han er meget koncentreret om at høre, hvad der foregår inde på den anden side af papkassen. Han lytter til lyden af et hjem mellem klokken 17.00 og 19.00, står der på skiltet oven over papkassen.

Udstillingen, der har fanget børnene, hedder ”Og hvor har du så hjemme?” og handler om, hvad hjemmet anno 2014 er. Og så er den et godt eksempel på, at flere og flere danske museer i stigende grad arbejder med interaktivitet, så kunst ikke blot er noget, der skal beskues.

»Hjemmet er under forandring, og der er mange definitioner af, hvad et hjem er. Men hjem er samtidig en del af livet. Derfor er det et relevant emne for mange mennesker,« fortæller Marianne Grymer Bargeman, der er leder af børn og unge-enheden på Statens Museum for Kunst.

Udstillingen består af kunstværker, et tæppe af håndklæder og strømper, papkasser med lyde og dufte, tegninger af forskellige hjem og en film om nullermænd, støv og andre ting, som vi ved er i hjemmet, men som vi ikke nødvendigvis har lyst til at se.

De forskellige dele i udstillingen skal skabe en interaktion mellem museumsgæsterne og udstillingen, og på den måde fange deres opmærksomhed og formidle budskabet på ny måde.

»Ved at få alle sanserne i brug og både dufte og føle et hjem, håber vi, at det kan skabe refleksion og starte en samtale om hjemmet. Enten børnene imellem, mellem forældre og børn eller mellem voksne, der begynder at snakke om, hvad et hjem egentlig er,« siger Marianne Grymer Bargeman.

Interaktivitet tiltrækker unge

Statens Museum for Kunst er det museum i Danmark, der har flest unge besøgende, og det tilskrives bl.a. de interaktive elementer.

»Ved at være et museum, der inddrager brugerne og interagerer med dem, er vi med til at nedbryde fordomme om et kedeligt og støvet museum. Det er med til at åbne op for et bredere segment,« fortæller Louise Springborg, der er interaktionsdesigner på museet.

Denne form for inddragelse er en tendens, som vi ser mere og mere på danske museer for netop at fange et bredere segment, forklarer Kirsten Drotner, der er professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet og medforfatter til bogen ”Det interaktive museum”.

»Interaktivitet og brugerinddragelse er med til at gøre museer spændende for en større målgruppe og fange nogle af dem, der måske ikke så tit går på museum. Netop Statens Museum for Kunst er pioner inden for brugerinddragelse og eksperimenterer på forskellige måder med at inddrage brugerne,« fortæller hun.

For at appellere til et bredere segment er det vigtigt at møde brugerne der, hvor de er, mener hun.

»Det gør man ved at gøre udstillingerne relevante, aktuelle og mere vedkommende. Jo ældre genstande er, jo sværere har folk ved at forstå dem og relatere til dem. Derfor er det vigtigt at have fokus på historier, som man kan fortælle rundt om genstandene,« forklarer Kirsten Drotner.

Nok se, ikke røre gælder på ingen måde i udstillingen om hjemmet. Børnene rører ved udstillingerne, mærker ind i papkasserne med hul i, studerer det store tæppe af strømper og håndklæder og snakker med hinanden imens. De bliver inddraget i fortællingen om hjemmet, og flere er endda så optaget, at de sidder i deres egen verden og koncentrerer sig om at lytte eller mærke på udstillingen, der er placeret i den nye del af museet, hvor der er store vinduer og et et godt lysindfald.

Match malerierne

Vi går videre til en ny udstilling i den gamle kunstbygning, der er mere end 100 år gammel. Udstillingen, der handler om europæisk kunst fra 1300-1700-tallet, er en diametral modsætning til den udstilling om hjemmet, som vi lige har set. Her er der store sale med malerier af europæiske konger, kvinder i store renæssancekjoler og scener fra europæiske krige.

Men midt i udstillingen - i et rum, der er malet koboltblåt - står en række træborde. Bordene bryder på mange måder med de forventninger, man har til udstillingen, når man går igennem salene. Derfor bliver man automatisk tiltrukket af bordene og nysgerrig for at finde ud af, hvad installationen går ud på. På hver bordplade ligger en træplade med et maleri, der er identisk med et af de malerier, der hænger på væggene. Derudover er der nogle spillekort, pointtavler og et regelkort, alt sammen lavet i træ.

Spillet hedder ”Match SMK” og handler om at finde på de bedste fortællinger mellem to billeder. Først trækker hver spiller et kort med nutidige motiver. Det kan være alt fra slikpapir, plaster eller en cykel. Herefter skal spillerne på tur fortælle en historie om, hvorfor deres billede passer bedst med det kunstværk, der er midt på bordet. Det gælder derfor ikke om at fortælle om kunstværket, men om at fortælle historier inspireret af kunstværkerne. Når alle har fortalt en historie, skal man stemme om, hvem der har fortalt den bedste. Vinderen får et point. Men dem, der har stemt på den bedste historie, får tre. Man får altså flere point ved at anerkende den bedste historie end at fortælle den.

»Spillet får museumsgæsterne til at se på kunstværkerne på en anden måde og se dem i et nyt perspektiv,« forklarer Louise Springborg og tilføjer:

»Det kræver lidt overskud, fordi man skal sætte sig ind i reglerne. Men når det er gjort, er spillet nemt nok at spille.«

Spillet er analogt, det vil sige, at der ikke er brugt digitale virkemidler. Og det er med til at udfordre hjernen og kroppen på en anden måde, fortæller hun:

»Vi er præget af et digitalt mindset. Alt skal kunne flyttes og browses på en skærm. Med analog inddragelse involverer man brugerne på en helt anden måde, men stadig ud fra det digitale mindsets præmisser om dialog og inddragelse.«

Brætspillet udfordrer derfor museumsgæsterne til at tænke i nye baner. Man kan ikke trykke på en knap eller surfe rundt, men skal bruge sin krop og fantasi til at fortælle historierne.

Talentkunstnere i tegnesalen

Efter at have gået igennem flere rum med kunst på væggene og Wegners Y-stole i rækker når vi til det sidste rum på første etage. Rummet er en del af udstillingen Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900, men det ligner ikke de andre sale, som vi netop er gået igennem.

Rummet er blevet lavet om til en tegnesal, og på væggen hænger en træreol med papir, skuffer, blyanter og en skærm, der viser tre professionelle og tre amatører, der tegner den samme bjørn. Bjørnen, de tegner, er en statue, der også er udstillet i tegnesalen sammen med et hestehoved og en pige med en hund. Rundt omkring står forskellige stole, der er fundet på et loppemarked, for at gøre stemningen mere uformel, fortæller Marianne Grymer Bargeman.

Tegnesalen skal få museumsgæsterne til at udfolde sig kreativt og få den enkelte museumsgæst til at blive lidt længere ved kunstværkerne.

»Vi vil gerne have, at de bliver lidt længere. Ligesom i Fakta,« siger Marianne Grymer Bargeman smilende.

Når man kigger i længere tid på et kunstværk, giver det nemlig en anden plevelsen af det, mener hun.

»Vi ser skygger, figurer og meninger, som vi ikke ser første gang, vi kigger på værket,« tilføjer Louise Springborg og fortsætter:

»Tegnesalen er ved at være kendt uden for museet, og den tiltrækker både børn og voksne, nogle, der er virkelig gode til at tegne og nogle, der prøver sig frem.«

Vi slutter vores tur i den glasoverdækkede skulpturgade, der forbinder den gamle bygning med den nye modernistiske bygning.

Rummet er stort, lyst og højloftet, og endevæggene består udelukkende af glas. I rummet er der både ældre, der sidder på stolene og kigger rundt, en mødregruppe, der kommer trillende med fire barnevogne, unge, der går rundt og studerer rummets udstillinger og flere skoleklasser, der ligger på gulvet og tegner deres eget billede af et hjem eller kravler rundt på tæppet af håndklæder og sokker.

Museumsgæsterne denne torsdag er derfor langt fra den 55-årige kvinde, som, ifølge Kulturarvsstyrelsens statistik, er den typiske museumsgæst. Her er både liv, grin og en del larm fra de mange børn. Men der er ingen, der tysser på dem. Alle får lov til at opleve udstillingerne i deres eget tempo og på den måde, der passer bedst til dem.

Tre andre attraktioner i området