Fortsæt til indhold
Rejser

Begynder på et bræt

Der er mange muligheder for at blive udfordret i Sölden, hvad enten det er i form af stejle pukkelpister eller en begyndertur på snowboard. Explorers udsendte har kastet sig ud i sidstnævnte for første gang.

JAKOB HØYER

Efter nogle dages skiløb både med og uden guide er det blevet tid til næste store udfordring, nemlig en dag på snowboard. For første gang nogensinde.

Skiskolerne er samlet på toppen af Giggijoch-kabineliften og tilbyder instruktører på alle niveauer. En ung fyr, Jürgen, har fået til opgave at instruere et par danske nybegyndere i at stå på snowboard. Og det er i høj grad en nybegynder-tur.

Efter at have stået på ski i årtier er det en helt anderledes følelse at sætte fødderne i bløde snowboard-støvler og derefter spænde dem på snowboardet.

Jürgen forklarer og viser, hvordan vi kommer frem, hvordan vi stopper og hvordan vi drejer. Stille og roligt.

Vi begynder med at kravle op ad bakken og køre ned 2-3-4 gange. Og først herefter tager vi stoleliften op og kører forsigtigt nedad. Snowboard er for de øvede, og særligt de unge, lige så let og naturligt som almindeligt skiløb er for os, der er vokset op med det.

For nybegyndere er snowboard en fantastisk oplevelse, fordi det både er nyt og anderledes i forhold til ski og så alligevel har mange af de samme glæder og udfordringer: kombinationen af fart, sving og opbremsninger. Oplevelsen af spænding, når farten tager fat, og bevægelserne begynder at virke ned ad bakkerne.

Som ægte nybegyndere vælter vi rundt og falder i perioder mere, end vi kører. Den østrigske instruktør er god og tålmodig til at forklare og vise. Og vi får lige så stille lidt mere styr på benene og brættet, så turene bliver længere, og faldene færre.

Bagefter er kroppen træt og mørbanket.