Til Tennessee for fuld musik

Klokken er lidt over to om eftermiddagen. På gåben har min rejsemakker og jeg netop passeret et rødt gadeskilt, der lokker med Country Music Hall of Fame. En midaldrende herre, iklædt jeans og sort bowlerhat, smiler stort, da vi går forbi ham.

»Hej!« hilser han på engelsk, og vifter os om næsen med et cd-cover.

»Vil I støtte en ny kunstner? Jeg har lavet en plade med helt fantastisk musik,« opfordrer han.

For kun 10 dollars (ca. 59 kr.) kan cd’en blive vores. Vi takker nej, men mandens smil bliver ikke mindre, og han råber »Nyd Nashville« efter os, da vi fortsætter hen ad gaden.

I vores jagt på Amerikas sande identitet har rejsen taget en vellydende retning. Vi er kørt til downtown Nashville, nærmere bestemt området nær Music Row (musikrækken, red.), hvor musikken er omdrejningspunktet for de butikker og barer, der ligger i gaderne. Kursen er sat mod Broadway – en bred, trafikeret gade med farverige bygninger, værtshuse på stribe, musikbutikker og store neonskilte. Som vi drejer ind på bestemmelsesstedet, falder blikket på en forstørret guitar, der hænger og dingler i luften ved siden af et reklameskilt for Ernest Tubb Record Shop.

”Real country music lives here” (Ægte countrymusik findes her, red.), står der med store, røde bogstaver på et skilt nedenfor.

Netop countrymusikken forbindes ofte med Nashville, og det med god grund. Byens første indbyggere, en gruppe europæere, fejrede efter sigende deres ankomst med violinspil og dans i 1779. Omtrent 150 år efter, i 1925, introducerede den lokale radiostation i Nashville en anden violinspiller, Uncle Jimmy Thompson. Dén udsendelse blev startskuddet til Grand Ole Opry, et radioprogram, der i Nashville betragtes som begyndelsen på byens countryrenommé. I dag er fænomenet også et liveshow, der ynder at hive nutidens fortolkere af countrygenren på scenen.

Men Nashville kan andet end at opfostre kendte countrymusikere. Byens kælenavn er The Songwriting Capital of the World (Verdens hovedstad for sangskrivere, red.), og ukendte stemmer fra alle steder kommer til byen for at dele ud af deres musik. Fra størstedelen af Broadway-barerne flyder derfor countrytoner, gerne mikset med andre genrer som pop eller rock, ud på gaden.

Spis kød med country til

Netop musikken lokker os ind på Rippy’s, en bar og restaurant på Broadway. På scenen står en fyr fra Texas, der er midt i 30’erne og iklædt hvid cowboyhat og en guitar. Rippy’s er i to etager, og vi har sat os i stueplan, kun få meter fra den lille scene, hvor musikeren befinder sig. Vores bord er højt, rundt og af træ. Den slags, hvor der kun akkurat er plads til en limonade og en tallerken med pulled pork, pommes frites og baked beans. Fra det åbne vindue bag os strømmer vinden og musikken fra gadens andre beværtninger ind. Bartenderen iler med jævne mellemrum forbi os med store, runde bakker, som efterlader en krydret duft af stegt kød og friture. Og når guitaristen på scenen holder pause, er det de svage toner fra overetagens optrædende, der fylder øregangen. Her, som på gadens fleste barer, er der nemlig livemusik døgnet rundt. På alle etager.

Musikken blander sig med lyden fra de tre højthængende fjernsyn i den runde bar ved siden af vores plads. Her bliver der spyttet henholdsvis nyheder, baseball og en amerikansk film ud i lokalet. Kun få gæster ser på skærmen, for den optrædende musiker lader på skift alle i lokalet, en snes tilskuere, vælge en sang.

»Det skal være country, men ellers er der frit valg på alle hylder,« smiler han.

Tre unge piger i korte shorts, tanktoppe og med store, runde øreringe beder fnisende om ”I don’t dance” af Lee Brice. Senere spørger en ældre mand i baren, iført cowboyhat, efter Johnny Cash-klassikeren ”Walk the line”. Valget skaber nik og smil rummet rundt. Også hos musikeren. Den go’e gamle country er nemlig stadig i højeste kurs i Nashville mere end 230 år efter, at de første toner lød fra grundlæggernes violiner. Vi forlader derfor Rippy’s med følelsen af, at have fundet en musikalsk nerve i Amerikas dna.

Walking in Memphis

Selv om vi ved selvsyn har oplevet, at Tennessee hylder countryens rødder, er det ikke kun den ene genre, der giver genlyd i staten. Derfor vinker vi farvel til Nashville og rammer motorvejen på jagt efter mere musikalsk historie. Destinationen hedder Beale Street i Memphis, en gade, der er kendt som ”The Official Home of the Blues” (Det officielle hjemsted for blues, red.).

Det er tirsdag midt på eftermiddagen, og på Beale Street lyser barernes højthængende neonskilte svagt i dagslyset. Den brede, grå brostensvej er stort set tømt for mennesker, men ørene opfanger lyden af musik. Svage bluestoner strømmer ud fra først den ene, så den anden bar, som vi passerer. Vi falder over en lille baggård til stedet King’s Palace Café, hvor en lav, mørk, kraftigt bygget kvinde synger igennem med sin dybe stemme. Hendes korte hår er farvet gulblond, og hun bevæger sig rytmisk frem og tilbage foran en høj, smal scene, der er bygget af træpaller. Et band, bestående at tre midaldrende mænd på henholdsvis keyboard, guitar og trommer, har indtaget scenen. Genren er blues, og sangerinden opfordrer de tilstedeværende publikummer til at synge med på hendes drevne »yeeeah«. Ikke alle af de lidt over to håndfulde tilskuere giver deres besyv med. Til gengæld danser en gråhåret dame med fra sin plads til højre for scenen, mens hendes lige så gråhårede mand smilende ser til.

Beale Street lever stadig af blues

Et par numre senere slutter koncerten. En anden kunstner skal til, og mens bandet pakker sammen og overlader scenen til næste levende billede, går turen videre langs Beale Street. Længere oppe ad gaden, i krydset til Second Avenue, ligger BB King’s Blues Club. En bar og restaurant, der med sine syv live-optrædener om ugen hylder den amerikanske bluesmusiker af samme navn. Det er ikke et tilfældigt valg, for BB King og en række andre blues-stjerner spillede jævnligt i gaden fra 1920’erne og frem til midten af århundredet.

Men Beale Streets rødder er endnu ældre. I 1899 grundlagde millionæren Robert Church en park på hjørnet af Beale Street, som skulle være et kulturelt og musikalsk center for Memphis’ afroamerikanske indbyggere. Churck Park, som den hedder, husede blandt andet et stort auditorium, hvor husorkestret var ledt af W.C. Handy, en berømt bluesmusiker med tilnavnet ”The Father of Blues”. Parken er der den dag i dag, mens auditoriet er reduceret til et mindesmærke.

Fortællingen om byen som et musikalsk centrum er dog holdt ved, og bluesgenren er stadig på plakaten langs hele Beale Street. Også på BB King’s Blues Club.

Vi træder ind i klubben, placerer os ved bardisken og bestiller noget koldt at drikke fra den lange liste af øl og spiritus, som baren har på menukortet. Stedet er kun svagt oplyst af enkelte lamper rundt i lokalet, og mens vores øjne langsomt vænner sig til mørket, går en trio i sving på scenen. Høj blues med rockede undertoner fylder rummet, og man må helt tæt på hinanden, hvis man vil tale sammen. Tjenere går rundt mellem de små borde, der står spredt i lokalet med fade med barbequemarineret kød, og en duft af sydens marinade river rart i næsen, hver gang en servitrice går forbi.

Gæsten ved siden af os i baren sidder alene med sin fadøl og ser ud i luften. Et yngre par, tæt på scenen, bevæger sig siddende i takt til musikken. Længst væk fra bandet sidder et større selskab, der på trods af den høje musik forsøger at snakke sammen på kryds og tværs.

Gennem klubbens vinduer kan vi se gadens farverige neonskilte lyse klart i skumringen. Klokken har passeret syv, og eftermiddagens enkelte fodgængere er erstattet af langt flere. Memphis holder sin musikarv i hævd og tiltrækker også i dag masser af mennesker.

Ganske ligesom Nashville stadig kan noget med country, kan Memphis noget med blues, og turen til Tennessee har overbevist os om, at det forjættede land har patent på en stor portion musikalsk identitet.

Det kan vi både takke de europæiske immigranter, der gjorde den violinspillede countrymusik til Nashvilles varemærke for, men også de afroamerikanske bluesmusikere, hvis fortjeneste det er, at Memphis stadig er den melankolske genres hjemby.

At musik er en del af Amerikas dna er vi ikke længere i tvivl om, men hvilke rødder der ellers er plantet i den amerikanske muld er vi stadig nysgerrige på, så vores jagt på USA's identitet kan umuligt slutte endnu.

Tre råd til rejsen

The Man in Black:

Mere musik og mad:

Husk drikkepenge:

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.