Tour de Lanzarote i åben Cabriolet

Tager man ud på en dagstur, kan det anbefales at leje en bil. Vi snuppede en Cabriolet – vejret på Lanzarote er til det, og for de unge i familien var det den eneste model, der matchede dem. Det kostede 500 kr. for et døgn inkl. forsikring og fri km. Hele øen kan tilbagelægges langs havet og på en enkelt dag (ca. 200 km), men her er mange snoede, smalle veje og bjerge, som man skal både op og ned ad.

Vi valgte en rute, der førte os rundt på øens vestlige og sydlige del. Udgangspunktet var, at vi ville besøge den nu afdøde multikunstner César Manriques to hjem, der i dag begge er museer. Det ene ligger i byen Haria, og er først åbnet sidste år, det andet ligger tæt ved byen Tahiche.

Vi kørte derfor fra Club La Santa mod Famara Strand, der er en ganske lille kystby med sort strand, en betagende beliggenhed og på gode dage udsigt til den lille ø La Graciosa. Herfra fik turen til byen Teguise – inde på øen, der hver søndag afholder øens største marked, hvor tøj, smykker og souvenir udbydes sammen med lokale, håndlavede ting som skulpturer, lys, vin og sæbe.

Næste stop var byen Haria, der gemmer sig i en lille dal, som man bliver budt velkommen til af store, lilla bouganvilleaer og røde pelargonier – en flot kontrast til de kridhvide huse.

Her skulle vi for første gang besøge det hjem, hvor César Manriques havde udtænkt og udarbejdet tegninger og idéer til de mange attraktioner, bygninger, billeder m.m., som vi i dag kan opleve rundt på hele øen.

César Manriques to hjem

César Manriques var arkitekt, multikunstner og internationalt anerkendt. I 1960'erne levede og arbejdede han i New York, men i 1968 vendte han tilbage til sin fødeø for at ”redde den” fra højhuse og ucharmerende markedsføringsskilte. Turismen og nybyggeriet havde gjort sit indtog på øen, men César Manriques fik indført strenge regler for højde og farvevalg af øens huse. Det er en af årsagerne til, at øen i dag kun har et enkelt højhus.

César Manriques havde to arkitekttegnede huse på øen, begge med privatbeboelse, og derudover var det ene indrettet med et showroom, hvor lysindfald, kridhvide vægge og den sorte lava skabte fine rammer for udstilling af værkerne. Det andet hjem huser kunstnerens arbejdsværelse, hvor stregtegninger og andre ikke færdiggjorte kunstværker vidner om, at her arbejdede engang en stor multikunstner. Begge står de helt intakt og fuldt møbleret, som César Manriques indrettede dem i 1960'erne.

Underetagen består af en række vulkanske ”stuer” med fint ovenlys. Den sorte lava brydes af hvidmalede flader og pangfarvede møbler og kunstnerens egne, smukke skulpturer. Huset er på flere hundrede kvadratmeter i forskudte etager, der er forbundet via lavatunneler – men hele tiden med lyset for øje. Sidste tunnel ender på overraskende vis i en patio med swimmingpool, der via lavasten forsynes med rindende vand.

César Manriques omkom i en trafikulykke i 1992, 100 meter fra sit hjem, Taro de Tahiche, men de 25 år han boede her, var han produktiv som få. Et af hans mest beundrede værker er opstillet midt på øen – i et vejkryds: En flere meter høj, kridhvid skulptur, som César Manriques skabte som en hyldest til Lanzarotes bønder.

Friske fisk i strandkanten

Vores næste stop var den lille fiskerby Arrieta. Turen hertil gik over et flot bjergpas, hvor vi gjorde holdt på det højeste sted, et lille plateau med et forladt nedslidt hus, der sikkert tidligere har været et lille udskænkningssted, nu desværre forladt og lukket. For foden lå Arrieta med en række restauranter som perler på en snor – alle med første parket ud til havet.

Vi valgte et lille sted, hvor vi sad ude på terrassen og nød dagens friske fisk med saltede, spanske kartofler i solens stråler, mens Atlanterhavets bølger slog helt op på kanten af terrassen. Og så kostede det hele godt 100 kr. for tre personer.

Fra Haria er der ca. 30 km fin landevej til Tahiche, hvor César Manriques andet og noget større hjem med et enestående og arkitekttegnet showroom og privathjem bør besøges.

Herefter var der lagt en strandtur ind i Porto Del Carmen – stedet, hvor de første turister landede på Lanzarote, og som stadig er det største og mest turistede område på hele øen. Men stranden er fin, og det gjorde godt med en dukkert.

Således dejlig mæt på oplevelser, lidt branket af solen og mærket af blæsten, der får fat, når der køres i en Cabriolet, landede vi ”hjemme” efter en 10–timers sightseeingtur, hvor vi havde besøgt halvdelen af øen.