En drøm, et liv, et eventyr på Himalayas stier gennem 28 år

I armgang over Phung Chu

Jord-dragens år/oktober

Chomolungma - Vesttibet

Vi runder bjergryggen og skuer ud over den brede ørkendal og floden Phung Chu. Bag grønne enge og fjerne blånende bjerge rager en pyramideformet hvid tinde op.

»Chomolungma?« spørger vi.

»Yakpo,« svarer Basang Jarbo.

Vi er på rette vej.

Peter og jeg er i Tibet, og efter et par uger i Lhasa, Gyantse, Shigatse og Sakya er vi på eventyr nær Chomolungma – bedre kendt som Mount Everest.

Stien fører os ned til floden og en stor græsgang. Her og der skyder sandbanker op, bevokset med vilde roser. I læ ved et større krat sidder en gruppe mænd omkring et ildsted, omgivet af sække, paksadler og andet grej. Dyrene er sluppet løs på engen, mens folkene øjensynligt holder middagshvil.

»Tashi deley,« siger vi og løfter hånden til hilsen.

De smiler venligt og byder os at sidde.

Dovent henslængt op ad sækkene og med et underfundigt smil på læberne iagttager de os hver især. Der hersker en stemning af fred, balance og afventning over situationen. Folkene udstråler denne særegne asiatiske ro, der både kan betyde respekt og den dybeste foragt. Vi derimod kan ikke skjule vores begejstring over mødet. Basang Jarbo sætter dem ind i vores situation.

Vi bliver straks budt på chang, te og tsampa. (øl, te og bygmel). Men over ilden varmer de en stuvning af kartofler og fårekød. De er fire voksne mænd og en dreng på ca. 10 år. Den ældste omkring de 40, er spinkel med mongolide træk og et charmerende smil. Tilsyneladende har de været i en fremmed landsby for at købe korn eller mel og er nu på vej hjem med 13 okser, tre heste og alt, hvad de kan slæbe. Hvor hjem er, kan vi ikke forstå, men Ngawang, som den ældste hedder, viser os fire fingre for fire dage til Rongbuk Gompa. For 120 yuan vil han føre os derhen. Jeg fatter ikke, hvordan vi kan nå Rongbuk på fire dage, men det er også lige meget, vi slår straks til og giver hinanden hånd derpå.

Vi har gået et par dage langs Phung Chu. Er netop på vej ned ad en højderyg, da vi ser, at floden snævrer til for at fortsætte i en slugt. Ser også, at der på det snævreste sted hænger en transportline af reb eller lignende. Floden er vel 15-20 meter bred, og vi står på en klippe seks-syv meter over det hvirvlende vand. På denne side er linen, som er flettet af mange lædersnore, fastgjort til et ensomt kroget fyrretræ. På modsatte side er linen fastgjort til en stolpe, der er stukket ned i en sprække i klippen. Nu handler det om at hejse 1,3 tons gods over på den anden side. Men det skal snart vise sig, at folkene har prøvet det her før. Den ene spænder en sikkerhedsbøjle om livet og kobler sig på linen. Det ene ben svinges over, og med raske tag og hovedet nedad er han på et øjeblik ovre på den anden side. Med sig har han en lang trækline, som er fastgjort til en solid transportbøjle. Nu binder de andre sækkene på denne bøjle, og de bliver trukket over.

Bagefter er turen kommet til os. Jeg har stået og gjort mig en del tanker om, hvad der kan ske ved at falde i. Er der skjulte klipper? Hvor driver jeg hen? Er der nogen tænkelig mulighed for landgang på den anden side, inden floden buldrer ind mellem de stejle vægge? Og hvor fører den slugt hen?

Ngawang tager ingen chancer, Peter bliver bundet grundigt fast til transportbøjlen. Men så knækker filmen, desværre. Fuldstændigt overrumplende forvandler denne lille sympatiske mand sig pludselig til en kræmmer og plattenslager af værste skuffe. Mens Peter står og venter på at blive trukket over, kræver Ngawang betaling – 30 yuan og det lige nu! Vi er målløse, skuffede og rasende. Nærheden og det relative venskab rakte altså ikke længere end udsigten til lidt ekstra tjente penge. Jeg overvejer et øjeblik at kravle over i armgang, men Ngawang får sine skidne penge, og i næste nu skubbes jeg blidt, men bestemt ud over den frådende flod og hænger først lidt og gynger op og ned. Jeg klamrer mig til bøjlen, da den ene begynder at trække mig over, og mærker pludselig, at min halsklud er ved at vikle sig ind i denne.

Jeg er lynhurtigt klar over, at hvis ikke jeg gør noget nu, kommer jeg over på den anden side lige så slap og livløs som en sæk mel. Jeg slipper med den ene hånd og mærker straks, hvordan rebene strammes nede om bagen. Med et par hurtige ryk river jeg kluden af, griber igen fast i bøjlen, og snart efter har jeg kontakt med den anden side. Vel landet og i sikkerhed funderer jeg lidt over, hvad der var sket, hvis jeg havde forsøgt mig i armgang!

Vejen til Chölung

Jern-hestens år/november

Chomolungma - Tingri Tang

Året er 1990, og jeg er i Tibet for anden gang, denne gang med Lone. Det er lykkedes os at finde frem til nogle gæve bjergbønder, som jeg mødte to år tidligere. Disse folk tilbød mig følgeskab tilbage til Tibet over passet Nangpa La og til deres hjem nær Tingri. Jeg fulgte dem over det 5.700 meter høje pas og ind i tibetansk land til en højtliggende teltplads kaldet Dzablum tæt under Cho Oyu basecamp. Dér måtte jeg erkende, at jeg ikke havde ressourcer nok til at fortsætte projektet. Hverken proviant, vilje eller mandsmod.

Lone og jeg har nu sovet to nætter hos Gyaltsen og hans venlige familie. Her har vi arrangeret en fire-seks dages tur ind over slette og bjerg mod en by, der hedder Chölung ved vejen til Nepals grænse.

Vi vinker farvel til Nechung, og mens vi går ud af byen, mumler Norbu et rituelt mantra og smider lidt korn over den ene skulder.

Vi følger grusvejen ned mod landsbyen Sharto, men svinger så op gennem en mindre slugt. Er hurtigt oppe i omkring 4.700 meters højde og har en storslået udsigt over den nordlige del af Tingrisletten. Som en ørken ligger den for vore fødder, og ca. 15 kilometer væk ligger markedsbyen Old Tingri. Mod sydøst ser vi for sidste gang det dejlige Cho Oyu og langt ude i horisonten Chomolungma, delvis skjult mellem mindre og ukendte toppe. Vi fortsætter en tid heroppe på kammen og krydser endnu et lille pas. Sletten ligger vel 200 meter under os, og i sydvest rager Choksiambjergene op til små 7.000 meter.

Så går det ned igen og ret stejlt. Dyrene fører an, og vi sjosker ned over den udtørrede græsmark. Passerer på vejen de sørgelige rester af en gompa (tibetansk kloster eller tempel, red.), sandsynligvis smadret under kulturrevolutionen, men på grund af vind og vejr heroppe i højderne, ligner det et levn fra Middelalderen.

Ved en lille bæk gør folkene tegn til, at vi skal holde en pause.

»Skal vi blive her?«, spørger Dansang med tydeligt kropssprog.

»Mindu – nej«, siger vi.

Godt nok er skyggerne ved at blive lange, men det er ikke mange timer siden, vi forlod Nechung. Vi smider støvlerne, skifter til kondisko og vader over bækken. Men det varer ikke længe, inden Lone taber pusten, og snart efter gør Dansang og Norbu holdt ved et simpelt vindly midt ude i det åbne landskab.

Dyrene bliver lettet for deres byrder, og det tunge uldtelt er hurtigt oppe. Ind med deres tasker, tæpper og bylter og ind med vores store rygsække. Dansang sætter komfuret midt i teltet – det er en gammel rusten 10 liters oliedunk uden bund. Vi, især Norbu, samler yakmøg. Ja, vi er bogstavelig talt så langt ude, at selv lort har værdi. Ikke blot værdi, men en afgørende forudsætning for, at mennesker kan få ild og noget varmt at spise og drikke. Der findes ikke andet brændsel over 4.500 meters højde.

Dansang er flittig med blæsebælgen. Med et primitivt fyrtøj, som han løsner fra sit bælte, har han hurtigt skabt ild ved at slå jern mod sten. Efter et par forsøg får han fut i lidt tørt græs, hvorefter det går let med blæsebælgen.

Teltet er åbent i toppen, således at røgen kan slippe ud, og teltstængerne står udenfor. Men en del af dette yakmøg er ikke tørt, og snart er vores lune og hyggelige telt forvandlet til en røgovn. Vi er ved at kvæles, og snottet løber ud af næsen på mig. Med jævne mellemrum ser vi os nødsaget til at kravle ud. Åh, frisk luft, jeg hiver den dybt ned i lungerne og må konstatere, at den er endog særdeles frisk. Temperaturen er allerede faldet til omkring frysepunktet.

Det tager ca. tre kvarter at bringe tre liter meget koldt vand til kogepunktet – ved hvilken grad det så end er i denne højde.

Optræk til konflikt

Det er en krystalklar morgen, og det blændende lys er overvældende. Vi ligger i et tibetansk yakuldstelt midt på en ubeboet slette. Folkene er allerede i gang med at koge mere vand til te og er i øvrigt ualmindeligt længe om at gøre sig klar til afgang.

I nat havde dyrene stået sammenbundet tæt ved teltet, men et eller andet forskrækkede dem, og de rev sig løs. Vi vågnede ved folkenes råb og så netop, at den aldrende Dansangs ædlere legemsdele hoppede ud af teltet mellem et par hjulede ben. Uheldigvis har en af yakokserne i forvirringen trådt ham over foden og vistnok også slået ham omkuld. Han har ondt i hovedet.

Først hen under middag er Dansang og Norbu klar til at gå, og vi er igen på vej. Vi følger et meget spinkelt spor ind over den store slette og tager retning mod en åbning i bjergene mod sydvest.

Vi kravler op over en mindre bakke, som udgør et pas mellem højere bjerge. Græsset er pludselig tæt, og selv om det er vissent og tørt, er det lækker spise for vore to yaks. Forude rejser snebjerge sig til vel 6.000 meter, ikke dramatiske, men blødt afrundede som norske fjelde. Vi er på vej op gennem en bred dal, da folkene gør tegn til os om at trække ud til et vandløb, som ifølge vores simple kort kunne være Gya Chu.

Fandens også, det bliver koldt. Vi smider igen støvlerne og går på bare tæer ud, hånd i hånd. Følelsen er straks lammende, og én tanke suser igennem mit hoved: ikke falde, penge, pas, flybilletter. Men Dansang og Norbu har selvfølgelig tjek på situationen, resolut griber de vores hænder, og vi er hurtigt ovre på den anden side.

Men nu starter en konflikt, som afgørende skal ændre vores lille eventyr. Folkene løsner bagagen fra dyrene og lader forstå, at det er her, vi skal sove i nat.

»Mindu – mindu!«, siger vi i munden på hinanden, ikke sove her i nat, siger vi tillige med kropssprog. De slår ud med armene og siger en hel masse, vi ikke forstår. Klokken er kun 14.30, og vi har gået i tre timer. Skal dette her være stilen, kan det vare længe, inden vi nå Chölung.

Det bliver en lang og sej diskussion på flere forskellige sprog, som ingen af os gensidigt forstår! I mangel på begribeligt sprog bruger jeg mit ur og en lille lommebog til via små tegninger at illustrere mit standpunkt.

Endnu engang gennemgår jeg aftalen, og denne gang mest for os selv: Vi har en aftale om, at Norbu og Dansang viser Lone og Ole vej til Chölung, og betalingen er 25 yuan om dagen til hver.

Endelig går Norbu efter dyrene. De pakker hurtigt og finder en lille sti op langs vandløbet. Men solen står allerede lavt, så det bliver ikke langt. Efter en times tid må vi bøje os og acceptere, at det var hertil, vi nåede i dag.

Men det store mørke skal ikke sænke sig over os denne nat, for imod øst – derfra hvor lyset uafvendeligt kommer tilbage, er et nyt lys tændt. Den 9. måne i Jern-Hestens år er netop blevet født og medvirker således til, at dette land ikke skal hjemsøges af dæmoner eller andet djævelskab i nat.

Med udsigt til Shishapangma

Det skal vise sig at blive en noget vanskeligere dag, end jeg troede. Det går op og ned, ikke særlig stejlt, men lange seje bakker her tæt under 5.000 meter. Landskabet stadig mere goldt, og snetinderne rykker tættere på.

Vi går ret imod en højtliggende gryde omkranset af imponerende tinder. Vi runder endnu en bjergkam, og stien fører nærmest vestpå, op i endnu en højdal og op mod en ridge et par hundrede meter over os. Er det passet Lahlung Leh? Passet ude på hovedvejen? Vi går så lavt, at det er umuligt at se eventuel trafik. Dansang kalder passet Chölung La. Sejt går det op, og vi må se yaksene overhale os.

Det er koldt og blæsende, så vi er hurtigt på vej ned igen. Der ligger sne på denne side, og et gigantisk udsyn møder os. Vi er vel oppe i 5.200 meters højde, og det kan ses … under os og 30-50 kilometer frem bølger lavere bjerge gennem landskabet – ja, som et hav med store dønninger. Men over disse endeløse tibetanske folder rejser der sig et stort snebjerg, som jeg ret sikkert identificerer som Shishapangma 8.013 meter højt, beliggende i Langtanggruppen, men lige inden for Tibets grænse og dermed Tibets højeste bjerg.

Sporet fører os stejlt ned mod en langstrakt og mere snæver dal. Solen står nu lavt, og klipperne bag os lyser i varme okkerfarver. Yaksene viser vej tæt fulgt af Dansang og Norbu i deres karakteristiske gang med hænderne på ryggen. Snart efter passerer vi små græsgange, og vi beslutter at slå lejr for dagen heroppe, hvor vi har det store udsyn.

Skulle der mon være en lille landsby nede i dalen under os? Lone og jeg går lidt videre for bedre at kunne overskue den langstrakte dal, men nej! Stadig ingen beboelse i syne, så langt øjet rækker.

Næste dag ser vi på en lille høj de sørgelige rester af et mindre tempel. Tømmeret er for længst ført væk og brugt til andre byggerier, tilbage står kun de rå mure.

Vi kommer forbi tre små vandmøller, som dog ikke ser ud til at blive brugt mere, men de er det mest konkrete tegn på menneskeligt liv de seneste fire dage. Dalen grønnes mere og mere, men mere afgørende er, at en lang række telegrafmaster viser, at vi er ude ved hovedvejen. Friendship Road, vejen til Nepal. Vi ser en støvsky rejse sig nede i dalen. En jeep! måske er det ikke for sent med et lift.

Chölung ligger inde i en slugt på den anden siden landevejen. Vi vælger at stoppe her, måske kan vi nå Nyalam inden aften. Dansang og Norbu får deres penge, og vi tager pænt afsked.

Vi hanker op i de tunge rygsække samt den mindre til brystet, og så er det blot ud ad den støvede landevej. Dejlig følelse at være i mål samt at kunne kontrollere situationen igen. Vi kommer til en lille gård, og bonden dér siger:

»jo! I kan stadig nå grænsen med et lift«.

Et par biler drøner forbi og efterlader os i en støvsky. Men kort efter lykkes det. En jeep stopper, to mænd er på vej til Nepal, og inden vi ser os om, er også vi på vej til grænsebyen Zhangmu.

Tilbage til Nechung efter 16 år

Ild-Høgens år/august 2007

Chomolungma - Tingri Tang

Der er nu gået 16 år, og vi skriver 2006. Jeg står igen på Nechungs lille torv. Jeg er rejseleder for en gruppe fra Danmark, som gerne vil besøge en ukendt og ægte landsby. Jeg medbringer fotos fra 1990, som jeg viser frem til folk på torvet. Snart er der børn og unge, der siger: Det er min far! Det er min onkel! Min bedstefar! Man råber i munden på hinanden og river billeder til sig.

Snart efter er Gyaltsen hentet hjem fra marken, og vi er bænket i hans hus. Rygtet løber gennem den lille by, og efterhånden dukker alle mine gamle bekendte op i Gyaltsens hus. Dog ikke Dansang, der for nylig er faldet bort. Stor er Jigmes overraskelse ved at se et foto af sin far – dette vesterlandske hokuspokus med pludselig at fremtrylle en vision – et aftryk af en kær far.

Jeg kommer tilbage til Nechung to gange mere. Her lærer jeg via et interview med Gyaltsen og Jigme, at Gyaltsen er 55 år og dzongpön (borgmester) i Nechung gennem 11 år. At hans hustru er alvorligt syg af kræft, og at de bruger det lidt penge, de har, på at holde sygdommen nede. At ingen af dem har modtaget skoleundervisning, men at deres børn gør, også pigerne. At han har fået fire børn, og de alle lever. At han aldrig har været i en større by.

At Jigme har to slægtninge i Kathmandu, som han aldrig har besøgt på grund af manglende pas. At han har fået otte børn med to forskellige kvinder, og tre er døde.

At der lever 45 familier og ca. 260 mennesker i Nechung.

Da jeg fandt hygiejnen meget ringe i deres hjem, spørger jeg forsigtigt til eventuel spædbørnsdødelighed.

Guiden svarer: Jamen, hygiejnen er ikke så ringe, selv hvis tibetanske børn bliver født i stalden, vil de klare sig godt. Du skal huske, at vi lever og spiser sundt, kun naturlige produkter, som er lavet lokalt. Måske tibetanerne er meget beskidte udvendig, men de er meget rene indvendig.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her