Fortsæt til indhold
Rejser

Få madoplevelser i København

Prøv et smørrebrødsværksted, Singapores gadekøkken eller en picnic på byens tage.

Pernille Uhd Kristiansen

Når madfestivalen Copenhagen Cooking går i luften fra den 23. august, bliver det i år med en fejring af både fødevarer og fællesskabet.

Til den niende udgave af festivalen får du mulighed for at sætte dig til rette ved langborde, spise på eksotiske gadekøkkener eller gumle dig igennem lækre retter direkte fra en af de mange food-trucks, der opstilles rundt om på Københavns pladser.

Som tilbehør til madretterne kan man opleve en lang række events, der lægger lige så meget op til samtale med sidemanden som nydelsen af selve maden.

Copenhagen Cooking er i år inddelt i temaer.

Madfestivalen løber af stablen fra den 23. august til 1. september. Under en lang række forskellige temaer gemmer der sig alt fra kogeskoler, debatter om madspild, picnic på et af byens tage, cocktail- og vinsmagninger, smørrebrødsværksted, Taste Food Fair 2013 i Tivoli og arrangementer, hvor man laver mad af overskudsråvarer.

Singapore Street Food Festival og Nordic Taste

På Vesterbro Torv kan du opleve et autentisk Singapore-gadekøkken. Her har Restaurant Namnam nemlig inviteret kokke direkte fra Singapores Hawker-centre på besøg. De vil under festivalen kokkerere ægte gademad ved en række boder på torvet.

Også det lidt mere hjemlige køkken vil være at finde under festlighederne. Det nordiske køkken vil være i fokus ved arrangementet Nordic Taste, som løber af stablen den 24. og 25. august på Søren Kierkegaards Plads ved Tøjhusmuseet og i Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant. Her vil restauranter fra hele Skandinavien byde på nordiske smagsprøver, og en lang række fødevare- og vinproducenter vil bidrage til at skabe ægte markedsstemning.

Mobilkøkken i Københavns gader og underjordiske eventyr

Foodtrucks, også kaldet mobilkøkkener, der tilbyder god mad for få penge direkte på gaden, er kendt og elsket over det meste af verden, og under festivalen kan du opleve fænomenet i København. På gader og pladser rykker italienske Supermarco ud med et mobilkøkken i samarbejde med en række af byens restauranter som f.eks. Krogs Fiskerestaurant og F.I.A.T. Trattoria. Der serveres en tasting-menu direkte fra mobilkøkkenerne på bl.a. Højbro Plads, Rådhuspladsen og Havneparken på Islands Brygge.

Vil du have en ekstraordinær oplevelse for alle sanser, så bør du bevæge dig mod Cisternerne under Søndermarken. Her præsenteres det ypperste inden for mad- og glaskunst af Mette Martinussen fra Madeleines Madteater og Mads Refslund, der tidligere var været hos den Michelin-belønnede restaurant, Noma, og nu kokkererer hos Acme i New York.

Copenhagen Cooking-arrangementerne er i år inddelt i temaer:

  • Social food
  • Glas og flaske
  • Fint skal det være
  • Grøn revolution
  • Klog på kogekunst
  • Københavns baghave
  • Mad i børnehøjde
  • Nordisk sommer
  • Skjulte skatte