Fængslet i Horsens har dørene på vid gab
Der er gys og gru og spændende beretninger at komme efter i Fængselsmuseet i det tidligere Horsens Statsfængsel. Under navnet Fængslet er det nu blevet en kulturinstitution med succes, som har givet byens navn en positiv klang.
Med et enkelt velrettet hug af skarpretter Sejstrups økse blev tugthusfangen Jens Nielsens hoved skilt fra kroppen. Det skete den 8. november 1892 og blev den sidste henrettelse ved halshugning her i landet i fredstid.
Den fandt sted i den vestre gård i det daværende Horsens Tugthus, senere statsfængsel og nu fængselsmuseum.
Selv om skafottet ikke står midt i gården som dengang, er det takket være Frede Jensen, historiker ved fængselsmuseet og rundviser, ikke svært at forestille sig, hvordan Jens Nielsen efter et håndtryk til borgmesteren og med ordene "farvel og tak for denne gang" fattet og med sikre skridt steg op på det sorte skafot.
Jeg skotter op til vinduerne, hvorfra 202 af hans medfanger som led i det præventive arbejde var beordret til at overvære halshugningen. Jens Nielsens ønskede dødsstraf var eksekveret – men ikke i fuld offentlighed, som han havde håbet. Der var kun få offentlige vidner og ingen presseadgang.
Han ville dø
Jens Nielsen blev kun 29 år. Han var den fødte taber med en opvækst på fattiggårde og opdragelsesanstalter, og efter en årrække med tyverier og ildspåsættelser blev han den 11. juli 1884 som 21-årig idømt 16 års tugthusarbejde i Horsens Tugthus.
Med denne trøstesløse udsigt besluttede han at dø. Han ville have en dødsdom, og det kunne han få ved at slå nogen ihjel.
De to første forsøg på en slå en tilfældig fængselsbetjent ihjel mislykkedes, og dødsdommen blev begge gange ændret til tugthusarbejde på livstid. Også ved det tredje forsøg overlevede betjenten, men denne gang blev hans ønske opfyldt.
Undervejs til gården er Frede Jensen stoppet op ved rummet, hvor de rekvisitter, som Jens Nielsen meget snedigt havde fået hold i for at slå en ansat ihjel, er udstillet. Det samme er øksen, som gjorde ende på hans liv.
Alt står som i 2006
Vi bevæger os igennem fængslet, der står som dengang, de sidste fanger i 2006 blev overflyttet til det nye Statsfængslet Østjylland 10 km vest for Horsens. Malingen er den samme, inskriptioner og graffiti over dørene til cellerne står skarpt, enkelte celler er møbleret, der er forhørslokale, baderum, sygeafdeling og meget mere.
Selv om her ikke længere er hverken fanger eller fængselsbetjente, er fornemmelsen af liv her stadig: Nøgler rasler, en fange forhøres, lyden af trin på gangene, skramlen i køkkenet og mange andre dagligdags aktiviteter. Det er autentiske lydspor, der aktiveres, og det er gjort for at give et autentisk indtryk af stemningen, forklarer Frede Jensen.
Det kræver mere end en hurtig rundvisning at nå omkring Fængselsmuseets omkring 10.000 udstillede genstande fra den barske del af fængselslivet lige fra spændetrøjer, flugtgenstande, hashpiber, strafferedskaber og meget mere til det mere opmuntrende som indsattes breve til familien og hjemmelavet trælegetøj.
Prominente fanger
Et afsnit er helliget de mere prominente fanger såsom Werner Best, leder af den tyske besættelsesmagt i Danmark, og Peter Alberti, justitsminister og storsvindler, indtil han i 1908 meldte sig selv. Han var en stor mand, 1,90 meter, og vejede 140 kg, hvilket krævede en skræddersyet fangedragt. Vi ser hans uformelige bukser, der reglementeret stumpede midt på læggen. Han tabte sig i øvrigt 62 kg under sit to år lange ophold i fængslet.
Mest fængslende er det dog at om høre Carl August Lorentzen, der i forbindelse med sin flugt fra statsfængslet lillejuleaften 1949 havde efterladt en seddel, hvorpå han med sirlig skrift havde prentet "Hvor der er en Vilje, der er ogsaa en Vej!" underskrevet Carl Aug. Lorentzen.
Frede Jensen supplerer sin fortælling om flugtkongen med at hale genstande ud af sin rummelige skuldertaske. Han viser en af de teskeer, som i Carl August Lorentzens snilde fingre blev til nøgler. Han havde den fabelagtige evne at kunne huske detaljerne i en nøgle, bare han havde set den én gang, og brugte også sine skaberevner til noget mere positivt, bl.a. en række fine tegninger, skakbrikker og træfigurer.
En udfordring
Lorentzen blev landskendt for sin flugt gennem en 18 meter lang tunnel, som endte i fængselsinspektørens kartoffelkælder, hvorfra det var en smal sag for ham at komme videre. Han var tidligere stukket af fra otte andre fængsler, og nu skulle det være slut, besluttede fængselsvæsnet. Derfor kom han i isolation i celle i en kælder, og det tog han som en udfordring. Han fremstillede som nævnt falske nøgler af teskeer samt graveredskaber, så efter at have skaffet sig adgang til et hulrum under trappetårnet og fjernet et trin, kunne han bære den jord, han møjsommeligt gravede ud nat efter nat gennem næsten et år, op på loftet.
Jorden fyldte han i sokker og lommer. Lille og mager var han i forvejen, men den pisken op og ned ad trapperne gjorde ham så tynd, at fængselslægen blev bekymret og ville have ham indlagt. Derfor måtte flugten fremskyndes.
Lorentzen havde tilsyneladende ikke nogen videre plan. Han skjulte sig på et loft på en gård få km fra fængslet og overlevede ved at stjæle mad fra køkkenet om natten. Det blev opdaget, og efter seks dage i friheden var han tilbage i fængslet. Forinden havde han med sin sans for humor sendt et julekort til fængselsinspektøren.
Hvorfor var han flygtet? For at bevise, at han kunne, ligesom han tidligere havde opbrudt pengeskabe uden at stjæle noget fra dem, blot efterladt en personlig hilsen.
Inden tunnelen blev dækket til og alle spor slettet, rekonstruerede og filmede Rigspolitiet flugten med en meget slank fængselsbetjent som Lorentzen. Filmen kan ses på Fængselsmuseets hjemmeside og på Youtube. Det kan stadig udpeges, hvilket trin Lorentzen havde fjernet.
Han døde i fængslet i 1958 og blev, hvilket var højst usædvanligt, båret til graven af nogle af sine medfanger.
Festivaler og koncerter
Fængselsmuseet havde i 2013 60.000 betalende gæster efter at have eksisteret i blot halvandet år, og det tal venter Claus Pettersson, chef for Fængslet, vil stige markant, hvis alle hans visioner bliver til virkelighed. Bl.a. er det tanken at omdanne det tidligere sygeafsnit til et hostel med 62 sengepladser, så man kan overnatte inden for fængslets mure.
Foreløbig glæder han sig over, at det er lykkedes Horsens at vende den negative klang, statsfængslet havde givet byen, til noget positivt – at gøre Fængslet til en kulturinstitution med en række arrangementer og events.
Der er flere store koncerter på vej. I det tidligere gårdtursområde er der plads til 12.000 publikummer og uden for murene ca. 40.000. Nordeuropas største middelalderfestival blev i 2013 for første gang flyttet fra Horsens midtby til Fængslet. Det var noget af en satsning, erkender Claus Pettersson, og blev imødeset med en vis bekymring. Kl. 20 den første aften var der ikke flere pølser, og dankortautomaten var løbet tør for penge. Succesen var i hus. Europæisk Middelalder Festival 2014 bliver den 20. i rækken og finder sted 29. og 30. august. Læs mere på www.midddalderfestival.dk
Nordeuropas største krimimesse blev i 2007 flyttet fra Horsens Ny Teater til Fængslet og havde godt 5.000 besøgende i 2013. Messen holdes traditionelt den sidste weekend før påske – i 2014 5.-6. april. Mere information findes på www.krimimessen.dk Også turistinformationen, VisitHorsens, har etableret sig i Fængslet og er det første, man møder inden for murene. Her kan man i åbningstiden købe billetter og få brochurer og anden information om, hvad Horsens og omegn har at byde på af museer, seværdigheder, overnatning og arrangementer. Se mere på www.visithorsens.dk
Fængslets 153-årige historie
- Statsfængslet i Horsens var Danmarks første fængsel bygget på moderne strafferetslige principper.
- Den 20. maj 1853 blev 40 fanger fra Viborg Tugthus overført til Tugthuset i Horsens, senere kaldet Statsfængslet i Horsens. Kun tre af de planlagte fire fløje var færdige. Den sidste fløj, østfløjen, byggede fangerne færdig.
- Der kom hurtigt flere fanger dels fra Viborg, dels fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, og i 1858 var der omkring 500 indsatte i fængslet. Indtil 1933 boede de i såkaldte natceller på 3,2 m², placeret midt i bygningen, og de var der kun efter arbejdsdagens slutning.
- Efter den nye straffelov i 1930 skulle hver enkelt fange have mere plads, og 376 natceller blev erstattet med 288 eneceller på 6,3 m² – med vindue. Samtidig blev fællesarealerne såvel ude som inde samt arbejds- og fritidsfaciliteterne forbedret.
- Da fængslet lukkede i november 2006, var der 175 indsatte.
- Fængselssamlingen – den største af sin art i verden – viser fængslet, som det så ud, da den sidste indsatte forlod det.
- Fængslet blev også kaldt Slottet. Efter sigende fordi en tysk general under krigen i 1864 stormede op gennem Jylland og fik øje på de majestætiske bygninger på bakketoppen og erklærede »Her vil jeg bo« i den tro, det var et slot. Han blev slemt skuffet.