Fire smukt beliggende museer

Gudhjems mange motiver

En af de vandreture, som Jens Henrik Sandberg, direktør for Oluf Høst museet siden 1998, holder meget af, er turen fra museet, ned langs Nørresand til Prinsessehaven, videre igennem skoven til Bognemark - en lille trelænget gård på klipperne over Gudhjem.

»Bognemark er det store motiv, som Høst tager fat på i 1930'erne. En lille, uanselig bondegård, men med en fantastisk beliggenhed. Ligesom andre af 1920'ernes og 1930'ernes trendsættende kunstnere var Oluf Høst optaget af at vende tilbage til landet. Tilbage til den oprindelige befolkning, der ikke er spoleret endnu,« siger Jens Henrik Sandberg, der også fremhæver udsigten fra Bognemark over havet. Den betager ham, ligesom den har betaget Oluf Høst.

»Havet er ikke sjovt, hvis det bare er uendeligt. Du skal have noget, der afslutter oplevelsen. Gudhjem er placeret sådan, at man har udsigt over havet. Denne udsigt stoppes af Christiansø. Det er sådan noget, som Høst som kunstner kunne omsætte. Han kunne mærke, hvad dette område udstrålede, og det var det, som trak ham tilbage til øen, og det, han gik i gang med at undersøge. Billede efter billede. Oluf Høst skulle ikke til Malta. Han skulle op i baghaven,« siger Jens Henrik Sandberg, før han slutter:

»Der er en grund til, at Gudhjem hedder Gudhjem. Navnet fortæller os, at stedet engang - langt tilbage i tiden - må have været guddommeligt. Det tror jeg også, det har været. Den guddommelighed rækker ud over de 800 mennesker, der bor i Gudhjem.«

På de smukke skrænter

»Vi har netop siddet og talt om, hvor smukt her er. Jeg går til og fra arbejde langs med strandvejen hver dag. Nogle gange passer det med, at solen står op - eller går ned. Det er så smukt.«

Siden august 2010 har kunsthistorikeren Krestina Skirl været konstitueret leder af Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Et museum, der ikke kun udmærker sig ved at fokusere på den del af det 20. og 21. århundredes kunst, der rummer religiøse og eksistentielle temaer, men som også kan bryste sig af en af Lemvigs smukkeste placeringer.

Tidligere husede grunden ved Limfjorden en sommerrestaurant. Den nedbrændte, og med hjælp fra blandt andet by, amt og private fonde byggede man på grunden i 1994 første etape af kunstmuseet. Udvidelsen kom til allerede i 1998. Med den blev der også plads til skiftende udstillinger.

Bag museet løfter sig de tæt bevoksede skrænter, der beskytter mod vestenvinden. Foran museet ligger fjorden med indsejlingen til Lemvig Havn. Gennem store panoramavinduer er det den udsigt, museets mange gæster kan nyde fra museets café.

Blandt museets særudstillinger med national og international kunst, blandt andet med Edvard Munch og Marc Chagall, har der også været eksempler på, at værkerne på de skiftende udstillinger tager naturen ind som en del af sit udtryk. Som et eksempel nævner Krestina Skirl en udstilling med malerier af dronning Margrethe, som beskæftigede sig med naturen som motivkreds, og Niels Bjerre, som arbejdede med landskaber fra området.

»Der har også været et ildshow i mørket ude i vigen. Vi bruger den store natur. Og som nytilkommen, vokset op i det sønderjyske og tidligere københavner, kan jeg godt forstå det. For her er så smukt.«

Indbygget forfald

Husk gummistøvlerne! Normalt er det ikke det første, man tænker på, når man skal på kunstudstilling. Men hvis man skal besøge Tranekær Slotsparks samling af naturkunst, Tickon, er gummistøvler eller solide vandresko et ”must”. For eksempel hvis man skal kæmpe sig op ad den meget glatte skrænt til tyskeren Herman Priganns værk, ”The Hill of Contemplation”. Det er et stort hul i jorden omringet af tre enorme birketræer. Knapt 10 meter i diameter beklædt med store sten og med mulighed for at kravle ned i det.

»Hvis du går ned i hullet og kigger op, så oplever du, hvordan trækronerne samler sig over dig. De afkræver respekt, disse træer. Samtidig oplever du den fysiske tæthed, der er forbundet med at være nede i jord,« siger Alfio Bonanno, den italiensk fødte, men dansk bosatte, kunstner, der i 1993 gik gang med at realisere idéen om en række kunstværker skabt til Tranekærs smukke, gamle park og hovedsageligt skabt af alle naturens tilgængelige materialer. Herunder insekter, dyr og fugle.

»Disse kunstværker har til opgave at spænde betragterens opmærksomhed. Ikke på værket selv, men på naturen. Kunstværkerne i parken er alle nøgler til at opleve vores omgivelser. Og kunstneren ved godt, at værket ikke står evigt,« siger Alfio Bonanno, mens han opmærksomt holder øje med en fugl, der er ved at undersøge, om det kan lade sig gøre at bygge en rede i den ene af to meget høje samlinger af træstykker, ”Tranekær Varde”, af newzeelænderen Chris Booth.

Træstykkerne i varden bliver holdt på plads af et par store kampesten. Når træet rådner, og det gør det uundgåeligt, falder stenen ned.

»Men selv når det sker, er den ikke færdig som skulptur. Den er stadig smuk, når stenen ligger på jorden med det muldede træ under sig. Værket har forskellige faser. Det er ligesom et menneskeliv,« siger Alfio Bonanno.

Forbundet med naturen

»Nolde er en af de få kunstnere, som inden for et meget lille format kan beskrive naturens kræfter. Når du står foran en af hans små akvareller, får du nærmest fornemmelsen af, at havet vælter ind over dig. Han vil fortælle dig om havets kraft.«

Dr. Jörg Garbrecht er afdelingsleder af Nolde Fonden i Seebüll, et museum, hvor man ikke kun kan opleve Noldes malerkunst, men også det hus, som Nolde tegnede og byggede 1927-1937, og den have, som han samtidigt anlagde. Begge dele blev den verden, som han stod på og skabte ud fra. Fra slutningen af 1920'erne og til hans død i 1956 var det hans ”hjemland”.

»For maleren Nolde var ”hjemlandet” ensbetydende med sikker grund. Det var en helt naturlig forbindelse med den indre og den ydre verden, med vaner og hjemlige konventioner, med tankesæt og handlinger, kendskab til andre mennesker, både bekendte og venner,« skriver Jörg Garbrecht i teksten til udstillingskataloget, der hedder ”Mit eventyrland fra hav til hav”.

Noldes eventyrland var marsklandet. Her boede Nolde næsten uafbrudt hele sit liv. Født i flækken Nolde, som han også tog navn efter, siden på Als og sidst i det Nordsø-vendte Seebull.

»Ethvert af hans billeder bærer præg af den store himmel eller det dybe hav. Når det er marsklandet, han maler, er det med en lav horisontlinje. Syv ottendedele af billedet er himmel. Og så sætter han en lille hest eller et lille hus et sted i landskabet - fordi dit øje har brug for et referencepunkt. Når det er havet, så er vi midt i havet. Havet kommer direkte ud af billedet og giver dig følelsen af, at du selv er midt i havet. Og det er et koldt og kraftfuldt hav,« siger Jörg Garbrecht og slutter:

»Nolde elskede al den natur, som var rå: Havet, bjergene, marsklandet. Store floder. Naturen var stor for ham.«

LÆS OGSÅ: Vestjyske kulturperler