Hygge og puddersne er nøglen til Whistler

Designede gågader, top-restauranter, heliski og ekstreme mængder af god tør sne hvert år. Umiddelbart lyder det måske ikke som et af de største skisportssteder i Nordamerika, men den er god nok.

En god halvanden times kørsel nord for Vancouver på Canadas vestkyst ligger et paradis for skiløbere. Ja, der er langt fra Danmark, men har man prøvet Aspen og co. er det måske på tide at prøve kræfter med OL-pisterne i Whistler-området, der byder på det hele og lidt til.

Men hvordan finder man hoved og hale på et område, der hvert år får besøg af omkring to mio. skiturister?

For at få svaret og lidt dansker-fiduser, har jeg sat 26-årige Andreas Bang fra Hjortshøj ved Aarhus i stævne ved liften, der hvert år tager skiløberne de 2.282 meter op af selve Whistler Mountain, der lægger navn til hele det 3.307 hektar store område.

Siden 2007 har han ”tosset rundt” i området. Først som entusiastisk skiløber, siden som skibums med tilfældige jobs og de sidste ni måneder som rundviser for journalister fra hele verden i den organisation, der driver de to bjerge Whistler og Blackcomb.

Turen op til toppen tager omkring 25 minutter i en helt lukket lift, og det giver god tid til at høre, hvad OL i 2010 har betydet for området ud over naturligvis en massiv mediedækning af selve de olympiske konkurrencer.

»Grundlæggende står vi nu tilbage med meget fine forhold, når det gælder grundlaget for at drive skisport i området. Lifterne er opdaterede, og hele optimeringen af logistikken gør, at vi kan håndtere rigtig mange mennesker, uden at der opstår flaskehalse ved lifterne,« forklarer Andreas Bang.

I princippet er der ikke den store forskel på skiløb i Europa og i Canada, men efter OL har forladt byen, er der åbnet op for, at man som amatør kan prøve kræfter med mere specielle grene af vintersport. Eksempelvis er det muligt at prøve skiskydning, vandreture med snesko og bobslæde på den olympiske bane. Specielt skiskydning er svært at prøve ret mange steder i verden, men i Whistler kan det lade sig gøre.

Fornem udsigt

Whistler ligger ca. 125 km nord for Vancouver, og den nemmeste vej går via bus af den berømte Sea to Summit Highway. Vejen er i sig selv en seværdighed, idet den slynger sig gennem et landskab, der omkranses af høje bjerge med evig sne på spidserne, men som også har fri udsigt til et ofte azurblåt Stillehav.

Den afvekslende natur med barske nøgne bjergtoppe, krydret med skovdækkede blødere former opleves naturligvis fint fra vinduespladsen i en bus, men sceneriet næsten beder og tigger om, at du springer med kreditkortet og tager en rundflyvning med en vandflyver. Om sommeren og et godt stykke ind i efteråret flyves der dagligt fra Vancouver op til Whistler, hvor man lander på en lokal sø, men når frosten virkelig bider, er der ingen mulighed for transport med fastvinge-fly. Så står den på helikopter, og det er præcis som i Europa en pebret fornøjelse. Med vandflyver kan Whistler nås på blot 35 minutter, og priserne ligger på omkring 1.000 kr. hver vej, mens en helikopter med plads til en familie på fem personer løber op i 15-16.000 kr.

Historisk set har der været turisme og skisport i Whistler helt tilbage fra 1920’erne, men først i 1980’erne kom der for alvor gang i udviklingen af området, der stadig er ejet og drevet af en lokal familie.

Designerne af Whistler by har arbejdet efter en plan, hvor det handlede om at profilere vinter-OL som et grønt CO2-venligt arrangement, så derfor er byen stort set bilfri. Antallet af hoteller og overnatningsmuligheder er massivt, men alligevel er det lykkedes at skabe en god stemning i Whistler. Nøglen til oplevelsen er en gågade, der bugter sig gennem byen og her finder man masser af restauranter og natklubber, og bag dem ligger de fleste hoteller. Byplanlægningen er vellykket, om end der er et stykke at gå, hvis man, som det er påbudt, stiller bilen på en fjernparkeringsplads og går til liften, der bringer én op til Whistler-bjerget.

At dømme efter diverse amerikanske ski-magasiner, så skulle afterski i Whistler være noget af det bedste i Nordamerika, og beværtningerne er ikke begrænset til en enkelt type. Det betyder blandt andet natklubber med internationale DJ’s og western saloons med lokal stemning. En del hoteller skilter med ski-in-ski-out, men vil man bo i selve byen, skal man indstille sig på, at man skal gå til den centrale lift, eller tage en gratis bus.

Ingen tager til Whistler på grund af udsigten til en skål varm gullashsuppe nær en knitrende pejs, for der er gået total stordrift i forplejningen rundt omkring i terrænet. Det medfører cafeteria-style-food og store mængder fastfood af den lidt fedtede slags. Vi prøver to spisesteder i området og kan ikke rapportere om den store begejstring, men årsagen er nok, at det er et enkelt firma, der styrer al forplejning omkring lifterne. Så drømmer du om små steder på selve pisterne, hvor man kan dumpe ind til et krus øl og hjemmepaneret schnitzel, så er Whistler ikke noget for dig, for de findes stort set ikke.

Masser af god sne

Hvert år falder der intet mindre end 12 meter sne på Whistlers to bjerge, Whistler og Blackcomb. Det giver muligheder for et meget varieret skiløb.

»På forsiden af vores to bjerge finder man de store brede boulevard-pister. Her er der skiløb i traditionel forstand på alle niveauer, og de fleste pister er varierede med både åbne passager og nedfarter, der snor sig ned gennem skoven,« forklarer Andreas Bang.

Han lægger dog ikke skjul på, at det er bagsiden af bjergene, der virkelig differentierer Whistler i forhold til mange andre skisportssteder i Canada og Nordamerika.

»Her findes mange store bowls, hvor sneen typisk har læ for vinden og lægger sig blødt i metertykke lag, hvilket giver fantastiske muligheder for offpiste i verdensklasse. Det fås ikke bedre noget sted i verden,« siger han.

Canada, og i særdeleshed Whistler, er kendt for heliskiing med helikopter, hvor man flyver op med guide i helikopter og tager turen ned fra toppen af bjergene i jomfruelig champagne-puddersne. Turene byder på meget varieret skiløb for både eksperter og begyndere og betegnes som noget af verdens bedste.

»Heliskiing i området er i verdensklasse, og hvert år kommer der skientusiaster fra hele verden blot for at prøve heliskiing i Whistler,« forklarer Andreas Bang.

Priserne for tre løft med helikopter begynder ved 4.500 kr., så derfor vælger mange såkaldt catskiing, hvor man i lidt større grupper så at sige kører lodret op ad bjerget i et køretøj, der i princippet er en pistemaskine ombygget til persontransport.

Fordelen er, at man typisk får seks til ni ture ned gennem den uberørte puddersne på en dag til knap det halve af prisen for heliskiing. Desuden er catskiing ikke så afhængigt af vejret, så når de kostbare helikoptere må stå stille på grund af kuling og snevejr, ja så tygger køretøjerne til catskiing sig stille og roligt op gennem den løse sne.

Områderne er delt op mellem udbyderne af både catskiing og heliskiing og det betyder, at hver operatør har sit eget område, hvilket sikrer, at man vitterligt får uberørt sne, når man er nået frem.

Lift med glasgulv

Hvis man har fået nok af det almindelige skiløb på pisterne på Whistler, er det muligt at tage en lift til det nærliggende bjerg, Blackcomb.

Her har man bygget en lift, der ikke findes magen til andre steder i verden. Navnet er Peak to Peak og det er lige præcis, hvad der er tale om, for der er tre kilometer mellem tårnene på det længste stykke, så det er ikke en tur for folk med højdeskræk. Omkring halvvejs hænger man knap 500 meter over trætoppene og hvis man synes, at det er fedt, så er hver anden gondol udstyret med delvist glasgulv! Turen tager 12 minutter, men man sparer omkring 45 minutter i forhold til, hvis man kører ned ad Whistler og derefter skal med tre mindre stolelifte op til Blackcomb.

Tre råd til rejsen