Prøv wakeboardkablet i København

Et sandtildækket klubområde med lave træbygninger og strandmøbler er det første, der møder øjet ved ankomsten på Kraftværksvej 20. Et bordtennisbord, bordfodbold og en cafe fuldender helhedsindtrykket af afslappet strandstemning. Bevæger man sig længere ind mellem våddragter og strandstole, tårner en stribe af høje metalmaster sig op ude i havneløbet. Mellem dem kan man skimte et kabel, der forbinder tårnene i en lang ubrudt stribe med det enorme Amagerværk som baggrundstæppe. Og det er netop på grund af kablet og de mange tårne, at Explorer har taget turen til Amager – her ligger nemlig Copenhagen Cable Park, hvor man kan prøve kræfter med et wakeboard.

Wakeboarding kan kort og godt beskrives som at stå på vandski, men i stedet for at have et par ski under fødder, står man på board. Wakeboading minder om at stå på snowboard – blot på vand. Man kan enten wakeboarde efter en båd eller blive trukket af sted af et kabel, som er tilfældet i Copenhagen Cable Park.

Et familieforetagende

Copenhagen Cable Park er et familieforetagende, som blev søsat i 2007. På en familietur til Berlin i 2006 tog Mads Bille Bloch ud for at se et wakeboardkabel sammen med sin bror, far og onkel. Familien Bloch har altid gået meget op i vandsport, og når Mads Bille Bloch tog til Tyskland for at kitesurfe, brugte han kabelparkerne, hvis der var vindstille.

Kabelwakeboarding stammer fra Tyskland, og der er over 90 kabler i nabolandet mod syd. Dengang familien Bloch besøgte Berlin, fandtes der ingen wakeboardkabler i Danmark, og da far Bloch så kablet, kløede han sig i nakken og så en forretningsmulighed.

Sådan blev kimen til Copenhagen Cable Park lagt, og allerede året efter var ideen realiseret. Samme år som familien Bloch fik ideen, åbnede Danmarks første wakeboardkabel i Hvidesande i Vestjylland. Parken i København blev altså Danmarks anden kabelpark, og sidste år åbnede en tredje i Aalborg.

Der findes to forskellige kabelsystemer i Copenhagen Cable Park. Det første, man når ud til, er et lille system med to master, hvor man kun kan være en person på ad gangen. Som nybegynder er det denne bane, man først prøver kræfter med. Her kan hastigheden nemlig tilpasses ens evner.

Længere ude i havneløbet ligger den store bane, som får to-punkts-konstruktionen til at ligne en skrællet svævebane. Systemet består af seks master og 630 meter kabel, som trækker en rundt i en cirkel. På den store bane flyder der også hop og andre forhindringer rundt ude i vandet, som de habile wakeboardere kan blære sig på, mens de knap så rutinerede blot forsøger at sætte af fra startrampen.

På slap line

»Jeg hader den her lortesport,« råber en pige frustreret ude fra vandet, efter det tredje mislykkede forsøg på at blive på boardet. Men hun griner og stiller sig om bag i køen for at give det endnu et forsøg.

Vi er nået ud til det store kabel efter at have fået udleveret våddragt, hjelm, vest og board. Der var for travlt ved begynderbanen, så vi bliver anbefalet at fortsætte ud af den smalle træsti ud til den ”rigtige” bane.

Det er en broget blanding af nybegyndere, let øvede og øvede, der befinder sig i køen til kablet. Efter en kort introduktion på begynderbanen er en gruppe piger blevet vist ud til det store kabel, som de, med en blanding af frustration og tålmodighed, forsøger at mestre. Selv om det ikke er første gang, vi skal prøve kræfter med et wakeboardkabel, er det en lettelse, at det ikke kun er øvede wakeboardere, der står i køen og kigger, da det bliver vores tur. Det er stadig ikke uden bange anelser, at boardet kommer på fødderne og sænkes ned i vandet.

»Prøv at sætte dig længere tilbage, peg snuden af boardet opad og kig op på kablet,« siger fyren, der styrer kablerne, behjælpeligt.

Jeg gør, som han siger, og med et ryk bliver jeg trukket af sted af kablet. Det er en befriende og lidt skræmmende følelse at blive trukket over vandet med høj hastighed, men skræmmende på en fantastisk måde, hvor adrenalinen får lov at strømme gennem kroppen. Glæden varer cirka et halv minut, så må jeg slippe håndtaget, der trækker mig af sted. Jeg har klaret mig igennem de to første sæt af bøjer, som betyder, at jeg har passeret to master ud af de seks. Op på hesten igen.

Højt at flyve, langt at falde

I andet forsøg når jeg ud til den tredje mast, inden de små bølger i vandoverfladen ødelægger min balance tilstrækkeligt til, at jeg må i vandet endnu engang. Det er sådan cirka det værste sted, man kan falde af kablet, da jeg befinder mig i den modsatte ende af startrampen. En fyr er faldet af et kort stykke forude, og vi svømmer ind til bredden og følges det lange stykke tilbage startrampen. Det er hans første gang på et wakeboardkabel, og han fortæller lidt frustreret, hvordan han bliver ved med at falde af det samme sted gang på gang. Jeg stifter meget snart bekendtskab med selvsamme sted. Det findes mellem mast nummer fire og fem. Her er ingen bøjer at styre igennem, og hvis man drejer for tidligt, bliver ens line slap, så man må give slip. Hvis man ikke giver slip, giver linen et ordentligt ryk, som ikke kan kontrolleres, og som kan gøre temmelig ondt. Det lærer man oftest på den hårde måde.

Gang på gang må jeg bide i vandskorpen det samme sted, og jeg får i løbet af de halvanden time, vi befinder os på vandet, svømmet og gået temmelig meget.

Det kan være vanvittig frustrerende at lære at wakeboarde, men lige så frustrerende det er, lige så stor en sejr er det, hver gang det lykkes at få drejet boardet i tide og passere endnu et sæt bøjer.

Også for piger

De fleste forbinder nok wakeboarding med skate- og surfertyper, hvis livret er adrenalin. Det er måske heller ikke helt hen i vejret, men hvad mange måske ikke ved er, at rigtig mange piger dyrker sporten og stiller også op til de forskellige konkurrencer, der findes i Danmark.

Der er cirka 175 medlemmer af Copenhagen Cable Park, men ifølge Mads Bille Block kommer flere besøgende i form af grupper og folk, der bare gerne vil have en sjov dag på vandet.

Hver mandag aften kan man booke sig på hold for begyndere og let øvede, hvor man får undervisning og mulighed for at prøve kræfter med det store kabel med nedsat hastighed.

Hvis man er en gruppe på fem til ti personer, kan man også booke et privat begynderkursus på 2.0 banen, som den tomastede bane kaldes.

Så har man mod på at prøve kræfter med kablet, skal man ikke holde dig tilbage – uanset ens fysiske formåen. Men pas på, det er stærkt vanedannede.