Aktivferie fra toppen af Danmark

1. DAG: HVIDE BØLGER OG BLÅ LÆBER

I Klitmøller er alt hvidt havsprøjt og mågeskrig. Bølgerne er høje, og vinden fandenivoldsk. Det passer os fint - kørt op på heftig ska-reggaemusik og Fanta - som vi er efter en to timers morgenkøretur fra det midtjyske. Vi er kommer til Nordjylland for at lege. Mor på 40 år, datter på 12. Bare os to - sammen på aktiv ferie med vind i håret og vildskab i øjnene.

Stemningen er i sandhed pisket op som skummet på havet. Kun David, vores instruktør fra Wild West, er betænkelig ved situationen. Han snakker om ufordelagtig pålandsvind, stærk strøm og store bølger og spørger ind til vores svømmefærdigheder. Efter en hurtigt surf-test giver han dog grønt lys for mor-datter-holdet, og vi bakser stædigt vores boards mod vinden ned på stranden til en længere teoretisk forelæsning. David forklarer, jeg nikker alvorligt, og Line tripper utålmodigt.

Masser af bølger

Strategien er at gå ud ved stenene lige før revet, vende boardet mod bredden og vente på en bølge. Ikke noget, man skal vente længe på - de kommer i en lind strøm og gør sammen med en strid vind den indledende manøvre besværlig.

Mens vi andre pænt venter på et hul i bølgegangen, stormer Line fremad - 1, 2, 3 ud i orkanens øje og slam - hamret på plads af moder natur. Hun tager en ordentlig tur i undervandskarusellen og dukker op længere henne ad stranden med blanke øje og et board, der flår hende rundt. Så meget for "learning by doing" og ikke at høre efter i timen, men ukueligt gå-på-mod; dét skal hun ha'.

Næste gang holder hun sig tæt til David, og det lykkes omsider os begge at komme ud på åbent hav.

David har sat sig overskrævs på sit board for at holde øje med slagets gang. Selv har jeg mistet overblikket. Bølger knækker i hvidt skum om ørerne på mig, og bagud tager nye bølger form. Jeg fanger Davids øjne. Han nikker til mig. Jeg tøver. Så holder han hænderne som en tragt for munden og råber: »PADL!«

Mine arme reagerer instinktivt. På havet er der ikke tid til stor pædagogik. Her skal pareres ordre, og timing er alt. Jeg padler som aldrig før. Så griber bølgen fat i mig og skyder mig af sted. Jeg er lige der, hvor jeg skal være: på forkant af bølgen. Et øjeblik overvejer jeg at springe op på boardet som en rigtig surfer, men nænner ikke at ødelægge den fede optur og rider i stedet hele vejen til strandkanten på maven.

Fem sekunders lykke

Og det var så det - fem sekunders lykke ud af to timers indædt kamp mod vind og vand. Og på mærkværdig vis det hele værd. Line har samme oplevelse - efter talrige forsøg fanger hun en perfekt bølge og med et stort smil om sine blå læber erklærer hun, at nu skrider hun op for at klæde om - »Man skal holde, mens legen er god, mor,« siger hun og prikker indikerende med pegefingeren mod tindingen.

2. DAG: VI SADLER OM

Ude af våddragten og tanket op på lune fiskefrikadeller fra Røgeriet på Klitmøller Havn sadler vi om.

Vi har en aftale med to islændere lidt længere oppe ad kysten ved Hanstholm Camping i udkanten af Danmarks første nationalpark - et 24.370 ha stort stykke natur, der strækker sig i et op til 12 km bredt bælte langs vestkysten fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord.

Stjarni og Hafeti hedder de - to godmodige røde islændere med blonde lokker og lange øjenvipper. Dorthe Dencker, campingejer og hestekyndig, har hentet dem hjem fra Island for fem år siden. Nu lever de livet i de nordjyske klitter ved Vigsø Bugt og lægger sammen med resten af hesteteamet på Hanstholm Camping ryg til op mod 10.000 ryttere hvert år.

Vi henter dem i deres udendørs fold og trækker dem gennem klitterne til en lille åben stald. Her strigler vi, renser hove og bond'er med vores udvalgte - det er en del af konceptet - en helhedorienteret og anbefalelsesværdig løsning med højt til himlen og god tid til det hele. Stjarni lægger, næsten kælent, hovedet mod min skulder. Jeg gnubber den over mulen og hvisker søde ord i dens ører. Indgår en pagt om gensidig respekt og god opførsel.

God og doven

Line skuler misundeligt over mod os.

»Min hest kan ikke li' mig,« siger hun. »Jeg vil hellere ha' din.« Men det får hun nu ikke. Dorthe insisterer på, at Hafeti er den helt rigtige hest til hende.

»God og doven, som dagen er lang«.

Hesten vrinsker, Line plirrer med øjnene, men Dorthe holder fast, og da vi fem minutter senere skridter rundt i folden, så instruktøren kan spotte vores værste begynderkiks, inden vi for alvor bliver sluppet løs, er humøret tilbage. Dorthe er professionel - afslappet og rolig, men med en kyndig og sikker udstråling, Og så kender hun vigtigheden af positiv feedback - med opmuntrende kommentarer tryller hun selvtillid og smil frem hos selv den mest skeptiske elev. Vi skridter og tølter* ad smalle naturstier, og da vi kommer til den første stejle klit, synes Dorthe, at det går så godt, at hun foreslår en rask galop. Det lyder vildt, men giver god mening - det er trods alt lettere at bremse en galopperende hest, når den er på vej opad. Så op at stå i stigbøjlerne med stramme tøjler og et godt greb i manken - og så lader man bare hesten bevæge sig under sig. Nemt, elegant og lidt af et sus.

Det slår næsten den blændende idyl og skønhed, der åbner sig, da vi senere skridter gennem krattet ud på den brede strand, hvor havet pisker skum mod de gamle bunkere. Jeg slipper tøjlerne og presser et par knips ind på et ellers overfyldt kamera-kort.

Tilbage i stalden er klokken pludselig halv syv, og vi sender hestene tilbage i folden med fyldte maver og et klap i enden. Selv skal vi ende i Øster Hurup, to timers kørsel sydover, til varm buffet og bløde senge.

3. DAG: BLY OM MAVEN OG ILT PÅ RYGGEN

Nattens drømme er fyldt med gigant-krabber, sprængt trommehinde og bange anelser. Line har fået lov at vælge et punkt på programmet, og hun har sat sit fingeraftryk ved aktivitet nr. 5 - et prøvedyk. Jeg er mildest talt en smule bekymret og vågner tidligt med kolde fødder og uro i kroppen. Helt uden grund.

På Kystvejen i Øster Hurup byder en høj fyr med skaldet isse og dyb bas os velkommen, og snart stikker Henriette sit søde hoved ud ad butiksdøren. Sammen styrer de dykkercentret Zapp Divers og skal være vores undervandsguider i dag. Af en eller anden grund beroliger det mig, at der er en kvinde på instruktørholdet. Hun nikker forstående, mens jeg hælder vand ud ad ørerne om alverdens hypotetiske ulykker, og lover, at jeg slipper for både dykkersyge og ondt i ørerne. Vi skal kun få meter under overfladen. Vi starter, hvor vi kan bunde, og vi bevæger os stille og roligt ud langs molen.

Ved havnen og tilbage i våddragt spænder vi bly om maverne og ilt på ryggen - eller faktisk er det helt almindelig atmosfærisk luft - renset og knastørt, så flaskerne ikke ruster indvendigt. En vandaktiveret måler på siden af vores veste viser havdybde samt mængden af luft i vores flasker, og Henriette fortæller om dykkertabeller, avancerede undervandsure og trykudligning. Det er dog ikke aktuelt for os. Vi skal blot sørge for at holde munden tæt om iltslangen og ved hjælp af to knapper styre luften i vores veste, så vi kan flyde, når vi er oven vande og komme til bunds, når vi vil det.

Endelig er der en ekstra slange på hver vest, i fald ens makker løber tør for luft, og man skal dele flaske. Torben spænder et skærf med en kniv rundt om benet på sin tørdragt; »Standardudstyr,« siger han, da jeg spørger. »Hvis nu en af os skulle vikle os ind i et fiskergarn ...«

Vægtløse og lydløse

Pakket i tætsiddende undervandsudstyr og moderne teknik stikker jeg hovedet under vandet. Prøver udstyret af og får nerver og vejrtrækning på plads. Så lægger vi os på maverne og synker i slowmotion ned i en vægtløs verden uden lyd. Eneste forstyrrelse er en uforholdsmæssigt høj rumlen, der får mig til at lyde som en søko i brunst og sender bobler mod overfladen, hver gang jeg ånder ud.

Line og Torben har lagt sig i spidsen og hvivler sand op med deres svømmefødder, men hvis vi holder os lidt på afstand, er sigtbarheden fin. Faldende havtemperatur har udryddet de værste alger, og vi kan se to-tre meter frem. Småfisk og krabber gør sandbunden levende, og i søplanternes gennemsigtige grønne nuancer skaber en dyblilla søstjerne fin farvekontrast.

Jeg betragter forsigtigt to store krabber på min højre side, så mærker jeg et puf, og vips er Line under mig - hun griber den ene krabbe med hånden og vifter den triumferende foran ansigtet på mig. Jeg smiler og laver o.k.-tegnet - vist ingen grund til at være bekymret for hende.

Senere vender Henriette tomlen opad - tiden står alligevel ikke stille under vandet, og vi skal til at vende næsen hjemad.

Ude af vandet begynder vi at fryse. Vi klaprer tænder og ryster som små hårløse hunde og er begge pludselig meget trætte. Men den går ikke; ny havn og nye spændende våddragtsmodeller venter forude.

4. DAG: MØRE MUSKLER I MODVIND

Vi spotter ham straks. Siddende på bænken ved fjorden med vind i ansigtet og en fyldt trailer med tre havkajakker, udstyr og pagajer.Det er Jan. Engageret medlem af byens kajakklub og ejer af fritidsforrretningen RoHavKajak.dk, hvor han udbyder havkajak-kurser for begyndere og øvede.

Vi hører klart til den første gruppe og har bedt om et introkursus på et par timer - helst uden udfald og øvelse i eskimovendingens svære kunst - vi synes, vi har haft hovedet nok under vand for én dag. Vi er knap tør bag ørerne, og armene hænger slapt ned, tunge som det bly, vi efterlod i Øster Hurup. Et wellness-spa og en omgang massage ville klart være at foretrække på nuværende tidspunkt - men vi bider tænderne sammen og slår ørene ud, mens Jan forklarer roteknik og viser ind- og udstigningsmanøvre.

Arme og ben hjælpes ad

På Fjorden er vinden blæst op, men kajakken ligger stabilt på de små bølger. Man skal langt ud over siden for at vippe, og det er en god følelse at svinge pagajen i rytmiske ottetaller og få fart på kajakken. Åren skal langt frem, og gør man det rigtigt, kan man ro en hel dag uden at få ondt i armene. Det er de store sidemuskler, der trækker, og benene hjælper til ved at træde ned mod de indstillede metalstøtter i hullet. Højre ben sammen med et højretag og modsat.

Vi har vinden i ryggen og er hurtigt inde i bugten. Her er smult vand, og vi øver os i 360 graders vendinger og sidepanoreringer. Så styrer vi op mod vinden langs kysten, men Line sakker bagud. Hun kæmper for at komme fri af bredden. Vinden er sej, og musklerne møre.

Vi ender med at ro tilbage i havnen, hvor Line hænger i en snøre mellem to bådspladser og puster ud. Jan synes, vi skal prøve en enkelt redningsaktion, og da der står publikum på kajen, tager jeg udfordringen op. På én betingelse - hvis han laver en eskimovending.

»Top,« siger Jan, og så er der ligesom ingen vej udenom.

Dagens andet dyk er hurtigt og koldt. Men jeg er lynhurtigt ude, oppe og får fat i kajakken, og under Jans vejledning går der ikke to minutter, før jeg atter sidder, hvor jeg skal. Publikum klapper, og Jan sørger som lovet for ekstranummeret.

Tilbage på land finder vi Den Gamle Smedje - en hyggelig Bed&Breakfast midt i byen mellem roser og brosten. Vi får det store lyse loftsværelse med hems og bløde sofaer. Der er trådløst internet på værelset, og en kælen cockerspaniel i baggården, så alle er glade.

Vi slutter dagen på Hotel Postgården blandt høje blanke glas, fine gammeldags lysekroner og en tjener i sort med rank ryg. Han serverer krebsehaler i filo og en oksemørbrad lige så mør som hans gæster.

5. DAG: PÅ TOPPEN IGEN

Det er mandag morgen, og vi er på toppen. Helt bogstaveligt. Mikkel Ravn har haft en tidlig og travl morgen og forberedt frokos-tens udflugtsmål i toppen af en af Alstrup Skovs store egetræer. Øverst har han fæstnet en to meter lang træplade i et virvar af snore, og ned langs stammen hænger en rebstige. Iført hjelm og seler klatrer vi til himmels – eller i hvert fald små 20 meter til vejrs, mens vi holder kroppen tæt mod rebet for ikke at tære for hurtigt på armkræfterne.

Mikkel er allerede oppe og har snor i os. Midtvejs strammer han mit reb op, så jeg kan hænge i selen og få blodet tilbage i armene. Det føles helt trygt, så længe jeg ikke kigger nedad.

På toppen hvisker vinden svagt i bladene, men der er fin udsigt, og pladen virker stabil. Line synes, træet er lidt spinkelt, men Mikkel forsikrer, at alt er i den skønneste orden. Han hænger kækt ude på siden af platformen i sin sele.

»Man skal bare lære at stole på sit udstyr,« siger han og brækker resolut en rådden gren af træet. Jeg mærker ubevidst efter min egen personlige livline – mobiltelefonen i lommen, men husker så, at jeg lod den ligger i tasken i bilen. Mit liv hænger i en snor, og der er ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og nyde udsigten, stilheden, øjeblikket.

Mikkel hænger en hængekøje op mellem to stammer, og vi lokker Line ud i den. Fastspændt i sin sele ude på siden af stammen hiver Mikkel frokosten ud af rygsækken: økologisk mørbrad og pølse på groft rugbrød og en fantastisk æblesaft med en fin, gennemsigtig lyserød farve.

Nedturen foregår i fri luft. Ud over platformen og hænge i selen, og 10 sekunder efter lander jeg let på skovbunden.

Vel nede med fast grund under fødderne kaster vi os ubekymret ind i bilen og ud i weekendens statistisk farligste, men absolut kedeligste aktivitet: køreturen hjem.

LÆS OGSÅ: Prøv kræfter med Gudenå