Stævnemøde på konebanen

De fleste kender sikkert The Kartoffelwoman i skikkelse af Gertrud Sand i ”De Nattergales” rablende tv-komedie ”The Julekalender”. Hende med æ foodprocessor, den store kasse med julepynt og æ mistelten, som hun forsøger at lokke ægtemanden, kartoffelavler Oluf Sand, hen under. Men han skal altid ud og puste grise op - hans udtryk for at træde af på naturens vegne.

The Kartoffelwoman findes i virkeligheden, hun bor i den lille by Frederiks, og hende har jeg en aftale med. Men først skal vi lige have gang i cykelhjulene, de ruller fra Viborg mod Herning ad Alhedestien, hvor der før var en 49 km lang jernbaneforbindelse mellem de to byer. Men nu er der ikke spor i vejen.

Det hellige bjerg

Udgangspunktet er gang- og cykelbroen ved Middagshøjvej ved jernbanestationen i den jyske domkirkeby, hvor landets konger indtil enevældens indførelse i 1660 måtte lade sig hylde på Landstinget. Viborg betyder ”helligt bjerg”, i dag vogtes den tvetårnede kirke af granitløver, og der er nok at se på i de gamle brostensbelagte gader. Men vi må af sted på vores mission.

Den fine asfaltsti går bogstaveligt talt igennem folks baghaver. Her kan man se, hvad der gemmer sig bag facaden. Og kommer man forbi i de sene eftermiddagstimer, kan man let dufte, hvad der serveres til middag i de forskellige domiciler. Bøf med bløde løg er stadig en populær ret, fortæller min næse mig.

Man har bevaret de gamle kilometersten fra jernbanens tid, de står med 200 meters mellemrum, så man er aldrig i tvivl om, hvor langt man har igen. Og i en glimrende brochure, som turistkontorerne i Herning, Karup og Viborg har udgivet, bruges stenene som vejvisere til seværdigheder. Det idylliske gæstgiveri Niels Bugges Hotel ligger ved 41,2 kilometerstenen (man begynder ved 0 i Herning), og her kan man dreje fra til de gamle voldanlæg og bygningsanlæg i Hald og Hald Sø med Dollerup Bakker i baggrunden.

Niels Bugges hugtænder

Ved Ravnsbjergvej, der fører ned til Hald Hovedgaard, står Niels Bugges hugtænder, 16 granitsten, der har afløst en allé af elmetræer, der måtte lide døden på grund af sygdom. Niels Bugge var en jysk herremand, og da Kong Valdemar Atterdag blev herre over Midtjylland i 1343, blev Bugge rådgiver for kongen. Men da han og to andre storgodsejere satte sig op mod monarken og blev kaldt til fredsforhandlinger i Slagelse, blev de tre obsternasige jyder dræbt på vejen hjem ved Middelfart. Kong Valdemar blev mistænkt for de tre mord, men svor sig fri, i stedet fik borgere i Middelfart skylden, og den fynske by måtte betale en årlig bøde, de såkaldte ”Buggespenge”. Først i 1874 faldt sidste afdrag.

Selv om de 16 granitsten har fået titlen som hugtænder, har de intet med Niels Bugge at gøre, men navnet antyder, at han var en ilter herre. Pælene udgør Danmarks største samling af vildtbanesten. Det var sten, der afskærmede kongens jagtmarker, og ve den, der forvildede sig ind på regentens enemærker. Af inskriptionen på stenene fremgår det, at de er sat op af Frederik V. Nu vi er ved Hald, kan vi godt røbe, hvem der i de glade tider med telefonnumre helt ned til ét ciffer havde landets laveste nummer. Det var byens smed, han havde nummer Hald 1.

Stævnemøde med The Kartoffelwoman

Jeg kigger på klokken, da jeg kører forbi Guldborgland Plantage, næste stop er Frederiks, mit stævnemøde venter.

Der sidder hun så, midt i byen i anlægget ved Søndergade. På knæ og med kartofler i sit forklæde, hugget ud i rødnistret Rønnegranit af Ole Mynster Herold: The Kartoffelwoman med den officielle titel Kartoffelpigen. Hun ser lidt bedrøvet ud, men hun har også arbejdet hårdt for føden på den genstridige hede.

Et skilt på tysk fortæller om Das Kartoffelmädchen, og det er ingen tilfældighed. Skulpturen er rejst i 250-året for kartoffeltyskernes ankomst til de midtjyske jorder i 1759. En gruppe tyskere fra Pfalz og Hessen blev inviteret af kongen til at opdyrke den jyske hede. De blev lokket med løfter om, at de ville få en gård med jord, husdyr og udstyr, de ville få penge og skattefrihed i 20 år. 965 indvandrere tog fat på arbejdet, men mange fra de i alt 265 familier forlod efter få år landet igen, da det kneb gevaldigt med at indfri de gyldne løfter. Andre familier blev udvist på grund af uduelighed.

De fleste rejste til Rusland. Til sidst var der kun 59 familier tilbage, og de dyrkede kartofler på livet løs og lærte danskerne at spise rodfrugten.

Kartoffeltysker blev brugt som skældsord i visse kredse, og det skyldtes nok afgrødens lave status. De tyske familier har sat sig spor på Alheden og mange andre steder i landet, i dag findes familienavne som Bitsch, Frank, Hermann, Øhlenschlæger, Lajer, Winkler og Würtz.

Tæt på kartoffelpigen står en træfigur lavet af Søren Brynjolf, den kan ikke forestille andre end Oluf Sand hamsjælv.

Kvinderne klarede alt

Det er ikke til ære for The Kartoffelwoman, at Viborg-Herningbanen i daglig tale blev kaldt 'konebanen'. Det var dyrt at anlægge jernbane, og der skulle også spares først i 1900-tallet. Derfor blev der som noget enestående ansat kvinder til at klare al arbejdet på stationerne. Kun i Karup ansatte man en mand med titel af stationsmester.

De kvindelige stationsbestyrere, der fik titel af ekspeditricer, skulle ikke have så meget i løn som mændene, til gengæld skulle de sælge billetter, ekspedere gods, ordne postforretninger og gøre rent. Uniformen blev der ikke gjort meget ud af. Den bestod af et rødt-hvidt armbind med indvævet vingehjul og en kåbe af mørkeblåt stof til vinterbrug.

Men ordningen holdt kun i tre år, arbejdet blev meget mere krævende end forventet, og så blev damerne afskediget og afløst af mænd. Navnet konebanen blev dog hængende, og da jeg holder ind ved Karup Station, kan jeg se et jernskilt i rustudgave, der proklamerer, at dette er konebanen, og desuden viser stationerne langs ruten. Ved den flotte station, der nu er turistkontor, har man bevaret en stump skinne, hvorpå der er placeret en skinnecykel, den gad jeg nok køre et stykke vej på, hvis det ellers var muligt. Men jeg må nøjes med asfalt- og flisebelægningen, og den fører mig til Gedhus Plantage og et dystert kapitel på egnen.

Kors på geled

I udkanten af Kølvrå by viser et skilt vej til Gedhus Krigskirkegård. Man når frem ad en smal sti, og idet man træder ind gennem porten i de gule mure, bliver man stille. Granitkors ved granitkors, række efter række, som soldater på geled, er tavse vidner om en del af Anden Verdenskrigs ofre. Jeg sætter mig på bænken i nærheden af det store trækors midt på kirkegården. Her ligger 1.185 tyske flygtninge og 148 tyske soldater begravet. Der er to navne på hver side af korsene, altså fire om hver gravplads. Inskriptionerne i granitten røber, at der er mange kvinder og børn iblandt dem: Berta Kropeit 28.11.1869-7.10.47, Heidemarie Druschke 16.4.44-22.6.45. Billeder fra de store soldaterkirkegårde i Frankrig trænger sig på.

Fra februar til maj 1945 blev der indkvarteret næsten 250.000 tyske flygtninge i danske lejre. De var ikke populære. Modstandsbevægelsen betragtede dem som fjender, og den illegale kommunistiske avis, Land og Folk, fremhævede, at flygtningene blev bedre behandlet end de danske arbejdsløse og aldersrentenydere. Udgiften til mad var 6 kr. om dagen pr. flygtning, derudover fik de foruden logi lommepenge, 1 kr. til kvinderne og 2 kr. til mændene, hed det med slet skjult forargelse i avisen.

Efter krigen blev nogle af flygtningene tvunget til at rydde miner i Vestjylland, ved Søndervig kostede det tre drenge på 16 og 19 år livet.

Efterhånden blev de tyske flygtninge samlet i større lejre. I Gedhus og det nærliggende Grove trængtes 20.000 i barakkerne, der under krigen havde været hovedkvarter for de tyske tropper på den store flyveplads, der i dag hedder Flyvestation Karup. Ved udgangen i Gedhus kigger jeg i den fremlagte bog, der rummer navnene på alle de begravede på pladsen, mens solen sender et blegt lys ned gennem træerne. Ved Grove Kirke vest for flyvestationen ligger en tilsvarende krigskirkegård, der er pyntet med lyng fra Lüneburger Heide.

Robin Hood i Herning

Efter at plantagerne er sluppet op, og der igen er frit udsyn til heden, passerer vi Sunds Sø, og har man lyst, kan man sagtens tage et bad. Der er rent vand og sandbund mange steder, så husk badetøjet.

Da jeg nærmer mig Herning, tager jeg en afstikker til forstaden Birk for at se, om der falder en skilling af i skulpturparken. Den ligger lidt gemt bag Angligården, men der er gratis adgang til at kigge på 36 skulpturer i den cirkelrunde forestilling. Det med skillingerne skyldes, at jeg skal træffe Robin Hood, og måske har han en slant, som han har stjålet fra en af egnens kludekræmmere, til en fattig cyklist.

Robin Hood står der med spændt bue, han sigter ud mod midten af rotunden, hvor nogle af museets ansatte - en flok køer - sørger for at holde vegetationen nede på et tåleligt niveau. Man kunne kalde dem en slags kustoder. Billedhugger Robert Jacobsen eller Store Robert er manden bag den bastante jernfigur, der udgør Robin Hood.

Han får selskab hele vejen rundt i parken af kunstnere som Sven Dalsgaard, Svend Wiig Hansen, Henry Heerup, Børge Jørgensen og sandelig også Piero Manzoni, ham med lort på dåse. Det nærmeste, man kommer her, er køernes efterladenskaber i uindpakket tilstand.

Men der er nok at se på, også længere inde i den midtjyske metropol, hvor min pedaltrampende kollega Bjarne Riis har fået en mindeplade på torvet i anledning af Tour de France-sejren i 1996. Så nåede vi begge i mål!

LÆS OGSÅ: Læn Dem ikke ud!