I regnskovens dybe, stille ro …

Thaierne, der styrer vores kano, råber til hinanden og ror hurtigere hen mod træerne ved den grågrumsede Khao Sok-flod. De bliver ved med at gentage det samme ord, mens de peger op i trækronerne. Vi kigger op og er parate til enhver form for overraskelse. Vores øjne finder hurtigt det, som har fået dem til at ro hurtigere. Oppe i trækronen, 20 meter fra os, ligger der en stor, stribet slange. Den har rullet sin lange krop sammen, og selv om den sover, ser den ikke mindre skræmmende ud. Den engelsktalende guide Par når frem til os og trøster os med, at den store mangroveslange ikke er så farlig – mens den altså ligger deroppe.

Vi sejler længere ned ad floden og ser både øgler, kæmpe tudser og flere familiemedlemmer til den stribede slange. På vejen holder vi ind til bredden, hvor kanoroerne straks går i gang med at tænde et bål til at koge vand til te og kaffe på den medbragte kedel. Vandet hælder de op i bambuskrus, og voila; der er lidt at varme sig på, hvis man ellers frøs i den tropiske hede og luftfugtighed. Men varmen varer ikke ved. For da vi er nået videre til elefantlejren, begynder det at øse ned fra himlen i så stort omfang, at vejrgudernes vandressourcer må være blevet helt tømt på stedet.

Mødet med elefanterne og mahoutterne

Elephant Hills hedder vores destination. Det er et reservat for elefanter. Beboerne er 14 elefanter, inklusive den lille ønskeelefant Ha Ha, der kun er otte måneder gammel. Dens mor blev sendt til Nordthailand for at blive bedækket af en hanelefant, så de sammen kunne skabe lille, nysgerrige Ha Ha, der bruger sin snabel så flittigt, at man skal passe på sit armbåndsur, mens man kæler den. Ha Has far døde desværre efterfølgende, fordi han blev bidt af en kobraslange, men Ha Ha stortrives på reservatet, hvor turister kan komme for at fodre og vaske elefanterne. Denne regnfulde eftermiddag er ingen undtagelse.

Elefantridning er et ord, der ikke anvendes i lejren. For her passer man på elefanterne, hvis stærke kræfter tidligere er blevet anvendt til at transportere stort tømmer. Mens vi er klar til at fodre de sultne dyr med deres daglige frugt-snack, som kun udgør en brøkdel af deres 250 kilo daglige mad, slår lynet ned. Tordenvejret brager, og elefanterne brøler om kap, så man kommer i tvivl om, hvilken lyd der egentlig er højest. Elefantpasserne, som kaldes mahoutter, har svært ved at styre de gigantiske dyr, der tydeligvis er blevet skræmte af de dybe tordentoner. Marketingchefen i Elephant Hills, Jon Chell, forklarer dog, at mahoutterne har fuld kontrol over de store dyr.

»Mahoutterne lever og arbejder et helt liv med hver deres elefant og kender dem derfor godt. Så bare rolig, mahoutterne har styr på det,« siger han, mens han smiler til en af de unge mahoutter, der er ved at blive oplært i sit livslange fag som elefantpasser. Når elefanterne er faldet lidt til ro, og lyn og torden har fundet et andet sted at slå ned, rækker vi alverdens frugter og sukkerrør frem til dyrenes snabler. De sluger hele frugter, som var de peanuts. Og det går hurtigt.

Bagefter er det tid til at give elefanterne en vasketur. Det er os 12 turister, der skal skrubbe elefanternes rynkede hud ved hjælp af sæbevand og hår fra kokosnødder. Jon Chell forsikrer os om, at det ikke er for turisternes skyld, at elefanterne skal skrubbes:

»Elefanterne har godt af at blive vasket tre gange om dagen. Det er ligesom i naturen, hvor de ruller sig ind i mudder. Her har vi bare mulighed for at hjælpe dem med det,« siger Jon Chell. Der skal fem mand til at vaske en elefant, og det skal gå hurtigt, fordi elefanterne ikke trækker vejret så godt, når de ligger ned. Til at skylle sæben af får vi hjælp fra oven. For regnen siler stadig ned over os og de tunge dyr.

To luksuslejre i junglen

Efter det våde møde med elefanterne er det tid til at tage hen til lejren i junglen. Her står store telte med myggenet, ordentlige senge, elektricitet og flotte badeværelser klar til os. Hvis ikke det var for de eksotiske og til tider udefinerbare lyde, der er et fast element på disse tropiske kanter, ville man helt glemme, at man befinder sig i en regnskov. Kombinationen af luksustelt og jungle hverken føles eller ser dog malplaceret ud. Måske fordi denne lejr ligger i udkanten af regnskoven. Men heller ikke den flydende lejr, der ligger dybt inde i regnskoven, er malplaceret. Der overnatter vi på andendagen.

Elefant Hills praler med at have en af verdens eneste flydende luksustelte, og det med, at de er flydende, er man i hvert fald ikke i tvivl om. For har man let til søsyge, kan man hurtigt mærke, at teltet gynger. Men søsygen drukner nemt i den store Cheow Larn-sø på grund af den spektakulære regnskov, som lejren er omringet af. Høje og tætte træer vogter over den 162.000 kvm store sø. Træerne er godt og grundigt viklet ind i hinanden, og de vokser på og omkring de endnu højere kalkstensklipper. Tilsammen gemmer de på alverdens dyr, planter og lyde.

Lejren har ti luksustelte med hver deres private mole og kajak. Og har man lyst til at springe i søen, er der kun to skridt fra sengen til vandet. Også i denne lejr føler man, at man bor på et hotel med elektricitet og varmt og koldt vand. Men tv’et og airconditionen må man dog undvære. I midten af lejren ligger spiseområdet, der jo ikke ligefrem er en naturlig del af regnskoven. Guiden Par forklarer, at hele den flydende lejr er drevet af hydroelektricitet fra søen, og at vandforbruget også kommer fra søen. Det giver os bedre samvittighed og mindre følelse af at invadere dyrenes hjem midt i regnskoven. Og fordi lejren er flydende uden adgang til fastland, bliver jungleoplevelsen uspoleret.

Morgen ved junglesøen

Opholdet i sølejren byder på forskellige seværdigheder af den naturlige slags. Klokken seks om morgenen bliver vi vækket af Par, der ikke synes, vi skal snydes for gibbonabens karakteristiske brøl.

Vi padler selv gennem morgendisen, der ligger pletvis over søen som en sky, der har misforstået sin opgave. Solen er ved at stå op, men strålerne er endnu svage ligesom vinden. Men træernes kroner bevæger sig.

»Dér, oppe i træerne er der en gibbon,« hvisker Par begejstret.

Hun begynder straks at lave gibbonens uuuuwoooh uuuuwooh-lyde i håb om at få svar på tiltale. Men aben tager ikke notis af det og svinger sig videre i træerne med sine lange arme.

»De plejer ellers altid at svare mig igen, men de er åbenbart i dårligt humør i dag. Men de er aktive omkring lejren om morgenen. Sidste november så jeg en malaysisk honningbjørn oppe i det træ dér,« siger hun og peger på et højt træ kun cirka 70 meter fra den flydende lejr.

»Den var oppe for at finde honning og så mig heldigvis ikke.«

Selv om vi ikke var så heldige på denne morgentur, kan vi prale af at have set languraber, blå kingfisher-fugle, gigantiske vandsnegle og kæmpe ørne.

Jungletrekking på en klippeø

Om eftermiddagen, hvor kæmpecikadernes brummen er højere end lyden af et fodboldstadion fyldt med vuvuzelaer, tager vi på en egentlig jungletrekking på en klippeø. Det, at det foregår op ad en klippe i høj luftfugtighed gør det til en udfordring, som ikke anbefales til ældre mennesker.

»Grunden til, at vi ikke vandrer på regnskovens fastlandsside, er, at vi gerne vil undgå de farlige dyr, som for eksempel tigeren,« indskyder Par, mens hun forklarer om alle de forskellige træsorter, termitboer, aber og de tusindvis af flagermus, som vi ser i en 200 meter dyb kalkstensgrotte, der stinker af de flyvende rotters afføring.

Tilbage på den flydende lejr står maden klar til os, og det er tid til en afkølende svømmetur i den grønne sø, som nogle steder er helt op til 100 meter dyb. Her lever blandt andet ”catfish”, der kan blive lige så store som delfiner. Men de kigger sjældent forbi lejren.