Klippeø med sandstrand

Hvis man vil på bade- eller dase-ferie, er Madeira ikke det rette sted. Der er spektakulære landskaber, en blomstrende frodighed og et behageligt klima året rundt, men ikke nogen regulær sandstrand. Det var, hvad vi på forhånd vidste - blandt andet fra nogle besøg i begyndelsen af 1990'erne.

Men vi vidste også, at der siden oktober sidste år har været en badestrand ved Calheta på øens sydvestkyst. Det skulle næsten kunne få billedet af et feriested, der udelukkende var værd at nævne på grund af sine vidunderlige muligheder for levada-vandringer, til at smuldre.

Så Calheta måtte ses - og prøves. Og nu vi var i gang, ville vi lige tjekke Madeiras øvrige strande, som per definition bare ikke er så interessante for turister, fordi de enten er svært tilgængelige, består af grovkornet, sort sand eller går næsten lodret ned i havet.

Det sidste gør denne klippeø omtrent overalt. Derfor er det ikke så ligetil at hente nogle skibsladninger sand fra Sahara og hælde det ud. Det går groft sagt til bunds - og der er langt ned! - eller bliver revet bort af bølger og strøm.

Faktisk er der dog masser af sandstrand - men det forudsætter, at man er indstillet til at rejse med færgen cirka to timer mod nordøst til Porto Santo, som er en del af Madeira-øgruppen.

Så vi tog til Calheta, og som man måske kan fornemme af billederne, var det ikke ligefrem det bedste badevejr.

Nytårsfest i solen

Regnen trommede ned lige uden for det store glasvindue, og direktøren for Hotel Calheta Beach, Ricardo Sousa, kunne sagtens høre det tvivlsomme i sit eget udsagn om, at sydvestkysten er det sted på Madeira, hvor der er flest solskinstimer og færrest regnvejrstimer. Man han fastholdt sine ord og understregede dem med, at det ikke er tilfældigt, at nabobyen mod øst hedder Ponta do Sol.

Sandstranden, som vi kiggede ud på, er ganske vist kunstigt anlagt, og sandet er sejlet ind fra Marokko, men den var der. Og hoteldirektøren kunne glæde sig over, at der i dagene omkring nytår havde været op mod 25 graders varme og et par tusinde fornøjede badegæster på den lille strand dagligt.

Bag den seks måneder gamle strand ligger flere års ingeniørforarbejde.

Sådan en strand er ikke så let at konstruere eller bygge, for akkurat som klippen går lodret op fra havet, går den - stort set - lodret ned under vandet, så der ikke er meget fundament at bygge på eller lægge sandet på.

Stranden på hylden

Calheta-stranden ligger nærmest på en hylde, som klippen rejser sig op fra. En "knibtang" af klippeblokke og betonelementer forhindrer nu havet i at sluge sandet. Når denne artikel trykkes, er der kommet ekstra sand til, så man ikke alene bader fra en sandstrand, men har også sandbund under badevandet, hvilket ikke var tilfældet de første fem-seks måneder.

Andre kystbyer overvejer at følge Calhetas eksempel. Praia Formosa ved hovedbyen Funchal og Ribeira Brava ligner kommende badeidyller med sand sejlet over fra Marokkos kyst.

Ricardo Sousa, hoteldirektøren i Calheta, argumenterer:

»Madeira bliver i fremtiden mere attraktiv for børnefamilier og for unge mennesker - vi kan også tilbyde paragliding, mange slags vandsport, marinaer og golfbaner. Det milde klima året rundt, den smukke og frodige natur og vandremulighederne vil stadig appellere til et seniorpublikum. Men turisternes gennemsnitsalder måtte godt blive lavere. Hvor den har ligget på 45-50 år, skulle den gerne komme ned på omkring 35 år.«

Han er stolt af at være først med en "ægte" badestrand, men ved godt, at han ikke kan regne med monopol på fænomenet.

Forblæste alternativer

I udlejningsbilen drønede vi rundt til alternativerne. Porto da Cruz, et smukt beliggende fiskerleje, havde en forblæst vandkant med grumset vand. Hurtigt videre. Til Prainha, som hidtil har gået for at være øens eneste naturlige sandstrand, omend med sort sand (læs: vulkansk aske). Bølgen stod højt, voldsomt og lige ind i bugten, og der var ikke noget sand. Lokale kunne dog fortælle, at stranden skifter karakter fra dag til dag, alt efter strømmens og bølgens gang.

Det bedste, største og mest naturlige alternativ viste sig at være Praia Formosa, som Funchals vestlige hotelområde er ved at have bredt sig ud til. Her var ganske vist ikke noget sand, og igen var der høje og kraftige bølger. Der var tilmed et olieraffinaderi, som man nu ikke ser eller mærker lige så meget til, når man befinder sig på stranden, som når man ser det fra en bådudflugt ude på vandet. Stenstrand er det i hvert fald indtil videre, men bade kan man, og solstole kan man også sagtens leje fra en af barerne eller restauranterne, som ligger ved promenaden lige ovenfor.

Tunnelformede tunneller

I løbet af de år, der var gået siden vort forrige besøg, var der bygget en del motorveje og - først og fremmest - tunneller. Den, som har været på Madeira for 10 eller 20 år siden, men ikke i de mellemliggende år, må forbløffes over, hvor hurtigt transporten fra lufthavnen går i dag. Det tager 20 minutter at komme til Funchal og 40 minutter til Calheta, hvor det før tog mindst tre gange så lang tid.

Som dagene går, registrerer man, at øen simpelt hen er perforeret med lange tunneller, og når man benytter hovedfærdselsårerne, tilbagelægger man flere kilometer i tunneller inde i bjergene end ude i naturen i dagslys. En af fordelene er, gør en maideraner opmærksom på, at man ikke generes af regn og tåge, så længe man kører inde i en tunnel.

For en fladlænding er der intet forunderligt i, at man kan krydse en ø, som er 60 km på den længste led, på en times tid. Men de snirklede veje, ofte i svimlende højder, har tidligere gjort det til dagsrejser at komme fra by til by. Boede man i Porto Moniz længst mod nordvest, tog turen i bil til Funchal omkring tre timer, og så var det ikke oplagt at tage arbejde dér. I dag kan den samme distance takket være tunnellerne gøres på under en time, og da er det ingen sag at pendle mellem sådanne byer.

Tidligere fandtes kun levadatunneller. Disse betyder, at de glade vandrere gerne skal have effektive lommelygter med som standardudstyr. De nye vejtunneller er virkelig tunnelformede - enkelt og smagfuldt designet, kan man sige. Man kører gennem langstrakte klippehvælvinger, ikke kantet beton.

Naturen er der stadig

Hverken madeiranere eller turister synes at være kede af, at man med fine sandstrande, strømlinede veje og hullede bjerge laver om på naturens orden. Motorlarmen på bjergvejene er for eksempel reduceret betydeligt, og det samme er trafikken gennem byerne.

Naturen er der fortsat rig lejlighed til at kigge på. Der er stadig mange veje, som fører uden om Calheta og de andre moderne strande, som måtte være på vej.

Som turist på udflugt kan man bare vælge de gamle zigzagveje - eller traske rundt i de spektakulære landskaber på levadastierne.

jakob.lambertsen@jp.dk