Særheder i Centralasien
Nyt bureau arrangerer rejser til områder, hvor der ikke er mange palmer.
Hvad galt er der i at ligge ved en palmeomkranset strand med en paraply-drink i hånden og en blondine inden for rækkevidde?
Intet. Men der er altså også andre måder at holde ferie på for blondinen og hendes ven, der for eksempel kan vælge at tage til de gamle sovjetrepublikker Kirgisistan og Tadsjikistan, der nu har åbnet for turister efter løsrivelsen fra Sovjetunionen.
Beliggende i Centralasien kan de to republikker byde på oplevelser, som vestlige turister sjældent kommer i nærheden af.
Og muligheden eksisterer, fordi det nyåbnede bureau Adventure Kompagniet i København vil andet og mere end blot at sende turister af sted. Kompagniet satser på trekking, havkajak og friluftsliv som omdrejningspunkter i et program, der adskiller sig væsentligt fra dem, man normalt ser.
Bureauets rejser går ud over de centralasiatiske republikker til Laos, Canada, Slovenien og Bolivia - og altid er naturoplevelser i vente.
Erfarne folk
Bag selskabet står den 32-årige Nina Brandt og den 36-årige Mads Rye Sletbjerg.
Nina Brandt er ph.d studerende i historie, og hun har rejst i USA, Canada, Frankrig, Indien, Laos, Thailand og Myanmar, det tidligere Burma. Hun er passioneret trekker med turledererfaring fra Toscana og Sardinien. Ydermere er hun medlem af en kajakklub på Amager.
Mads Sletbjerg har en baggrund som kulturgeograf. Han har boet i Lissabon, og hans rejseerfaring omfatter Vietnam, Laos, Cambodja, Myanmar, Thailand, Østeuropa og USA. Desuden har han en fortid som trekkingguide i Vietnam, Kirgisistan og Frankrig.
I oplægget til den første sæson fremhæves:
»Teamet bag Adventure Kompagniet består af en flok friluftsmennesker, der brænder så meget for udendørslivet og hver destinations historiske, kulturelle eller geografiske særheder, at de gerne vil inspirere og sælge oplevelser ud over det sædvanlige. Vi vil ikke løbe fra, at vi gør det med holdning, men vær ikke bekymret. Vi propper ikke vore holdninger ned i halsen på de rejsende. Men vi ser det som et vigtigt element i turismen, at den er ansvarlig. Og at det bliver taget alvorligt, når vi siger, at det kun er fodspor og nye venskaber, man skal efterlade sig.«
Rejsen til Tadsjikistan varer fra 16. til 31. juli og koster 16.800 kroner.
Republikken ligger på den sydlige rute af Silkevejen i krydset mellem de tre store bjergkæder Hindu Kush, Tien Shan og Karakorum. Der er muldyr med til at bære bagagen, ligesom lokale partnere deltager i turen. Der overnattes i landsbyhuse eller i telte, og en kok sørger for forplejningen.
Eventyret i Kirgisistan varer fra 1. til 22. august og koster 18.800 kroner. Her er principperne de samme med hensyn til overnatning og forplejning.