Foragt og fascination i Las Vegas

To afroamerikanske kvinder med monstrøse bagpartier i de glitrende bukser vralter gennem lobbyen på Hotel Excalibur.

»Gik vi ikke forbi her lige før,« spørger den ene den anden, inden de tramper forvirrede mod de enarmede tyveknægte.

Las Vegas troner op af ingenting midt i Nevadas blege, knasende ørken. Men byens version af ørkenvandringer skyldes ikke uendelige sandbanker; de skyldes, at hotellerne på hovedgaden, The Strip, sirligt er designet til at sluge den ene besøgende efter den anden.

Der er høj eftermiddagssol, da de to kvinder farer vild. Men det kan de i princippet ikke vide noget om, så længe de er på hotellet. Der er ingen vinduer, ingen ure, ingen fladskærme med vejrudsigter og løbende nyhedsopdateringer. Der er heller ingen skilte mod udgangen, og der er større chance for, at de rammer en overjordisk gang til nabohotellet end døren mod gaden. Til gengæld er der alt, hvad de kunne ønske sig af restauranter, butikker, shows og selvfølgelig: spil.

Sådan skaber Las Vegas målrettet rammerne for, som det hedder med et udtryk fra de grønne spilleborde, at gå 'all in'. Byens utallige fristelser er rigt beskrevet i alt fra Hunter S. Thompsons udsyrede bestseller 'Frygt og lede i Las Vegas' til 2009's drengerøvsblockbusterfilm 'The Hangover'.

Men det er en anstrengende fordom, at du skal vende hjem med tomme lommer, en kønssygdom, et stofmisbrug eller et blåt øje for at have mærket Las Vegas. Træd roligt et halvt skridt tilbage, og oplevelsen vil være en by, som umiddelbart kan synes frastødende absurd, men hurtigt bliver sært tiltrækkende.

Alt er tilladt

Udgangspunktet for Las Vegas' nutidige status som Syndens Hule var, at folketallet i Nevada faldt drastisk i de første år af 1900-tallet, og modstrategien var simpel: Vi lovliggør, hvad der er ulovligt eller besværligt i andre stater. Spil blev legaliseret, skilsmisse og ægteskab gjort let, og Nevada er fortsat den eneste stat i USA, hvor prostitution – i form af registrerede bordeller – er tilladt. Så i dag er turisme statens største indtægtskilde, og Las Vegas er det suveræne flagskib.

På The Strip skinner den liberale lovgivning igennem ved første øjekast. På gaden myldrer det med mennesker med ølflasker i hånden, og indenfor spadserer rygere rundt med tændte cigaretter. Mest ekstremt er det dog at passere apoteket mellem hotellerne Mandarin Oriental og Monte Carlo. Her står en håndfuld mænd og kvinder med bunker af små papkort i hænderne. Uanset om du går forbi alene, som halvdelen af et par eller i en flok stikker de armen ud foran dig med deres tilbud. To ture forbi det apotek, og du har – uden at anstrenge dig, uden at opsøge det – mere end halvtreds kort.

På begge sider af hvert kort er der trykt et billede af en nøgen kvinde, et telefonnummer og en pris. I nogle tilfælde er der endda forskellige tilbudsmenuer med flere kvinder til nedsat pris. Kvinderne fås selvsagt i alle farver og former, ligesom der faldbydes alskens variationer i gråzonen mellem de to køn. Man kan undre sig over, hvor alle disse kvinder bliver af, når formerne og dermed efterspørgslen falder. En del af svaret får man muligvis, hvis man sætter sig ind i et kasino og lader sig betjene af de trætte cocktailservitricer, som bringer dig gratis drinks, så længe du fodrer roulettemonsteret med dine sparepenge ...

Yderste potens

Andre steder foregår marketingen på mere ordinær vis, og varerne er mere sympatiske, men ikke mindre grinagtige. Reklamer for diverse shows gnistrer på storskærme alle vegne, og hver især understreger de, hvordan Las Vegas er blevet stedet, hvor stjerner drager hen for at falme. Og hvor døde legender får kunstigt åndedræt på den mest uklædelige facon. Her optræder David Copperfield og Donny & Marie Osmond side om side med Elvis-, Beatles- og endda Bee Gees-shows. Insisterer man på at få noget, som er i live, er der australsk mandestrip med titlen, ja, 'The Thunder from Downunder'.

Med alle de tilbud har alle en masse, de skal nå. Og deres gå- og taletempo er som at se en film, der kører en smule for hurtigt. Du kan godt fornemme, at noget er anderledes, men der går lidt tid, før du opdager, at bevægelserne er hektiske og stemmerne en anelse for høje. De fleste er amerikanske turister, som skal skyde den af, og mændene bærer gladelig t-shirts med påskriften 'I Don't Get Drunk, I Get Awesome' (Jeg bliver ikke fuld, jeg bliver fantastisk).

Det magiske ved moradset er, at inden for den første halve dag begynder alle vederstyggelighederne at blive om ikke tiltalende, så i hvert fald fascinerende. Årsagen er først og fremmest, at det bliver ved og ved og ved. Som en irriterende popsang, du til sidst bukker under for og skråler med på. De fleste rejsende kender fornemmelsen af, at et rejsemål kun har en tynd fernis ualmindelighed, som man hurtigt ser igennem. I Las Vegas er ekstremerne smurt på i tommetykke lag og farvelagt i det uendelige. Så du kan ikke finde bedre steder at opleve amerikansk popkultur i sin yderste potens – derude, hvor enhver europæers drøm om autenticitet er skudt ned, hugget i stykker, puttet i en metalkasse og dumpet i havet. Og når vi er derude, er det i virkeligheden temmelig autentisk.

Pyramider og gondoler

En af de nemmeste måder at opdyrke det yderligere er at besøge hotellerne. I den ene ende af The Strip har du Luxor, hvis tema er det gamle Egypten, og selvfølgelig er hotellet formet som en pyramide, og der ligger naturligvis en 34 meter sfinks og vogter indgangen. Ved siden af ligger Excalibur som en Disney-udgave af et engelsk slot på Kong Arthurs tid. Længere oppe kommer så New York New York, som gengiver en skyline komplet med Empire State Building, Frihedsgudinden og World Trade Center. Senere igen kommer det mere ordinært udseende Cosmopolitan, som fokuserer på at være hotellet for de trendy. Så der er mere bas i muzakken, færre hawaiiskjorter og højere stiletter, men trendy? Arh. Så er Wynn sjovere. Ikke bare fordi det var der engelske prins Harry muntrede sig med at rende nøgen rundt i august måned, men fordi det med sine Rolex-, Cartier-, og Dior-butikker snobber så meget opad, at næsen støder mod marmorloftet. Nå, ja og så har Little Paris selvfølgelig genopført både Eiffeltårnet og Triumfbuen.

Den virkelige perle er dog The Venetian. For hvordan kan man køre et Venedig-tema uden kanaler inde i butiksarkaderne? Med gondoler og turkisblåt vand, hvor gondolierer padler rundt med turister og synger serenader under loftshvælvinger, der er malet, så de giver illusionen af sommerdag? Det må man have.

Efter sådan et døgn, hvor det snurrer, blinker og klirrer ustandseligt, går du overstimuleret i seng efter at have skudt nogle af de allestedsnærværende rabatkuponer af – ikke på kvinder, men på mad og drinks. Skulle du gennem natten glemme, hvor du er, får du en huskekage, så snart hotelværelsets dør bliver slået op. Alt kører videre i præcis samme tempo, som da du gik i seng. Er du rigtig heldig, kan du endda dele elevator med besofne midaldrende kvinder, inden du overhovedet har fået morgenmad. Og et sted derude går to bredrumpede afroamerikanere nok stadig i ring.