Fortsæt til indhold
Rejser

Krokodillejagt på Daintree River

I Queensland kommer man på en flodtur tæt på saltvandskrokodiller og kvælerslanger.

Aage Krogsdam

Den lille smalle fladbundede turbåd, hvor der er plads til cirka 40 personer, er på vej ned ad Daintree River i den store nationalpark Daintree. Floden løber ud i Stillehavet cirka 180 km nord for Cairns og ligger i den store nationalpark Daintree, hvor verdens ældste regnskov befinder sig. Området er berømt for sine farlige saltvandskrokodiller.

Langs bredderne hænger lianer og regnskovstræer ud over brinkerne. På en af flodens små øer på cirka 100 gange 20 meter har Tom, vores bådfører, tidligere på dagen spottet en stor krokodillehan. Nu sejler han meget langsomt kun nogle få meter fra bredden, hvor han spejder ind imellem træerne.

Der er en voldsom strøm i floden, hvis grumsede vand gør, at vi ikke kan se mere end nogle få centimeter ned i vandet, og ingen ved, om der ligger en krokodille lige under vandoverfladen og venter på bytte. Derfor skal vi holde arme og hænder indenbords. Pludselig stopper Tom båden, og vi ser en stor krokodille ligge på bredden fem-seks meter fra os med hovedet under nogle lianer. Mens vi betragter det forhistoriske væsen fortæller Tom, at det er en cirka seks meter lang han, der holder til her. Den dominerer en strækning på fem km langs floden, og den har formentlig fire-fem hunner.

Krokodillen ligger helt stille og upåvirket af turbåden med snakkende passagerer. Den ser frygtindgydende ud med den lange savtakkede hale og den brede krop med det brunlige knubbede skjold.

»Krokodillerne er vant til, at vi er her, så blot vi respekterer, at den ligger der, og ikke kommer nærmere end fem-seks meter, bliver de liggende,« siger Tom beroligende.

Efter at alle har fået taget fotos af den store han, går turen videre ned ad floden. Måske kan vi være heldige at se endnu en eller måske nogle unger. Og ganske rigtigt, lidt længere fremme spotter vi en cirka en meter lang unge på sandbrinken. Helt ubevægelig ligger den og stirrer på os. Flere steder er der kvægfarme med græsmarker ned til floden. Dør et stykke kvæg lugter de store hankrokodiller hurtigt det selvdøde dyr. Den krokodille, der kommer først til det døde dyr, der kan veje op til 800 kg, trækker det ned i floden og gemmer kadaveret under vandet, hvorefter krokodillen har mad i lang tid.

Beboerne på farmene og i de små landsbyer langs floden har lært at leve med krokodillerne, men har stor respekt for de farlige krybdyr. De går nemlig ikke af vejen for menneskeføde, selv om deres væsentligste fødekilde er fisk. Efter oplevelsen med to krokodiller er dagen reddet. Det er nemlig ikke altid sikkert, at det lykkes at se krokodiller på Daintree River. Det afhænger af vandstanden og vandets temperatur, om krokodillerne går på land.

Kvælerslanger i træet

Pludselig stopper Tom båden og peger op i et træ tre meter over vandspejlet. Omkring et v-kryds af grene ligger en cirka tre meter lang rødbrun pytonslange sammenrullet.

»Den ligger formentlig og fordøjer et måltid mad, det kan være en fugl eller et krybdyr. De næste to-tre måneder får den måske ikke noget at spise.

Foruden krokodiller og slanger huser den gamle regnskov nogle af Australiens mest truede dyr og planter, som har et fristed i nationalparken Daintree. I træerne lever mange forskellige fugle lige fra ørne, falke og høge til papegøjer i alle regnbuens farver og små fugle samt en lille udryddelsestruet træfrø. På jorden lever firben, slanger, andre krybdyr, skorpioner, edderkopper samt skildpadder og krokodiller i vandhuller og floder. Den store fugl cassowary lever også her. Den er på størrelse med en emu eller en struds, og et farvestrålende hoved pryder dens sorte krop. Dyr og planter har alle sammen hver sin funktion i det økologiske kredsløb i regnskoven.