På tur blandt koalaer og kænguruer

Hvad vil vi helst køre ned: en koala eller en kænguru? Eller hvad med en vild hest eller en struds?

På Bruce Highway langs den australske østkyst virker det uundgåeligt at ramme et eller andet dyr. For hver 10 kilometer advarer et gult skilt om, at endnu et kræ er i farezonen, og i vejkanten ligger beviserne og rådner på stribe. Kænguru, kænguru, koala, kænguru …

Hver morgen og aften kommer dyrene frem og forsøger at krydse vejen - kænguru-timen. Det giver pludselig mening, at udlejningsselskabet frarådede os at køre i skumringen. Frygten for roadkill og en smadret forrude tager fuldstændig opmærksomheden fra Stillehavet på venstre hånd og sukkerrørsmarkerne, regnskoven og bjergene til højre. Naturen er smuk, men farlig for vores bil.

Pausefisk

I forgårs svømmede vi rundt blandt skriggule, knaldrøde og neongrønne fisk ved Great Barrier Reef ud for byen Cairns. Med snorkel og svømmefødder sank vi ned i, hvad der minder om et gigantisk akvarium med forunderlige pausefisk. Så tæt, at vi kunne klappe fiskene og mærke stimerne på vores hud, når de svømmede imod os. I dag sidder vi bag rattet og stirrer intenst på vejkanten og håber, at kænguruerne vælger at kaste sig ud foran en bil med kængurugitter - hvis det endelig skal være.

Senere finder vi ud af, at tricket er at lægge sig tæt bag lastbilerne - som en magnet. Lastbilerne kører hurtigt på de snoede veje, og ligger man tæt nok, kan selv ikke den mest selvmorderiske kænguru nå at klemme sig ind imellem de to køretøjer.

Vi drejer fra ved Townsville og leder efter en campingplads, hvor vi kan overnatte i vores såkaldte SpaceShip, der i virkeligheden er en ombygget Toyota Previa med klistermærker. Campingpladsen er lukket. Midt i ærgrelsen går det op for os, hvad vi måske burde have vidst: at vi med vores ”rumskib” kan sove, hvor det passer os. Og ikke mindst: stå op, hvor det passer os. Hvorfor så indrette ferien efter noget så bureaukratisk som åbningstider?

Godmorgen, Australien!

Vi parkerer på en sidevej 500 meter fra campingpladsen. Reder seng og knapper teltkuplen på bilens bagende. Det er ikke nødvendigt, men det giver mere plads og mere luft. Bilen har to sengepladser, gasblus, køleskab og fladskærm med dvd-afspiller. Filmene låner man gratis hos biludlejeren, men udvalget vil kun imponere folk, der har været i koma i de sidste 20 år.

Vi lånte ”Den Store Pjækkedag” og Stephen King-gyseren ”Maximum Overdrive”, hvor aggressive lastbiler med egen sjæl og vilje går amok.

Næste morgen bliver vi vækket af solen, der står op over Koralhavet. Vi rister brød på panden, og mens vi drikker morgenkaffe i solopgangen, krystalliserer sig en mission for resten af vores tur mod Sydney: Vi vil finde fantastiske steder at stå op.

Og du milde Gud, hvor missionen lykkedes til fulde. Hvis der er noget land i verden, hvor selv b-mennesker som os har lyst til at stå op, så må det være Australien.

Kaffe og klipper

I de følgende dage står vi op til vildere og vildere scenarier. Vi gnider søvnen ud af øjnene på en øde klippeafsats, og vi slæber vores campingbord ud til afgrunden ved Captain Cook's Lookout. Vi laver morgenmad på gasblus, mens mågerne skriger ad os, fordi vi er for tæt på deres reder; vi sover ved dæmninger og bliver vækket af kænguruer og nysgerrige fugle på taget af bilen. Selv i storbyen Brisbane lykkes det os at parkere på et udsigtspunkt, hvor turisterne hver morgen valfarter til for at købe dyr café-kaffe og smide mønter i kikkerterne. Vi slår blot vores campingstole ud og sætter vand over. Til stor morskab for en gruppe japanere, der pludselig fotograferer os mere, end de fotograferer udsigten.

Vores metode til at finde fantastiske steder at stå op er faktisk meget simpelt. Når vi er ved at være trætte efter en lang dag med mange oplevelser, slår vi op i Lonely Planet-guiden for at se, om der er nogle look-outs (udsigtsposter) i nærheden. Uden at vide andet, end at stedet formentlig kan byde på en eller anden form for udsigt, kører vi derhen og lægger os til at sove. Først når lyset bryder frem næste morgen, vil det vise sig, om vi ramte plet. Og det gør man åbenbart hver gang i Australien.

På pæle i regnskoven

Tidligere på turen havde vi indkvarteret os i en luksus-pælehytte under trækronerne i regnskoven, så vi var allerede godt vant, hvad angår udsigt. Pælehytterne drives af ægteparret Jon og Peta Nott, og det er virkelig værd at slå et smut omkring Rose Gums Wilderness Retreat. At sove på pæle føles som at overnatte i en af de træhuler, man byggede som barn - tilsat luksus som jacuzzi, hjemmelavet regnskovsmarmelade og kaldelyde fra parringslystne fugle i det fjerne. Hytterne er placeret sådan, at det er umuligt at se og høre andre gæster.

Vi gik en tur i regnskoven for at lede efter det sjældne næbdyr. En så besynderlig blanding mellem and, bæver og krybdyr, at forskerne i lang tid ikke vidste, hvilken kategori dyret tilhørte. Vi havde ikke heldet med os og blev enige om, at regnskov lyder mere eksotisk, end det er. Lidt firkantet sagt er det nok kun flora og fauna-entusiaster, der vil finde Australiens regnskove markant anderledes end andre frodige skove. Bevares - det er skønt at vandre i dem, og træerne er store, men man bliver ikke ligefrem bombarderet med uforglemmelige særsyn. Bl.a. fordi dyrene skjuler sig i dagtimerne. Selv de vilde papegøjer viste sig kun, da Jon fodrede dem. Men tag ikke fejl - de vilde dyr er der. Mere end én gang har Jon og Peta fjernet meterlange pytonslanger fra køjesengene i børnenes værelser. En af slangerne optræder i dag som screensaver på parrets computer.

Når man kører fra udsigtspost til udsigtspost på landevejen, er der visse ting, man skal vænne sig til. Toiletbesøg skal planlægges, og når man ser et godt sted at snuppe et bad - som regel på en tankstation - gælder det om at slå til. Det lyder mere usselt, end det er, og ofte er forholdene fine.

En god kræmmer kan hurtigt se, at man i løbet af få primitive overnatninger på landevejen får råd til at forkæle sig selv med spa og massage på et lækkert hotel som et forkælende punktum for turen.

Vi fortsætter dog på truckermanér en enkelt dag mere, og det viser sig, at vi har det bedste til gode.

Blue Mountains

Lidt sydvest for Sydney ligger Blue Mountains. Der vil vi gerne hen, for vi har fundet et billede af en mand på en kæmpe udhængsklippe, der ser ud, som om den er ved at tippe ned i den grønne dal under klippen. Bjerget ligger derude, hvor mennesket er lille, og naturen stor.

Mens vi sidder på McDonald's og planlægger turen, rydder en midaldrende dame i McDonald's-uniform vores bord og ser på fotoet.

»Neeeej, det er jo Kanangra Walls. Det er der, jeg kommer fra. Der er I nødt til at tage til.«

Et heldigt sammentræf. For der er ikke kørselsvejledninger i Lonely Planet-guidebogen, så den venlige dame tegner ruten på en serviet. Det ligger omkring otte timers kørsel væk - på grusvej, viser det sig.

Da vi når op i højlandet, sænker skyerne sig over vores rumskib, og vi kan ikke se 10 meter frem. Solen er for længst forsvundet, og når der er mørkt i Australien, så er der virkelig mørkt. Bjergvejene bliver smallere og stejlere, og vi takker Toyota'en for de lave gear, mens vi sniger os igennem en endeløs kæde af hårnålesving. En autocamper ville være håbløs bred på disse bjergveje.

Pludselig ser vi lys. I en lille lomme i skyerne dukker Jenolan Caves op. Vi gør et stop og går på ekspres-eventyr, for hvor imponerende det end er, at hulerne er verdens ældste med 340 millioner år på bagen, så har vi stadig 50 kilometer til vores mål. 50 kilometer i tæt tåge og begyndende regn. Sigtbarheden er så ringe, at en gruppe håndværkere på et nærliggende cafeteria har opgivet at komme videre. Efter en wienerschnitzel fortsætter vi mod Blue Mountains.

Et meget dumt dyr

»Stop, stop, stop!« Bremsen trædes i bund, og abs'en hakker, indtil hjulene står bomstille. I lyskeglen foran os stirrer en koalabjørn på os. Bag det nuttede ydre gemmer sig noget af det dummeste, naturen har skabt.

Koalaens hjerne er på størrelse med en valnød, og dens to hjernehalvdele hænger ikke engang sammen. Koalaen laver ikke andet end at sove og spise sig skæv i eukalyptus. Nogle gange falder den ned, men det gør ikke så meget, for dens lille valnøddehjerne er omkranset af stødabsorberende væske. Efter at have stirret på os med sit bøvede, blanke blik trisser koalaen ind i buskadset. Det var det tætteste, vi kom på at køre et dyr ned i Australien. Heldigvis.

Endelig fremme ved Blue Mountains parkerer vi, og for sidste gang lægger vi os til at sove i rumskibet. Alt er sort omkring os. Næste morgen slæber vi campingstole og bord ad en lille natursti for at nyde morgenkaffen ved kanten på den enorme klippevæg og se solen stå op over de magiske og uspolerede Blue Mountains.

Regnen er forsvundet. Skyerne er under os. Gasblusset rister vores brød, og det er den dejligste morgen i hundrede år.

På egen hånd

LÆS OGSÅ: Australsk bondegårdsferie